
10 gode vaner for hjemmemødre
Som hjemmegående mor står man selv med ansvaret for børn og hus i dagtimerne. Der er heldigvis masser af små fif, der kan gøre hverdagen lettere og sjovere. I denne artikel deler jeg 10 gode vaner, som jeg prøver at holde fast i (det lykkes langt fra altid, men mit overskud er altid størst, når jeg følger dem).
1. Planlæg din dag. Gerne aftenen før, ellers som det første, når du vågner. Skemaet ‘Dagens Plan’ er et simpelt, men effektivt redskab for hjemmegående mødre. Det behøver ikke være en avanceret plan: Måske skal der bare stå, at I bliver inde og støvsuger og leger om formiddagen, og går ned til søen og fodrer ænder, når børnene vågner fra lur. Men det giver overskud og overblik at tænke dagen igennem og vide, hvad der skal ske. Derfor skal du have en plan.
2. Stå tidligt op og kom igang med dagen. Har man børn, der skal afleveres, giver det sig selv: Så skal man jo op og ud af døren. Men hvis I skal tulle rundt og hygge derhjemme hele formiddagen, er det ofte fristende at blive hængende i nattøjet. Men dagen får ofte en helt anden energi, hvis du står op lidt før børnene, kommer i tøjet, sætter håret og eventuelt strejfer vipperne med et lag mascara. På med et par sko, og så er du klar til dagens aktiviteter.
3. Sæt en vask over lige efter morgenmaden. Med et eller flere små børn i huset bliver vasketøjet hurtigt et uoverstigeligt bjerg. Løsningen er at vaske en maskine hver dag. Sæt den over efter morgenmaden, og put tøjet i tørretumbleren eller hæng det på snoren, lige før I spiser frokost. Når dit barn vågner fra lur, kan I hjælpe hinanden med at folde og sortere det tørre tøj.
4. Tag en hurtig runde på badeværelset hver dag. Skift de snavsede håndklæder, og tør vasken og de andre flader af med en varm klud. Tag også toiletbørsten og giv toilettet en hurtig omgang. Det tager højest fem minutter, men det betyder, at badeværelset aldrig når at blive rigtig klamt – heller ikke selvom der måske går en uge mellem de ‘rigtige’ rengøringer. Gør det enten som det første, når du har taget tøj på, eller udnyt tiden derude, mens dit barn sidder i badekarret.
5. Madplaner er din allerbedste ven. Der er sagt og skrevet meget om madplaner, også herinde. Hvis du ikke allerede er i gang med det, så start nu. Madplaner er en lettelse for budgettet, og de fjerner al stress omkring ‘hvad skal vi have at spise’.
6. Inddrag dit barn i oprydningen. Lær dine børn at rydde løbende op: Inden I går ud, før frokost, og inden I spiser aftensmad. I behøver ikke fjerne alt legetøjet fra gulvet, men skab en god vane, hvor I gennem dagen løbende vurderer, om der er noget, I lige kan hjælpe hinanden med at samle op. Så ender I ikke med et bombet hus sidst på eftermiddagen.
7. Sørg for at mødes med andre voksne. Netværk er nødvendigt, særligt for os hjemmegående mødre, der ofte tilbringer mange dagtimer alene med et eller flere børn. Uden voksenkontakt risikerer man at brænde ud. Find en legestue, hvor der kommer andre hjemmegående, eller søg efter ligesindede herinde.
8. Hold pause midt på dagen. Hvis dit barn sover middagslur, giver det sig selv: Så får du et pusterum, hvor du kan lade op og slappe af. Men hvis dit barn ikke sover lur længere, må du insistere på at skabe en stille stund, hvor I begge får lidt ro i hovedet. Sæt eventuelt en lydbog på og lad dit barn lytte og tegne i 30 minutter, mens du slapper af på sofaen. Kald det ‘stilletid’ eller ‘kontortid’, så dit barn genkender rutinen fra dag til dag. Og nyd det med god samvittighed: Du gør så meget for dit barn hver dag, så 30 minutters pause over middag er velfortjent.
9. Insister på at hele familien hjælper med at rydde op efter aftensmaden. Denne vane er min favorit: Efter maden går man en runde i huset og taler om, hvad der skal ryddes op og lægges på plads. Derefter deler man rummene ud på familiens medlemmer (far tager stuen og gangen, mor tager køkkenet, storebror tager legeværelset og spisestuen, og lillesøster hjælper hvor hun vil). Stil så æggeuret og giv den gas i syv minutter. Man kan nå virkelig meget på syv minutter, hvis alle er engagerede, og bagefter kan I med god samvittighed sætte Jer i sofaen og nyde aftenen sammen.
10. Gå tidligt i seng. Ja, det er banalt. Ja, vi gider ikke høre det. Men hvis man går i seng senest 22.30 er man langt bedre stillet, når børnene kalder næste morgen. Søvnunderskud er en dræber for al motivation og overskud. Så på med pyjamassen og hop glad under dynen.
Hvilke vaner fungerer for dig? Del dine bedste fif med os herunder.


4 kommentarer
MetteCecilie
Mine vaner tager sig lidt anderledes ud:
Tidligt op og tidligt i seng er muligvis sundt for en lille dreng (i pyjamas?! Aj, come on, Jane!), men her vågner vi op af formiddagen når ældste terrorist kræver sin morgendosis pædagogisk ukorrekte Mickey Mouse Klubhus session og ikke er i stand til selv af fistre ud efter hendes tablet.
Når barnet så er passiviseret kan undertegnede nyde både morgenmad og facebook inden afkom nr. 2 anmelder sin mentale tilstedeværelse. Morgenritualer med digitalt samvær med andre voksne i mit netværk og fysisk nærkontakt med undermålere i mit stamtræ trækker ofte ud, så jeg har sjældent tid til neurotiske rengøringsritualer. Badeværelset er således i skrivende stund lige så tilsølet som Amin Skovs troværdighed.
Hvor din hverdag måske mest ligner DRs nytårsshow minutiøst planlagt med festmiddag efter den ny kostpyramide, en fasionabel toastmasterinde i dansk håndlavet øko design og et tætpakket Public Service underholdningsprogram, så ligner min hverdag nok mest ‘det nye talkshow’… især pga. af håret.
Når alt husets legetøj (og delvist også møblementet) har skiftet rum, kommer børnenes far hjem. Så smutter jeg i bad for at gøre noget ved før omtalte hår. Og under bruseren tænker jeg på den ikke-eksisterende madplan og de 500 pakker forårsruller vi har i fryseren.
Nå men pyt altså. Om kun ca. … 1500 dage hænger folkeskolen på de møgunger jeg har lavet. Og jeg har en plade mørk chokolade med mint i køleskabet. Og jeg er faktisk ret tæt på totalt lykkelig 🙂
MetteCecilie
Hvad sker der lige for tekstformatteringen? Ingen liniebreaks? Altsååå…
Jane
Tak for et skønt, befriende grin 🙂 lyder nu som en herlig hverdag I har, særligt det med chokoladen i skabet, og rart at blive mindet om at ikke alle er så små-neuroriske som jeg. PS: pyjamas er da et vinter-must! Tjek cashmere-kollektionen ud på life-is.dk, hvis du mangler inspiration 🙂 jeg er flyttet permanent ind i deres bukser
MetteCecilie
Nej. Bare nej. Eller Åh nej måske? Man må jo sætte sig sine grænser. Den slags magelige tiltag i hverdagen er en glidebane. Før man ved af det er man gammel og … sat! Ingen kaffemaskine. Ingen stationcar. SLET ingen bløde og naturligt kærtegnende hjemmebukser i bredformat til ettusindeethundredeogfemoghalvfems kroner. Hele den her hjemmeside lokker mig i fordærv. HJÆLP!