Er du ligesom alle andre kvinder monstertræt, når ungerne endelig er puttet? Og har du egentligt bare lyst til at sove eller have alenetid? Og er det sidste du tænker på sex? Så velkommen i klubben af danske mødre!
Lysten er død, manden er måske ved at være lidt træls over alle de afvisninger, og måske føler du endda, at der er noget ”galt” med dig. Du går jo der, I har indrettet jer lige som I havde snakket om. Det skulle blive så godt. Men du savner saftig og nærværende sex. Det kommer ikke længere spontant, som det gjorde i starten. Og du er træt, åhhhh så træt om aftenen. Og når I endelig ligger der i sengen, og du mærker hans hånd komme snigende, så har du måske egentligt lyst, eller faktisk lyst til lyst, men så er det bare blevet for sent igen. Og det burde jo ikke være et problem? Eller hvad?
Hør nu her!
En af de allerstørste myter i parforhold, ikke bare i danske, men hele verden over er, at spontan sex er rigtig sex. Det betyder, at når vi så oplever, at vi ikke lige knalder i tide og i utide, som vi jo gjorde dengang vi var nyforelsket, jamen så tænker vi, at der er noget rivende galt. Men hør lige her! Det er der altså ikke. Det er ganske naturligt og helt i hånd med naturens store forkromede plan for dig og jer. Og den største løgn i verden er altså, at sex partou SKAL opstå spontant og fuldstændig vildt af begær, før det gælder!
Sexlysten er nøjagtig som kærligheden, den skal passes og plejes. Og ja, gu´ har de der mænd da 10 gange så meget testestoron, som vi kvinder har, og det betyder faktisk at de i gennemsnit har 10 gange så meget lyst til sex, som os feminine skabninger. Tilgængæld har vi 10 gange så meget oxytocin – det såkaldte ”kærlighedshormon”, som betyder, at vi gerne vil putte, nusse, krammes og have/give omsorg og romantik 10 gange så meget som mænd. Okay, okay – overdrivelse fremmer forståelsen, men forstår du pointen?
Vi er nødt til, og da specielt i spidsbelastede perioder, så som, de år, når der er småfolk i huset, at skabe optimale rammer for sexerierne og sexlysten. Og nu sidder der nok en snu læser og tænker: ”Men Maj, det burde bare ikke være nødvendigt, hvis jeg er i det rigtige parforhold” – bum – så havde vi lige en myte mere. Gider du komme ud af den romantiske film du lever i, og lige dale herned på jorden til os andre dødelige mennesker. Hvis IKKE du begynder at have en anden indstilling til, hvornår sex er ”rigtigt” eller ”forkert”, så kan det ende grueligt galt. Og tror du helt ærligt ikke, at du er lidt ligeglad med, hvordan I fik vendt skuden, når først, der er kommet gang i sexen? Det tror jeg, eller det VED jeg, for jeg ser det igen og igen i min klinik, når jeg hjælper par til mere kærlighed, dybere følelsesmæssig connection og mere og bedre sex.
Jeg anbefaler følgende recept:
- Brug bissetricks – nej, ikke på ham. Men snyd din krop. Bliver du f.eks. ophidset af erotiske noveller og hurtigt tændt, hvorfor så ikke invitere ham med tidligt i seng, hvor I læser højt for hinanden. (og ja, det føles lidt akavet første gang, men lynhurtigt er den et dejligt redskab I kan bruge igen og igen)
- Accepter, at du ikke gider knalde kl. 22.45 – og tag action på det! Det betyder, snak med ham om at gå tidligere i seng en gang imellem og beslut DIG for, at DU vil invitere ham med tidligere i seng et par gange om måneden. Om i så ligger og læser er op til dig og jer. Men der er bare NOGET større sandsynlighed for, at der bliver sexet, hvis I hopper tidligere i seng.
- Arbejd med din egen sexlyst og din egen lyst til lyst. Hvornår får du lyst, hvad skal der til, for at du får lyst til sex og lyst til ham? Gå i dybden med disse spørgsmål og skriv det ned og tænk og mærk godt og grundigt efter.
- Beslut at I en gang imellem skal have en erotisk aften. Aftal f.eks. at I en gang om mdr. skiftes (og her skal der altså sættes kryds i kalenderen og aftales HVEM, der arrangere denne aften fra gang til gang, ellers bliver det ikke til en dyt). I skal så skiftes til at lave noget erotisk, sætte en erotisk stemning på dagsordenen. I kunne jo starte med varme i soveværelset, stearinlys, lækkert rent sengetøj, et glas god vin og så de der noveller. Se nu der, I er allerede i gang!
- Respekter, at der helt naturligt er perioder i livet, hvor man skal passe ekstra godt på parforholdet, kærligheden og sexlivet, det er ganske naturligt, spørgsmålet er så bare om man vil handle på det eller lade være.
0 kommentarer