Det er sært. Hvor ofte hører vi ikke rosende ord om danskernes lange, betalte barsel, mens de positive ord bliver til nedladenhed eller undren, når talen falder på den hjemmegående mor eller familier, der har fravalgt de kommunale institutioner?

Man bliver en slags skruebrækker, når man vælger en livsform, der er anderledes end normen, og bizart nok er det lidt af en afvigelse, hvis man i Danmark vælger at passe sine egne småbørn. ”Det må du da gerne, bare du selv betaler,” er en af paraderne, mens en anden kunne lyde: ”Vi har jo på demokratisk vis valgt en model her i Danmark, hvor børnene bliver passet ude, så også kvinderne kan bidrage til samfundsøkonomien.”

Sjældent forstår folk, at vi der passer vores egne børn da i dén grad betaler selv, mens det er familier, som vælger institutionerne, der koster skattekroner. Og at det netop er den ”demokratisk valgte model”, der er årsag til det.

Men fordi man altså i de flestes øjne sætter sig uden for det større fællesskab – hvor fejlagtig den opfattelse end måtte være – så bliver det en slags modkultur at passe sine egne børn og at sætte deres og familiens velbefindende over samfundsøkonomien og den påståede ligestilling.

Modkultur er som regel noget man forbinder med punkere, anarkister og outrerede typer, som bryder alle regler for god opførsel og gerne i fuld offentlighed, som regel fordi de har noget systemkritisk på hjerte. Hjemmepasning er naturligvis ikke modkultur i den forstand, og jeg har nu heller aldrig oplevet, at nogen familie har valgt det som en decideret provokation mod systemet. Men det bliver udefra set som en form for oprør, og det risikerer også at blive det, når man gang på gang skal lytte til de samme, gamle fordomme og fordømmelser. Det må man bare forholde sig til.

Det er nu stadig sært. Den lange barsel knuselsker de fleste: Man er gravid i ni måneder, hvor man nærmest ikke kan få nok af graviditetsbøger, gravid-gymnastik, gravid-yoga, fødselsforberedelse og feminiserede mænd. Så kommer baby og man skynder sig til babyrytmik og i mødregrupper, hvor man spadserer på café og bruger urimeligt mange penge på kaffe til overpris, og man ammer for guds skyld offentligt og koger i øvrigt kun økologisk grød og purerer selv sin ærtemos.

Når der så er gået 10-12 måneder har rigtig mange, forståeligt nok, nået en form for kvalmegrænse i selvsmageri, og kan ikke vente med at komme tilbage til sit lønnede arbejde med voksensnak og en form for ro. I mellemtiden er lille Tut i hvert fald også blevet såååå klar til at komme i institution, for nu kan man bare ikke længere selv underholde ham. Og mor skal have sit liv tilbage. Gå hjemme? Not in a life time! Det er virkelig sært.

Er hjemmepasning en form for modkultur? Hvad tænker du om Lisbets klumme? Del nedenunder