Der tikkede en mail ind i går – fra en velformuleret, dygtig, målrettet kvinde, der lige nu overvejer at sige sin attraktive stilling op for at blive hjemmegående mor med tid, ro og nærvær med sine tre børn, som hun føler, hun ser alt for lidt.
Hun står lige nu midt i en overvejelsesproces, hvor der naturligt er mange tvivlsspørgsmål – og en af de ting, denne fantastiske kvinde er i tvivl om, er, hvorvidt hun kan klare hverdagen i hjemmet med tre små børn.
Det har, skrev hun, længe føltes som en lettere løsning at sende dem afsted i pasning – hen til fagpersoner, der uden tvivl kan varetage deres behov.
Jeg husker denne tvivl meget tydeligt fra mig selv. I september 2009 stod jeg nemlig i samme situation: En attraktiv stilling på den ene hånd, og lysten til at være sammen med mit barn på den anden. Krydret med en tung tvivl om, hvorvidt jeg nu også var kompetent nok til at sikre, at min søn blev harmonisk, social, empatisk og alt det andet, pædagogerne kan.
Jeg var også i tvivl om, hvorvidt jeg selv kunne overskue at tilbringe alle de timer i hjemmet med ham – og hvad vi i øvrigt skulle fylde dagene ud med.
Egentligt er det ironisk, at det for mange virker sværere at være mor på fuld tid, end at varetage et karrierejob. Det mest basale – omsorg, leg og hjemlige rutiner – kan føles vanskeligere at få styr på, end arbejdsmarkedets faglige krav.
Rollemodellerne mangler
Jeg tror, det er blevet sådan, fordi vi mangler rollemodeller. Standardmodellen i Danmark er to gange fuldtidskarriere og børn i institution fra 8-16. Det er den model, vi vokser op efter, vænner os til, måler os efter og stræber efter. Mange af os kender ingen eller kun få andre kvinder, der har valgt at sætte karrieren på pause for at være mor på fuld tid.
Vi drømmer måske om det, men ved faktisk ikke, hvordan sådan en hverdag ser ud i praksis – eller hvilke kompetencer, vi skal trække på, for at den nye hverdag bliver en succes. Og så virker det enormt skræmmende at skulle føre drømmen ud i livet.
Der findes ingen manualer for, hvordan man er hjemmegående mor. Man kan ikke træne eller studere til det, og der er ingen chefer, der coacher og giver feedback. Man har kun sig selv og sine børn som pejlemærker for, om det man gør, nu også fungerer. Og man starter på bar bund.
Ja, du kan klare det!
Det tager tid at finde den nye rytme, både for den voksne, der skal undvære kollegaer og faste arbejdsrutiner, og for barnet/børnene, der skal vænne sig til en hverdag i et helt andet tempo end det, institutionerne tilbyder.
Men mine egne erfaringer, og det jeg hører fra andre hjemmegående, er, at det faktisk går fint, og endda også bedre end forventet. Stimulation og socialisering sker af sig selv i løbet af hverdagens aktiviteter, møder og gøremål, og rutinerne falder som regel på plads i løbet af den første måned eller to.
At være hjemmegående mor kræver dedikation, engagement og lyst til at være sammen med sine børn gennem tykt og tyndt. Men det er bestemt ikke raketvidenskab. Så ja, du kan sagtens klare det – hvis det altså er det, du virkelig gerne vil.
0 kommentarer