Du må godt gøre forbudte ting sammen med dine hjemmeunger

Hjemmemor: Gør det forbudte

Har du tårnhøje ambitioner for Jeres dage? Når man har valgt at blive hjemmemor og har vinket farvel til pædagogerne, kan man nemt komme til at føle, man minimum skal gøre det lige så ‘godt’, som de ville have gjort.

De ambitiøse tanker

Har du nogensinde tænkt tanker som:

Mit barn skal have det lige så sjovt, som børnene i børnehaven har det“.
Jeg vil synge og læse højt for dem hver eftermiddag“.
Vi skal have sund, varieret, økologisk mad“.
Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at mit barn får lige så meget stimulation, som dagplejen kunne tilbyde“.
Vi skal lege udenfor mindst en time hver dag“.
Ingen skal kunne sige, at vi har en kedelig hverdag“.
Vi skal lave masser af kreative ting sammen“.

Sådanne tanker er gode og sunde, så længe du bruger dem som positiv motivation for at have en sjov og hyggelig hverdag. Men hvis tankerne pludselig får så stor vægt, at du føler, alle dage SKAL være perfekte, så er det på tide at mane dem i jorden.

Forbudte dage

Jeg er stor tilhænger af planer, ambitioner og rutiner – men jeg er endnu større fan af spontanitet og uformel afslapning, særligt på dage, hvor man ikke selv emmer af overskud.

Derfor har jeg indført begrebet ‘forbudte dage’. De træder i kraft, når jeg er træt og underskuds-agtig og mest af alt trænger til at holde fri. På de forbudte dage gør vi alt det, vi normalt ikke gør – og vi gør det med god samvittighed.

Vores sidste forbudte dag startede med en nat fuld af afbrydelser, vi var løbet tør for morgenkaffe, ungerne ville ikke have børstet tænder, og vasketøjet gloede olmt på mig.

Jeg tog en rask beslutning: Væk med dagens ambitiøse program (formiddag: fingermaling, eftermiddag: cykeltur i skoven) og frem med en funktionel og forbudt plan B:

Jeg pakkede begge unger i bilen (den ene var stadig iført natbluse) og kørte direkte til ToysRus – ikke for at købe noget, men bare for at nyde ungernes begejstring over alt det, man kan røre ved derinde.

Bagefter svingede vi over på McDonalds, hvor begge børn spiste (usunde) pommes fritter og legede i fastfood-kædens (upædagogiske) legeland i næsten 2 timer, mens jeg sad med strømpefødderne oppe på en stol, drak kaffe og nød freden.

Da vi senere kørte hjem, var alle i højt humør, og den 3-årige sagde endda, det havde været lige så hyggeligt som juleaften…

Historien illustrerer, at nogle gange er det okay at gøre det forbudte.

Visse dage kan det forbudte ligefrem være det optimale. Som hjemmemor har du selv friheden til at beslutte, hvornår og hvor tit I skal sænke ambitionsniveauet. Målet er at vende en potentiel minus-dag til en plus-dag.

Husk, at du ikke skal gøre det samme, som pædagogerne ville gøre. Dit barn behøver ikke længere danse efter institutionens rytme, og der er ikke noget, du skal leve op til.

5 ideer til forbudte dage

1. Rul gardinerne ned, lav en gryde popcorn, smæk en lang DVD på og leg biograf i stuen en helt almindelig regnvejrsdag.

2. Tag ungerne med på mor-shopping: Bestik dem med en kiks i klapvognen, mens du prøver makeup i Magasin og smager god chokolade hos Frellsen.

3. Lav en udflugt til Jeres yndlings-fastfood-biks. Gerne med uredt hår.

4. Lån en pose bøger på biblioteket OG køb et blad til dig selv. Hæld hele herligheden ud i sengen, når I kommer hjem, og forklar ungerne, at nu må de bladre i bøgerne selv – mens du læser dit blad i ro og fred. Højtlæsning får de rigeligt af til hverdag…

5. Bag en ordentlig sukker-bombe (uden fuldkorn) til eftermiddagsmaden og spis den langsomt og nydelsesfuldt.

Hvordan gør I, når det skal være lidt forbudt hjemme hos Jer? Del med os

Indlægget er skrevet af:

Jane Thoning Callesen

Jane Thoning Callesen

Jane Thoning Callesen er stifteren af Hjemmeunger.dk og drev siden fra 2012-2016. Jane havde en stor passion for at inspirere mødre til at følge deres intuition og mavefornemmelse og med det opstod Hjemmeunger. Hun er uddannet journalist, gift med Jan, og var dengang hjemmegående med 3 børn. Jane er også forfatter til bogen 'En blid start - for dig og dit barn', der udkom på Nyt Nordisk Forlag i juni 2013.

Måske vil du også synes om

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *