Den bekvemme sandhed

Husker I Ole Henrik Hansen? Det var ham, der beskrev, hvordan vuggestuebørn lukker ned for følelserne, når de overlades til sig selv i institutioner med uengagerede pædagoger. Kan I huske, hvad der skete med ham? Han blev forskermobbet. Kolleger fra mandens eget universitet beskyldte ham for alverdens ubehageligheder.Fortroppen førtes endda af en kollega, som tidligere har advaret imod danske forældres begejstring for børnehaver.

Men hvorfor skulle han mobbes? Fordi hans resultater udgjorde en ubekvem sandhed: Det danske velfærdssystem knager og brager, og det har menneskelige konsekvenser. Problemerne løser sig ikke ved, at vi skriger efter højere normeringer og beder politikerne sende flere penge. Små børn betaler prisen i trivsel. Små børn kan ikke sige fra. De kan blot lukke ned, mentalt, og de gør det.

Der var ingen, der havde brug for at høre denne ubekvemme sandhed fra Ole Henrik Hansen, fordi mellem 70 og 98 procent af danske børn passes i institutioner. Danske forældre er ikke specielt omstillingsparate på dette område, fordi alternativerne er få: Skatten er skyhøj og pasningsområdet totalt monopoliseret af det offentlige.

Behov for bekræftelse

Vi har, hvad vi har. Ergo har vi brug for at blive bestyrket i tanken om, at institutionslivet er godt. Vi har bestemt ikke brug for at høre, at det er så skidt, at det rent faktisk kan gøre varig skade på børnene og derfor have totalt uoverskuelige konsekvenser. Vi skal bekræftes i, at dét at gå i institution er godt for børnenes sociale kompetencer, for deres sprog, for deres indlæringsevne og for deres medborgerskab i et demokratisk samfund.

Vi skal faktisk allerhelst bekræftes i, at vi udfører en slags samfundspligt ved at sende børnene afsted – at der er noget abstrakt vigtigt ved at op til 97 procent af os forældre i fuld enighed sender ungerne ud af hjemmet meget tidligt og meget længe. Der skal være en dybere mening og en højere magt.

Sidste uge kom så det forskningsresultat, som mange har sukket efter siden Ole Henrik Hansen-miseren: Institutionsbørn klarer sig bedre end hjemmebørn. Kristeligt Dagblad bragte en kort artikel, der refererede foreløbige undersøgelsesresultater fra forskere fra SFI, det nationale forskningscenter for velfærd.

En ukritisk nyhed

Resultaterne rådede bod på den skade Hansen havde forvoldt. Nu kan den dårlige samvittighed viskes væk, for hvad viste sig i virkeligheden at være den skinbarlige sandhed? At børn “af mødre, der har arbejdet fuld tid de første tre år efter barslen” har et højere gennemsnit, når de afslutter folkeskolens afgangseksamen.

Nyheden blev serveret på forsiden af avisen, men modsat Berlingskes forsidehistorie, der gav Ole Henrik Hansen sine alt for korte 15 minutters berømmelse, så blev den ikke fulgt op i dagene derefter. I det hele taget ser det ud til, at de bekvemme forskningsresultater ikke rigtig vil blive holdt op imod samme – rimelige eller urimelige – standarder, som de ubekvemme. Og det er, for at sige det mildt, bekymrende.

Nu er det ikke min, eller Samfos, metier at bedrive kritik af socialforskning, og jeg er heller ikke videnskabsjournalist. Men siden der ikke er andre, der gør antræk til at forholde sig kritisk til den sparsomt formidlede forskning, så gør jeg det. Først et tilbageblik:

Hvad skete der med Ole?

I sammenhæng med Berlingskes historie om Ole Henrik Hansens forskningsresultater kom et sandt bombardement af kritik af det københavnske pasningssystem. Der var politiske problematikker omkring ventelister, søskendegarantier og normeringer. Der var forældreberetninger. Og så var der forskningen. Hansens resultater var grundigt beskrevet, der var endda en video, og der var fremlagt tal og datagrundlag. Et datagrundlag som senere blev historiens akilleshæl, fordi Berlingske havde lavet en fejl på Hansens vegne.

Dette, tilsammen med det faktum at hans resultater var foreløbige, førte til, at han blev bedt om at klappe kaje. Han tog til genmæle i Politiken, men lovede desværre samtidig at krybe i flyverskjul indtil afhandlingen var færdig. Sagens substans var erstattet med en forskerfight, og medierne slubrede det i sig.

Det var sørgerligt, og Ole Henrik Hansen er stadig savnet. For hans resultater var interessante, og der var i ham et sjældent mod til at stille sig op med det, der i virkeligheden var en gedigen systemkritik bedrevet indefra. Hansen sad i minister Antorinis task force for bedre dagtilbud, så han var med sikkerhed – i en eller anden grad – systemets mand.

Måske derfor var hans resultater endnu mere sprængfarlige. Han vidste da også godt, at de ikke ville gøre ham populær – det sagde han direkte til et foredrag med byens pædagoger.

Usaglig formidling

Vi spoler frem til nutiden og til Kristeligt Dagblad: Her var intet bombardement af historier, polemik og cases. Bare den sparsomt formidlede forskning, som man end ikke kan finde yderligere om på nettet, og så… stilhed. Lige bortset fra medløberne i fjernsynets nyhedsudsendelser, BUPLs forudsigelige tiggen efter flere penge, og et par pip på Facebook fra ganske prominente offentlige debattører, som – med denne ene, bekvemme artikel i baghånden – mente nu at kunne tilbagevise visse andre debattørers irriterende insisteren på hjemmets lyksaligheder.

Hvad har vi så at gøre godt med på det foreliggende grundlag? For det første er resultaterne foreløbige, står der i artiklen. Præcis som Ole Henrik Hansens var. Men ingen påtaler dette. Det, vi må forholde os til, er følgende: Institutionsbørn klarer sig bedre end hjemmebørn. Og dog.

Læser man ind i artiklen er det uklart, hvad der er op og ned. Er det institutionen eller mors fuldtidsarbejde udenfor hjemmet, der er den forklarende variabel? Overskriften siger det ene, forskeren det andet. Lad os helgardere og deraf konstatere, at alle disse børn klarer sig bedre – 2,2 procent bedre, helt præcist.

Og det er det næste problem: En anden familieforsker bifalder resultaterne og mener, at den 2,2 procents forskel er signifikant. Er den virkelig? Hvis karaktergennemsnittet for et hjemmebarn er 10, så er snittet for det andet barn (for hvem vi ikke rigtig ved, hvad der er karakteriserende) 10,2. Signifikant? Det kunne journalisten måske godt have sat spørgsmålstegn ved.

Til slut må man også spørge: Hvorfor klarer hjemmebørnene sig dårligere? Eller: hvad er de præcise årsager til, at institutionsbørn klarer sig bedre? For det at gå i institution eller at have en mor i fuldtidsarbejde udenfor hjemmet kan vel, med al sund fornuft anvendt, ikke i sig selv forklare noget.

Systemet undersøger sig selv

Og så retur til det med at systemet undersøger sig selv: Forskningen er som nævnt udført af forskere fra SFI, som er det nationale forskningscenter for velfærd. SFI hører under Socialministeriet. Det er altså statens eget apparat, der forsker i velfærdsstatens eget system, og det resultat man kommer frem til bekræfter systemets egen indre logik: Statens institutioner er fra starten gode, fordi de sikrer (komparativt) gode resultater i statens institutioner til slut. Her burde journalisten vel træde i karakter som den fjerde statsmagt, men det sker bare ikke.

Lad os prøve at lege med tanken om, at olieindustrien bedrev forskning, der viste, at anvendelsen af olie er godt. Eller endnu bedre: At tobaksindustrien fandt frem til, at rygning er sundt. Kunne man forestille sig en journalist, der ikke stillede et kritisk spørgsmål? Nej. Og det med god grund, fordi det da er påkrævet, når et system undersøger sig selv, er der altså særlige interesser på spil.

Det er ganske muligt, at SFI-forskernes resultater er valide. Men artiklen giver os ingen information overhovedet, der understøtter den konklusion. Til gengæld er avisen ikke bange for at banke følgende overskrift på toppen: Institutionsbørn klarer sig bedre end børn, der er hjemme. Det er ren manipulation.

Kernefamiliefacister

I øvrigt må det være bekendt for enhver journalist med indsigt i familieområdet, at SFI ikke er nogen apolitisk organisation. Kan I huske, da de fandt frem til resultater, der viste, at det har negative omkostninger for børn at opleve familiebrud? En programleder fra instituttet skrev følgende i en kommentar, altså et holdningsindlæg, i Berlingske:

“I rapporten Børn og Unge i Danmark, som bliver offentliggjort idag, har vi undersøgt, hvordan børnebefolkningen trives på centrale områder. (…) Et ubekvemt resultat er, at børn og unge ser ud til at være bedre beskyttet mod en række risici, hvis de vokser op i en kernefamilie. Resultatet er ubekvemt for os forskere, fordi vi nødigt vil tages til indtægt for at være kernefamiliefacister. Og det er ubekvemt for os som voksne i almindelighed, fordi det er ubehageligt at se i øjnene, at prisen for den valgfrihed, som voksne har til at danne og droppe familierelationer, tilsyneladende kan ende med at blive betalt af vores børn”.

Kernefamiliefascister. Det ord kan vi lige lade stå lidt, altimens vi tænker over, hvorfor det tilsyneladende er SFI magtpåliggende – eller ihvertfald bekvemt – at finde frem til resultater, der ikke tillægger hjemmet for stor vægt. Kit Louise Strand, tidligere formand for Samfo, sagde det bedst, da hun skrev følgende i en kommentar til indlægget:

“Hold da op, kernefamilien er (desværre) en succes… Undskyld mig, men hvorfor bekymrer [SFI’s programleder] sig så meget om resultatet af sine undersøgelser og de reaktioner, som disse forskningsresultater eventuelt måtte afføde? Er hun ikke forsker og først og fremmest forpligtet til at lægge sine resultater objektivt frem – uden nogensomhelst betænkelighed og følelser af ubehag?”.

Det er lidt at tænke over. Og i mellemtiden må jeg bare, på foreningens vegne, opfordre alle dygtige og engagerede familier med hjemmepassede børn til at huske sig selv på, at der sandsynligvis ikke er nogen af os, der vælger det gode hjemmeliv for vores børn som et led i forberedelsen til deres afgangseksamen i folkeskolen.

Det er et valg, der er baseret på værdier. En 2,2 procents forskel i karaktergennemsnittet er ingen trussel mod børnenes trivsel. Det er til gengæld et politisk system, der gør det meget svært for forældre at vælge den pasning, der udfra en samlet vurdering er bedst for deres egne børn. Og en presse der ikke tør udfordre det system.