Beslutningen

De pæne pigers svære valg

Woman series #1

I mit arbejde som coach, inspirator og rådgiver møder jeg ofte kvinder, der har en udefinerbar følelse af meningsløshed. Når jeg spørger dybere ind til deres livssituation tegner der sig ofte et meget karakteristisk billede, som alle har samme fællesnævner.

Kvinderne er ofte veluddannede, perfektionistiske, sensitive og gift med en mand i en velanset stilling. De er indenfor et halvt års tid vendt tilbage til arbejdsmarkedet efter endt barsel.

De er dygtige til deres job og tidligere fyldte job og karriere rigtig meget i deres liv. Men det gør det ikke mere; jo, måske tidmæssigt, men de ”har ikke sig selv med i det” – måske fordi de drømmer om at blive hjemmegående.

 

Forfærdelig indkøring

De beskriver den nyligt gennemførte vuggestue indkøringsperiode af deres 10-11 måneder ”gamle” barn med ord som: ”Forfærdeligt”, ”Det sværeste i mit liv”og ”Fuldstændig frygteligt”. Samtidig understreger de, at ”stedet (underforstået vuggestuen) og pædagogerne ikke fejler noget”.

Og de har da også observeret, at deres barn nogen gange smiler, når de kommer for at hente og barnet endnu ikke har set moderen.

”Hvordan kan det være, at du/I valgte at du gennemføre indkøringen, når det var så hårdt for dig?”, spørger jeg ofte.

Og svaret lyder ret entydigt ”Det var jeg/vi jo nødt til”. Men hvorfor er de mange kærlige, omsorgsfulde mødre nødt til dét? Hvem er det, der bestemmer over deres liv? Det viser sig ofte, at kvinderne faktisk slet ikke har tænkt over, at de rent faktisk har/havde et valg.

 

De voksne, pæne piger

Mødrene tilhører den gruppe af kvinder, som jeg kalder ”De pæne piger, der er blevet voksne”. Kvinderne har altid til punkt og prikke fulgt alle de uskrevne regler og normer. De har altid rettet sig efter, det ”man” forventede af dem. Og hvis de har begået ”en fejl” plages de længe af dårlig samvittighed. De har lært at opføre sig ordentligt. Og det er inden for de rammer, at de er trygge.

Når de tænker sig om og mærker efter erkender de måske nok, at de tidligere har truffet mange valg ud fra, hvad der ”objektivt set” har vist sig at være ”rigtigt at gøre”/accepteret i deres omgivelser. Men tidligere har disse valg ikke spændt ben for udlevelsen af deres behov og værdier. De har derfor været godt tilfredse.

Efter, at kvinden er blevet mor og barselsperioden er ovre, har hun som på automatpilot fortsat vanen med at gøre ”det rigtige/det forventelige/det samfundsaccepterede”; nemlig at aflevere barnet i vuggestue og genoptage jobbet.

Men denne gang sker der noget nyt! Gennem det passive valg ved at følge strømmen og aflevere barnet, handler hun nemlig mere end nogensinde før direkte i strid med sine værdier og behov. Og derfor reagerer hun med den udefinerbare følelse af meningsløshed.

Hun yder simpelthen direkte vold på sig selv i handlingen, når hun efterlader sit lille barn i fremmede hænder og selv bruger langt det meste af sin tid på noget andet et andet sted. Pædagogerne og stedet er faktisk helt ok (som hun jo også selv siger), men hendes nye værdier, som kommer sammen med moderskabet, kan ikke udleves i denne konstellation.

Hun slår simpelthen knuder på sig selv indvendigt. Og det er det hendes følelser fortæller hende. Moderskabets værdier: nærhed, kærlighed, ømhed, omsorg, nærvær med barnet de første par år af barnets liv, er der altså ikke plads og rum til at udleve.

Eller sagt på en anden måde: Det mest naturlige i moderinstinktet tages der altså ikke højde for, når det ”rigtige/det forventelige/det samfundsaccepterede” defineres.

 

Valg udfra egne værdier

Mødrene har foretaget et passivt valg, der har været usynligt for dem, fordi de er så styret af deres ”gode/rigtige opdragelse og intention om at opføre sig rigtigt”.

Det, jeg kan hjælpe dem med, er at bidrage til at de får indsigt i, hvad der ligger til grund for deres udefinerbare meningsløshedsfølelse. Ud fra dét åbner der sig mulighed for, at de kan træffe valg, der tager afsæt i deres værdisæt og ikke i, hvad andre forventer af dem.

Gad vide om mange mødre, der ikke får den indsigt og som derfor bare lever med deres opslidende følelser med lavt selvværd, ender med stress og depression til følge.

Emilie Krogh er tidligere hjemmegående, nu life coach, eksistentiel vejleder og sygeplejerske. Læs mere om hende på www.emiliekrogh.com og www.icare4u.dk.

10 kommentarer

  • Anne

    Med al respekt for artiklen og menneskene bag den, så må jeg lige sige, at man skal huske det ikke er alle, der har et valg og bare skal coaches frem til at se det. En hel del kvinder kan ikke træffe det valg, selvom de gerne vil, p.g.af at økonomi. Og der er nok heller ikke så mange af dem/os, der har råd til at gå til coach eller er gift med en mand i en velanset stilling 😉

    • Emilie Krogh

      Kære Anne
      Selvfølgelig er der mange, der ikke kan vælge anderledes.
      Min målgruppe for artiklen er netop dem, der kan ; ) Som jeg også indleder med at skrive.
      Mit ønske for børnefamilier er at alle ligesom i Sverige kunne have to års barsel. Dette har jeg kun ringe indflydelse på, og derfor ønsker jeg at gøre opmærksom på, at en hel del faktisk godt kan gøre noget andet end at styrte tilbage på job efter 10 måneder, hvis de vel at mærke husker, at de kan vælge anderledes, hvis de virkelig vil det! Og er klar til at fravælge “overflødigt forbrug” i en periode; for netop at forfølge deres sande indre værdier.
      KH Emilie

  • Mette P

    Ja alt efter hvad økonomi man har, så kan det være nemt eller svært at træffe en beslutning om at passe sine små poder. Det kan alle jo forstå. Og indimellem kan det også kræve lidt offervilje for at ønsket kan gå i opfyldelse….

    For over 13 år siden traf min mand og jeg en stor beslutning:
    Vi havde fået vores første barn, og orloven var dengang 26 uger – derudover kunne man i op til 1 år få børnepasningsorlov, som var ca. 60½ af dagpengesatsen.
    Min mand og jeg havde egentlig købt rækkehus osv og sat os med bil og diverse udgifter. Og dermed havde vi faktisk ikke råd til, at jeg tog børnepasningsorloven…. Da vi blev forældre gik det op for os, at det at få barn var så stort for os, og vores prioriteter ændrede sig drastisk.
    Vi solgte det dyre rækkehus, og flyttede i en periode i en lejebolig – heldivis uden tab ved salget af bolig. Naturligvis måtte vi skære lidt ned på udgifter osv i perioden, hvor jeg gik hjemme, men jeg / vi synes at det var det hele værd.


    Da vi fik vores 2. barn et par år efter, var vi igen rykket tilbage i dyrt rækkehus – men denne gang var økonomien lidt bedre, men ikke nok til at gå på den ekstra orlov. Efter at have afprøvet vuggestue i ca. 10 dage var jeg dog ikke i tvivl – vi skilte os af med vores bil, og jeg kunne derefter træffe beslutning om at gå hjemme på børnepasningsorlov. Jeg kunne simpelthen ikke gå på kompromi – for mig var kvaliteten af nærhed og omsorg og trygheden for det lille barn slet ikke god nok i vuggestuen.

    Jeg vil blot dele min historie – og min pointe er, at man indimellem skal gøre op med sig selv om man kan / er klar til at ofre andre ting / materielle goder for at opnå den lykke det er, at følge sine små poder vokse op 🙂

    For mig er/har det personligt været en absolut nødvendighed at gøre plads til at være hjemme med børnene, mens de er små. Jeg føler mig også meget priviligeret over at have haft mulígheden – ingen tvivl om det.
    Hvis man overhovedet har muligheden for at tilrettelægge sin økonomi og har lysten til at være hjemme, så kan jeg kun anbefale det. Jeg synes, at det er ærgerligt for de kvinder eller mænd, som har lysten, men ikke kan få puslespillet til at gå op og dermed må gøre knuder på sig selv og aflevere det lille barn……

    • Emilie Krogh

      Kære Mette P
      Tak, fordi du delte din positive historie med os : )
      Jeg er sikker på, at langt de fleste, når de bliver gamle, hellere vil se tilbage på et liv, hvor de prioriterede tiden til nærværet med børnene frem for de økonomiske ekstra-goder i hverdagen. Alligevel tør mange desværre ikke tage skridtet. Rigtig mange, fordi “man vil have det hele” og ikke vil give slip på noget materielt.
      Tillykke med din personlige succes historie : )
      KH Emilie

  • Kristina

    Det lader til at de fleste af Jer kvinder, som fortæller at I har valgt at være hjemmegående, har opsagt Jeres arbejde for at kunne gå hjemme med Jeres børn.
    Jeg er pædagogstuderende og min kæreste og jeg har et stort ønske om at blive forældre snart. Er der nogen der ved noget om hvilke muligheder man har på sådan et studie ift. at passe sine børn hjemme nogle år? Jeg vil rigtig gerne gøre mit studie færdig, men jeg overvejer om det kan lade sig gøre at tage nogle års orlov for at passe vores barn. Er der nogen der har erfaring med dette?
    Hvis jeg kun har et års barsel, vil min kæreste endnu ikke være færdig med sin uddannelse, men hvis jeg kunne holde orlov i længere tid, ville han måske have mulighed for at passe vores barn (eller børn) i noget tid indtil jeg også er er færdiguddannet..
    Mvh Kristina.

  • Jane Thoning Callesen

    Hej Kristina, varmt velkommen her på siden! Jeg vil umiddelbart tro, at der er gode muligheder for at tage orlov fra dit pædagogstudie, men det er nok noget, du skal snakke med din studievejleder om – kan forestille mig, at der står en del om det i jeres studieordning. Det kan være, du kan dele nogle af semestrene lidt op, så du læser på deltid i stedet for fuldtid – så kunne I evt få en barnepige til at hjælpe med at få hverdagen til at hænge sammen, uden at jeres barn behøver starte i pasning. Held og lykke med planerne – det er FANTASTISK at blive forældre for første gang. Kærligst, Jane

  • Kristina

    Hej Jane.
    Tusind tak for svaret 🙂 Jeg har kigget studieordningen igennem, der står desværre ikke så meget. Jeg tror jeg vil prøve at kontakte PLS (pædagogstuderendes landssammenslutning) og høre dem ad. Tror faktisk de kan give mig et bedre svar end min studievejleder.
    KH Kristina

  • Anne

    Det her er SÅ spot on! Og artiklen rørte mig dybt! Min datter har været i vuggestue 3 mdr nu, jeg startede nyt job for 2 mdr siden, og jeg jeg har det så dårligt! Jeg kan godt lide mit job og de er glade for mig. Og jeg føler mig ussel overfor arbejdet at skulle sige op. Men artiklen hjælper mig med beslutningen, for det er den pæne pige der tænker det. Mine børn kommer først, jeg kommer først. Så tak for at sætte ord på den indre kamp jeg har.

    • Emilie Krogh

      Kære Anne. Skønt at høre, at mit indlæg har hjulpet dig på vej til at træffe det rigtige valg for DIG og dine børn ❤️ Tak for din kommentar. Jeg bliver altid så glad for at kunne inspirere andet ❤️ Kh Emilie

      • Anne

        Det er stadig svært. . Men din artikel satte nogle brikker på plads for mig. For jeg er den pæne pige der gør hvad der forventes og har altid planlagt mig ud af det meste. Så nu springer vi ud i det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.