Passe på mig selv
Hverdagen

Passe på mig selv?! Nej, det har jeg ikke tid til.

Passe på mig selv

Indeholder reklamelinks

Du er modig.
For du er anderledes.

Du har taget et bevidst valg, som er anderledes end det valg 95-98% af andre forældre tager. Du har valgt at gå hjemme med dine børn. Det gør dig til noget særligt her i et land med en af de højeste procenter for, hvor mange børn der går i institution.

Jeg er helt sikker på, at der ligger mange overvejelser bag din beslutning. Hvordan kan det hænge sammen? Har vi råd til det? Kan jeg give mit barn, alt hvad det har brug for? Hvad nu hvis det ikke kommer til at gå, som jeg/vi håber på? Hvilken betydning får det for min karriere? Hvad vil omgivelserne sige til det? Hvad nu hvis jeg fortryder?

Det er aldrig nemt at vælge en anden vej, end den flertallet går på. Det er der mange grunde til. Én af dem er, at vi som mennesker er sociale væsener og flokdyr. Derfor bliver vi utrygge, når vi placerer os udenfor eller på kanten af flokken. Og vi bliver ekstra opmærksomme, når vi opdager andre, der gør noget, som er anderledes / uvant / mærkeligt.

Derfor er du modig. For selvom en del af dig mærker helt tydeligt, at du har lyst til at være tæt på dit/dine barn/børn, mens de er små, og at den del af dig er helt overbevist om og rolig med din beslutning, så er en anden del af dig ganske givet urolig i større eller mindre grad. Den del af dig, hvis mål er at sikre, at du er en del af en flok, som du kan høre til, og som kan beskytte dig, hvis du får brug for det.

Som del af en art, hvis superpower er de sociale kompetencer, og det at være i relation og kunne samarbejde, er det farligt at stå for meget alene. Det er en ældgammel mekanisme i os, som har sikret vores overlevelse gennem årtusinder, og den er stadig på spil for os i dag, selvom vi på mange måder ikke synes, vi har brug for den.

 

Må jeg godt have det sådan her?

Fordi det, der er anderledes, vækker vores nysgerrighed og interesse og også vores vagtsomhed, er du sikkert blevet mødt med mange spørgsmål til dit valg om at gå hjemme. Nogen mere kritiske end andre. Nogen af spørgsmålene har sikkert givet dig følelsen af, at skulle forsvare dit valg.

Når man står i en situation, hvor det føles som om, man er den eneste som bakker op om og forstår ens situation, så kan det føles farligt at forlade den forsvarende og stålsikre position. For hvem skal så forsvare valget?

Derfor møder de fleste mennesker, som står i en position, som på den ene eller anden måde falder uden for det, de fleste gør, en række dilemmaer i sig selv. For ingen har det 100 % på én måde med et valg eller en beslutning hele tiden. Og hvad gør man så?

Når man, fx som dig, har valgt at gå hjemme med dine børn og er helt afklaret med, at det er det rigtige for jer lige nu, og så alligevel ind imellem trænger til en pause fra det? Må man godt have det sådan. Det kan næsten føles som at være sin beslutning utro og blot give alle skeptikerne mulighed for at sige ”I told you so”.

Det kan føles farligt at anerkende det naturlige behov for en pause fra at være den, der opfylder andres behov mere eller mindre konstant, fordi det næsten føles forræderisk at forlade den position, som er 100% for at gå hjemme med børnene. Nærmest som at ”gå over til fjenden”. For havde de så alligevel ret, alle dem der stillede kritiske spørgsmål? Tog jeg fejl? Kan jeg alligevel ikke bære den opgave, jeg har påtaget mig? Var jeg ikke den slags mor, som kunne det?

Det kan føre til den konklusion der hedder:

Jeg må ikke få den pause, jeg trænger til.

Eller

Jeg er nødt til at arbejde hårdere/dedikere mig endnu mere (dels for at bevise over for omverdenen at jeg ikke tog fejl og dels for at undgå at mærke de modstridende følelser i mig selv).

Kan du se, hvordan det hele strammer mere og mere til? Måske kender du det?

 

Jeg ser en del mødre, som får kørt sig selv fast i de følelsesmæssige dilemmaer og bliver mere og mere udkørte. Det kommer et kærligt sted fra. De har de bedste intentioner. De vil bare gerne gøre det godt for deres børn. Dér, hvor det kører skævt er, når vi hopper med på den forståelse af at være forældre, som siger, at man konstant er nødt til at være der 100% for sine børn for at gøre det godt nok. At man tager noget fra sine børn, hvis man giver noget til sig selv.

Det, der udspringer af den kærligste intention, ender med at stå i vejen for trivsel hos både børn og forældre. For hvilket barn har gavn af forældre, der er hårdere vredet op end en karklud? Det er der ingen børn, der har.

 

Alt i livet handler om balance

Tværtimod har børn stor gavn af forældre, der viser, hvordan man passer på sig selv. Hvordan man siger til og fra. Hvordan man skaber balance (så godt som det nu er muligt med små børn og dermed mange behov i familien). Hvordan man sørger for at få tanket op på det, man har brug for – hvilket meget vel kan variere i løbet af ugen / året / livet. Hvordan man rummer og imødekommer umiddelbart modsatrettede følelser udlæst af den samme situation. Hvordan man skaber en hverdag med plads til alle.

Så kære mor eller far, der går hjemme med dit barn, og som ind imellem virkelig har brug for en pause. Tag den! Det er det kærligste, du kan gøre overfor både dig selv og over for dit barn.

Og det har intet at gøre med, om du har taget den rigtige beslutning, om at forsvare den, eller hvorvidt du egner dig til at løfte den. Det har derimod alt at gøre med, at du er et helt almindeligt menneske med helt almindelige og naturlige følelser og behov.

Hvordan ville en dejlig pause se ud for dig?

Rigtig god fornøjelse 🙂

Heidi Agerkvist
Indlægget er skrevet af Heidi Agerkvist, familiepsykolog og parterapeut.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.