Når sommerferien slutter, kan de fleste danskere se frem til enten et gensyn med job og kollegaer, eller et nyt studie/skoleår. Begge dele byder på nye udfordringer og klare mål for, hvad den næste tid skal byde på.
Jeg har altid elsket at vende tilbage til hverdagen efter en ferieperiode, og også elsket at skrive planer og mål ind i en kalender.
I denne fase af mit liv, hvor jeg er hjemmegående mor til to børn, har jeg ingen eksamener, jeg skal skrive i kalenderen, og heller ingen job-deadlines.
I stedet nyder jeg at planlægge og strukturere de aktiviteter og oplevelser, jeg gerne vil have sammen med vores børn.
Det giver mig en følelse af, at der virkelig er et formål med vores hverdag (udover de åbenlyse, dejlige fordele ved selv at passe sine børn).
Vælg din kalender
Har du købt en kalender for det kommende skoleår? Kalenderen er et helt banalt men meget effektivt redskab til at strukturere Jeres hverdag. Det er her, du holder styr på fødselsdage, legeaftaler, lægetider, madplaner og meget andet. Selv er jeg glad for Maylands basismodel, men tag et kig rundt i boghandlen, før du beslutter dig. Kalenderen skal ligge godt i hånden og være en nydelse at tage frem – for du skal bruge den meget.
Når du har valgt den kalender, der skal servicere dig og være din personlige assistent det næste års tid, er det tid til at fylde den med alt det, du gerne vil nå – både selv og sammen med dit barn/dine børn.
Hvad skal I bruge dagene, ugerne og månederne på? Helt små børn trives ganske ofte fint med at tulle rundt i dine fodspor, så det er ikke for deres skyld, du skal lægge en plan. Større børn vil som regel gerne udfordres lidt mere, men planen skal heller ikke laves for deres skyld.
Den skal være en hjælp for dig selv, så du ved, hvad Jeres muligheder er – og så I har noget at arbejde henimod.
Find Jeres aktiviteter
På internettet og Jeres lokale bibliotek kan du undersøge, om der er arrangementer for børn i Jeres område det næste halve års tid. Det kan være små teaterforestillinger, børnefilm på storskærm, koncerter, historiefortællinger og meget andet.
På KultuNaut kan du søge specifikt på børnearrangementer i din kommune. Skriv alt det, der lyder interessant i din kalender. Så kan I altid tage stilling til, om I vil deltage senere.
Planlæg udfordringer for dit store barn
Hvis du har hjemmeunger i børnehavealderen kan du lægge en plan for, hvad I vil undersøge og lære i efteråret. Måske skal I se nærmere på tal og bogstaver, dykke dybt ned i dinosaurenes biologiske verden, laver plancher om vejr og klima eller andet, dit barn interesserer dig for. Min snart 4-årige elsker, når vi leger skole herhjemme – oftest er det, når lillesøster på 1,5 år sover lur.
Planen kan fx være, at I vil lære et bogstav om ugen. Tegn et stort A og sæt på et stort stykke pap. I løbet af ugen kan I tegne ting, der begynder med A, øve Jer på lyden, spise mad, der starter med A, læse bogstavsrim om A, eller måske se Skæg med Bogstaver på DR – om A. Hent mere inspiration til Jeres bogstavsleg her.
Det kan også være, dit store barn slet ikke interesserer sig for bogstaver og tal – men har en brændende passion for stjerner og planeter. Og så er det måske det, I skal forske videre i. For eksempel ved at låne bøger om solsystemet på biblioteket, se Star Wars på DVD, bygge modeller af planeterne med balloner og papmache og planlægge en udflugt til Planetarium i København.
Hvis du skriver dine og dit barns ideer i kalenderen, er der større sandsynlighed for, I lever dem ud i livet. Det gode ved disse aktiviteter er, at de aldrig er must-do, men altid can-do. Det er ideer til, hvad I kan lave sammen, hvis I mangler inspiration.
Nyd årstiden
Hver årstid har sine egne aktiviteter. I september skal vi have æbleuge herhjemme. Vi skal samle æbler i en æbleplantage, koge æblegrød og bage en masse forskellige æblekager.
Til oktober fejrer vi efteråret ved at pynte op med kastanjer, lave græskar-lygter og suppe af indmaden.
Den slags skriver jeg i kalenderen – så jeg husker at forberede det.
Slap af
Hvis du er typen, der trives meget bedre med at tage en dag af gangen, så gør det. Og gør det med god samvittighed.
Denne guide er ment som inspiration til dig, der – ligesom mig – kan lide at være pro-aktiv, lægge planer og krydse dem af, efterhånden som de bliver ført ud i livet.
Husk altid, at planerne og kalenderen ikke skal styre Jeres hverdag – det er kalenderen, der servicerer dig, ikke omvendt.
0 kommentarer