I mit arbejde som coach, inspirator og rådgiver møder jeg ofte kvinder, der har en udefinerbar følelse af meningsløshed. Når jeg spørger dybere ind til deres livssituation tegner der sig ofte et meget karakteristisk billede, som alle har samme fællesnævner.

Kvinderne er ofte veluddannede, perfektionistiske, sensitive og gift med en mand i en velanset stilling. De er indenfor et halvt års tid vendt tilbage til arbejdsmarkedet efter endt barsel.

De er dygtige til deres job og tidligere fyldte job og karriere rigtig meget i deres liv. Men det gør det ikke mere; jo, måske tidmæssigt, men de ”har ikke sig selv med i det” – måske fordi de drømmer om at blive hjemmegående.

Forfærdelig indkøring

De beskriver den nyligt gennemførte vuggestue indkøringsperiode af deres 10-11 måneder ”gamle” barn med ord som: ”Forfærdeligt”, ”Det sværeste i mit liv”og ”Fuldstændig frygteligt”. Samtidig understreger de, at ”stedet (underforstået vuggestuen) og pædagogerne ikke fejler noget”.

Og de har da også observeret, at deres barn nogen gange smiler, når de kommer for at hente og barnet endnu ikke har set moderen.

”Hvordan kan det være, at du/I valgte at du gennemføre indkøringen, når det var så hårdt for dig?”, spørger jeg ofte.

Og svaret lyder ret entydigt ”Det var jeg/vi jo nødt til”. Men hvorfor er de mange kærlige, omsorgsfulde mødre nødt til dét? Hvem er det, der bestemmer over deres liv? Det viser sig ofte, at kvinderne faktisk slet ikke har tænkt over, at de rent faktisk har/havde et valg.

De voksne, pæne piger

Mødrene tilhører den gruppe af kvinder, som jeg kalder ”De pæne piger, der er blevet voksne”. Kvinderne har altid til punkt og prikke fulgt alle de uskrevne regler og normer. De har altid rettet sig efter, det ”man” forventede af dem. Og hvis de har begået ”en fejl” plages de længe af dårlig samvittighed. De har lært at opføre sig ordentligt. Og det er inden for de rammer, at de er trygge.

Når de tænker sig om og mærker efter erkender de måske nok, at de tidligere har truffet mange valg ud fra, hvad der ”objektivt set” har vist sig at være ”rigtigt at gøre”/accepteret i deres omgivelser. Men tidligere har disse valg ikke spændt ben for udlevelsen af deres behov og værdier. De har derfor været godt tilfredse.

Efter, at kvinden er blevet mor og barselsperioden er ovre, har hun som på automatpilot fortsat vanen med at gøre ”det rigtige/det forventelige/det samfundsaccepterede”; nemlig at aflevere barnet i vuggestue og genoptage jobbet.

Men denne gang sker der noget nyt! Gennem det passive valg ved at følge strømmen og aflevere barnet, handler hun nemlig mere end nogensinde før direkte i strid med sine værdier og behov. Og derfor reagerer hun med den udefinerbare følelse af meningsløshed.

Hun yder simpelthen direkte vold på sig selv i handlingen, når hun efterlader sit lille barn i fremmede hænder og selv bruger langt det meste af sin tid på noget andet et andet sted. Pædagogerne og stedet er faktisk helt ok (som hun jo også selv siger), men hendes nye værdier, som kommer sammen med moderskabet, kan ikke udleves i denne konstellation.

Hun slår simpelthen knuder på sig selv indvendigt. Og det er det hendes følelser fortæller hende. Moderskabets værdier: nærhed, kærlighed, ømhed, omsorg, nærvær med barnet de første par år af barnets liv, er der altså ikke plads og rum til at udleve.

Eller sagt på en anden måde: Det mest naturlige i moderinstinktet tages der altså ikke højde for, når det ”rigtige/det forventelige/det samfundsaccepterede” defineres.

Valg udfra egne værdier

Mødrene har foretaget et passivt valg, der har været usynligt for dem, fordi de er så styret af deres ”gode/rigtige opdragelse og intention om at opføre sig rigtigt”.

Det, jeg kan hjælpe dem med, er at bidrage til at de får indsigt i, hvad der ligger til grund for deres udefinerbare meningsløshedsfølelse. Ud fra dét åbner der sig mulighed for, at de kan træffe valg, der tager afsæt i deres værdisæt og ikke i, hvad andre forventer af dem.

Gad vide om mange mødre, der ikke får den indsigt og som derfor bare lever med deres opslidende følelser med lavt selvværd, ender med stress og depression til følge.