Hvordan er det at hjemmepasse i et andet land? Og hvordan er kulturen omkring hjemmepasning? I 2015 tog Månedens hjemmepasser springet og sagde sit job op som jordemoder på Rigshospitalet for et liv som hjemmepasser i Australien.

Månedens Hjemmepasser – juli 2020 er:

Lea Belling

Lea Belling er 34 år, uddannet jordemoder (2011) og har en BA i Psykologi (2015). Lea er født i Slagelse, men har også boet i Saudi Arabien som ung, før hun flyttede til København, hvor hun boede indtil november 2015. I dag bor Lea i Sydney i Australien sammen med hendes mand Morten og deres tre piger, Laura 10 år, Rosa 6 år og Victoria på 3 år.

Til dagligt hjemmepasser Lea Victoria, mens Morten arbejder i Just Eat (Menulog) i Australien og New Zealand.

Hjemmeunger har i denne måned fået lov til at komme lidt tættere på Lea og spørge ind til hendes liv som hjemmepasser i Australien.

Hvorfor valgte I at flytte til Australien?

– Min mand fik gennem sit arbejde en unik mulighed for at komme herned og arbejde. Jeg havde tidligere været i Australien som turist, og forelskede mig fuldstændig i landet. Så da muligheden kom helt uventet og ud af det blå, sagde vi ja tak og solgte vores hus. Jeg sagde min faste stilling op på Rigshospitalet, opgav min kandidatplads på psykologi, hev vores ældste datter ud af 0. klasse og vores (på daværende tidspunkt) yngste ud af vuggestuen.

– Vi rejste herned med 7 kufferter og sommerfugle i maven. Det er det vildeste, vi nogensinde har gjort og det bedste.

Hvor lang tid har du hjemmepasset, og hvem har du passet hjemme?

– Jeg har hjemmepasset i 4,5 år. Da vi flyttede herned var vores ældste datter Laura 6 år. Hun startede således i skole hernede umiddelbart efter ankomst. Hun har gået i institution hjemme i Danmark og er derfor aldrig blevet hjemmepasset.

– Vores mellemste datter Rosa var 18 mdr., da vi flyttede herned. Hun havde lige nået at starte i vuggestue hjemme (i ca. 8 uger), da muligheden for at rejse til Australien meldte sig, og jeg tog hende ud af vuggestuen. Hun var hjemme med mig hver dag, fra vi ankom i Australien, til hun var 4,5 år. Derefter gik hun i preeschool 3 dage om ugen fra kl. 9-3. Og nu går hun i 0. klasse fra kl. 9-3 hver dag.

– Vores yngste datter Victoria er født hernede. Hun er lige blevet 3 år. Hun har været hjemmepasset, siden hun blev født. Jeg havde således to børn hjemme i lang tid, men nu er det ”bare” Victoria og jeg, der hygger fuld tid. Ingen af de store går i SFO, så vi henter dem hver dag og har eftermiddagen sammen til fritidsaktiviteter, venner, legepladser osv.

Hvorfor valgte du at hjemmepasse dine børn?

– Da vi flyttede herned, havde vi en ide om, at jeg skulle hjemmepasse i et år. Jeg skulle hjælpe Laura og Rosa med at lære engelsk og give dem en rolig base, indtil alle havde fået en chance for at falde til. Det var et nemt valg. Selv om vi på intet tidspunkt var i tvivl om, at vores valg om at flytte til AU var rigtigt, så var vi meget bevidste om, at vi flyttede væk fra alt, hvad vores børn tidligere havde kendt til. Derfor var en rolig og tryg overgang ind i det australske samfund en høj prioritet.

Hvor lang tid regner du med at hjemmepasse? – Og hvorfor?

– Jeg regner med at skulle hjemmepasse Victoria, indtil hun skal starte i skole. Fordi jeg/vi elsker det. Det giver SÅ meget menig for vores familie, og vi har 3 glade børn. Der er kommet en hel anden ro på vores liv, siden jeg valgte at hjemmepasse, og vi trives alle med det valg.

Hvad var din største bekymring omkring at blive hjemmepasser, før du tog valget?

– Jeg var bekymret for, om jeg kunne gøre det ”godt nok” – om jeg kunne stimulere og aktivere børnene nok, om jeg var kreativ nok, tålmodig nok, pædagogisk nok osv. Jeg var også bekymret for, om jeg selv ville trives med det. Jeg har arbejdet, siden jeg var helt ung, tjent mine egne penge og haft mange bolde i luften. Jeg arbejdede fuld tid som jordemoder samtidig med, at jeg læste en BA i Psykologi på fuld tid. Jeg trivedes med det og var derfor i tvivl om hjemmelivet ville være ”nok” for mig også.

– Alle de tanker og bekymringer er blevet gjort til skamme, som årene er gået. Når jeg kigger tilbage, kan jeg slet ikke forstå, at jeg kunne tænke, at jeg ikke kunne løfte hjemmepasser opgaven godt nok. For selvfølgelig kan jeg det. Og i forhold til om jeg ville savne job, uddannelse osv er jeg blevet meget bevidst om, at hamsterhjulet løber ingen steder, og jeg kan altid vende tilbage, hvis det er det, jeg vil. Mine børn er kun små få år mere, til gengæld har jeg mere end 30 år tilbage på arbejdsmarkedet – hvis lysten til karriere og mange bolde i luften melder sig, så skal jeg nok nå det. Det hviler jeg 100 procent i.

Har tilværelsen som hjemmepasser levet op til dine forventninger?

– Jeg er blevet meget positiv overrasket over mit liv som hjemmepasser. Jeg elsker det og ville ikke ændre et sekund. Jeg havde aldrig set mig selv som hjemmepasser, hvis jeg skal være helt ærlig. Jeg fik Laura, mens jeg var under uddannelse, og fordi jeg skulle tilbage og færdiggøre mit studie, blev hun sendt afsted, allerede da hun var 10 mdr. Det var ikke optimalt eller ideelt, men ”sådan var det bare”, sagde jeg til mig selv. Da Rosa kom var der noget, der havde rykket sig i mig. Vi havde kæmpet en brav kamp for at få hende, og som andengangs mor havde jeg en helt anden forståelse for, hvor hurtigt de første år går, og hvor dyrebare de er – så jeg tog al den barsel jeg kunne og mere til, og hun nåede derfor kun at komme i vuggestue i få måneder, inden vi flyttede herned. Jeg kendte ikke nogen som hjemmepassede, og kendte ikke til de forskellige tilbud, der var. Så hele ideen var ret fremmed for mig. Plus jeg ved ikke, om jeg helt kunne se mig selv hjemmepasse i DK. Jeg kan huske, at da jeg var på lang barsel med Rosa, blev det lidt ensomt til sidst, fordi alle mine veninder var tilbage på arbejde, mødregruppen var tilbage på arbejde, og jeg havde som sagt ikke nogen i min omgangskreds, som var hjemme. Derfor havde jeg måske aldrig taget skridtet, hvis ikke vi var flyttet herned.

Hvad er den største gevinst og det største afsavn for dig ved at hjemmepasse?

– Den største gevinst er helt klart TID og RO. Vi stresser ikke, jeg stresser ikke. Vi har en virkelig god hverdag med en virkelig god balance. Da vi begge arbejdede, var jeg tit en smule stresset. Vi brugte meget tid på at planlægge hvem henter, hvem afleverer (det gjorde det ikke nemmere, at jeg havde skiftende vagter). Hvis Morten var ude at rejse, skulle vi planlægge os ud af det, og jeg var ofte nødt til at bytte vagter rundt for at få det hele til at gå op. Det endte mange gange med mange nattevagter – hvilket var fint, men jeg havde rigtig svært ved at sove, når jeg vidste, at Laura var i vuggestue og endte derfor ofte kun med at sove nogle timer og så hente hende tidligt. Det var et puslespil, og vi kørte ofte på reserverne. Jeg savner på ingen måde hamsterhjulet. Jeg savner dog tid for mig selv. Som hjemmepasser er man på 24/7 og får ikke rigtig en tænke pause, tisse pause, frokost pause eller en halv time til og fra arbejde i bilen eller på cyklen. Og de små stunder savner jeg. Jeg er introvert og oplader mine batterier, når jeg får lov til at få noget tid for mig selv. Det får jeg ikke meget af. Men min mand er sød til at hjælpe, når han kan, og sender mig ud at gå en tur, i et langt bad eller ud med en veninde til en kop kaffe fra tid til anden. Det lyder meget banalt, men det er de stunder, hvor jeg føler, jeg lige kan nå at få pusten og bare være Lea i stedet for konstant at være Moaaarrrr.

Hvad er normerne i Australien for, hvor lang tid børn passes hjemme efter barsel?

– Der er en meget anderledes tilgang til hjemmepasning i Australien i forhold til i Danmark. I Danmark synes jeg tonen er lidt hård til tider og ser tit hjemmepasning sidestillet med ”kvinderne tilbage til kødgryderne”, hvilket vækker foragt hos mange. Jeg hører også, at socialisering og stimulering fylder meget i debatten, og at hjemmepasning nærmest bliver udskældt for at frarøve børnene dette. Hernede bliver der talt om hjemmepasning på en HELT anden måde. Der bliver talt om det som en gave. Der bliver talt om det som en investering i børnene, og mange familier går langt for, at deres børn ikke skal i institution. Man snakker åbent om, at børn har bedst af at være hjemme især de første 2 år, så de får en sikker tilknytning og et godt fundament videre i livet. Jeg oplever også, at der er prestige i at kunne hjemmepasse (på godt og ondt), men der er helt klart en tilgang til, at kan man hjemmepasse, så bør man hjemmepasse.

– Der er også en anden faktor, der spiller ind hernede, og den er af økonomisk karakter. En vuggestue plads i Sydney koster nemt 150 dollars pr dag, hvilket svarer ca. til 680 kr. om dagen. Man kan få noget tilbage fra staten, hvis man er enlig forsørger for eksempel. Men det er stadig dyrt pr. dag – Dvs. skal man have pasning til sit barn 5 dage om ugen, så betaler man samme pris for en uge, som man i Danmark betaler for en måned. Nu er der måske nogle, der vil tænke, at så er kvinderne ”tvunget” hjem grundet økonomi, men sådan oplever jeg det ikke hernede. Det er priser, som de kender til, som de altid har kalkuleret med, og som de forventer. Så jeg hører ikke australierne tale om pasning som ”dyrt”, men snarere, at hvis man virkelig har et behov, så betaler man det, som det koster. Jeg ser også bedsteforældrene meget mere på banen hernede end hjemme. Det er meget normalt, at bedsteforældrene er sammen med børnebørnene en fast ugedag, hver uge.

– I forhold til barsel er de australske familier desværre ikke så godt stillet som de danske. Mange kvinder har kun 3-6 mdr. betalt barsel. Men mange vælger at hjemmepasse fuld tid til børnene er 2 år, og så deltid til de skal starte i skole. Jeg kender en del, som har sparet op frem til, at de fik børn – dvs. både manden og kvinden har sat penge til side i løbet af deres parforhold sådan, at en af dem kan gå hjemme de første år, efter de er blevet forældre. Det havde jeg aldrig skænket en tanke, da vi boede hjemme i Danmark, men jeg synes, at det giver så meget mening.

Var det nemt at skabe et netværk af andre hjemmepassere og deres børn?

– JA! Det var meget, meget nemt, og er det stadigt. Legepladserne hernede er aldrig tomme. Ikke fordi der er en institution på besøg, men fordi der altid er mødre eller fædre med deres børn. Der er utrolig mange tilbud til børn, der ikke går i institution, og mange af dem er gratis eller koster et symbolsk beløb på 10-15 kr. pr. familie. Hvis vi ville, kunne vi lave noget forskelligt hver dag – legegrupper, sang timer, dans, højtlæsning på biblioteket osv. Når vi er i parken, møder vi næsten altid nogen, vi kender, og der er altid en legekammerat til Victoria. Det er fantastisk. Alle er også rigtig gode til at hjælpe hinanden, og vi har et rigtig godt netværk af familier.

I Danmark har vi mange legestuer og lokale legegrupper, som benyttes af hjemmepassene forældre – bruger de også legestuer i Australien?

– Legestuer er meget populære. Vi går i en fast legestue hver mandag og torsdag. Jeg er selv frivillig i den og ansvarlig for torsdags sessionen. Hvis vi ville, kunne vi gå i en ny legestue hver dag – der er så mange tilbud i gåafstand fra, hvor vi bor. Jeg morer mig tit over betegnelsen ”hjemmepasser” eller ”stay at home mom”. Mange forbinder det måske med, at man er meget hjemme, men for vores vedkommende er det langt fra sandheden. Vi er altid på eventyr og ude og lave sjove ting. Mandag og torsdag går vi i legegruppe, tirsdag har vi en fast parkplay med en lille gruppe børn. Og så har vi næsten ugentligt en dag, hvor vi er i zoo, akvarium eller lign. Vi har også dage, hvor vi bare bygger Lego hele dagen hjemme, men det hører sig til sjældenhederne. Og så ordner Victoria og jeg selvfølgelig også nogle praktiske ting – indkøb, posthus og lignende, men vi gør det til en hyggelig ting, hvor vi er sammen, og det frigiver vores eftermiddage og weekender sådan, at når vi henter de 2 store eller har weekend alle 5, så kan vi bare hygge og lave en masse sjove ting sammen.

Hvordan tog jeres to ældste børn flytningen til Australien mht. til at gå i institution i Danmark og blive hjemmepasset i Australien?

– De har taget det så flot og godt. Laura kan godt huske at gå i institution, men Rosa husker ikke andet end vores liv i Sydney. Laura blomstrerede meget op, efter vi flyttede herned. Hun blev mere udadvendt og havde mere selvtillid. Det kan selvfølgelig bunde i mange ting inklusiv alder, men jeg er også overbevist om, at hun kom i bedre trivsel, fordi hendes mor og far trivedes bedre, og fordi der var mere ro på i hverdagen.

De 3 sjove:

Nævn en af dine dårlige vaner.

– Kaffe og chokolade. Det er virkelig mine to laster. Det første jeg gør, når jeg vågner om morgenen, er at lave mig en kop kaffe, og det sidste jeg gør, inden jeg går i seng om aftenen, er at spise chokolade.

Hvordan ser dit liv ud om 5 år?

– Den er virkelig virkelig svær. Jeg tror, at vores flytning til Australien har vist mig, hvor hurtigt livet kan vende, og hvor meget det kan ændre sig på 5 år. Havde du spurgt mig for 5 år siden, om jeg kunne se mig selv hjemmepasse på 5. år, så havde jeg nok grinet lidt. Jeg ved ikke, hvor vi kommer til at bo, eller hvordan vores/min hverdag ser ud. Lige nu er alle muligheder åbne.

Nævn et ”guldkorn” som en af dine børn har sagt i løbet af den sidste uge.

– Jeg går dagligt og hygger mig med især vores mellemstes sprog. Hun taler den dejligste blanding af engelsk og dansk – vi kalder det Danglish. Hun lyder som én taget ud fra The Julekalender. Et eksempel fra i eftermiddags, da jeg hentede hende ”Mor, har du taget some food med, jeg er bare så mega hungry, min mave er ligesom aching”.

Så fik I læsere ordet, og her kan I læse Lea’s svar på jeres spørgsmål.

Hvordan tog den nærmeste familie det, da I fortalte, at I flyttede til Australien? Specielt bedsteforældrenes reaktion?

– De tog det faktisk rigtig pænt. Jeg tror godt, de vidste, at et udenlands eventyr var noget, der stod højt på vores liste, men de har flere gange nævnt, at det ville have været nemmere, hvis vi havde fundet et sted tættere på Danmark, eller i det mindste bare et sted man kunne rejse til på en flystrækning. Australien er LANGT væk, og det er en hård rejse. Alligevel har vi været hjemme 3 gange på de 4,5 år, vi har boet her, og begge hold bedsteforældre har også været hernede af flere omgange. De kan jo se, at vi trives, og det tror jeg hjælper på det afsavn, som jeg ved, de også føler.

Da I flyttede til Australien, hvor lang tid gik der ca. før alt det praktiske var på plads? Og havde i allerede fundet et hus og skole, inden i flyttede? 

– Jeg tror min mand underskrev kontrakten start september 2015, og 29. november 2015 landede vi i Sydney. Så det gik rigtig hurtigt. Vi havde en midlertidig lejlighed ved ankomst (3 uger), og så gik vi ellers i gang med at finde et sted at bo umiddelbart efter ankomst. Vi havde ikke som sådan en præference ift. område, men ville bare gerne være i et hyggeligt område tæt på Mortens arbejde. Boligmarkedet fungerer meget anderledes end i Danmark. Så vi kunne ikke rigtig søge hjemmefra. Man tager simpelthen bare ud og ser på lejligheder/huse, og så mere eller mindre takker ja eller nej på stedet. At vi endte, hvor vi endte (I Rozelle, 4 km fra centrum) var et rent tilfælde og rent held. Vi er SÅ glade for at bo lige netop her.

– Da først vi havde fundet lejebolig, kunne vi melde Laura ind i den lokale skole. Det fungerer på samme måde som i Danmark med, at man bor i et bestemt optagsområde. Derudover var der selvfølgelig en masse praktisk. Vi rejste herned med 7 kufferter. Så vi skulle ud og købe alt fra senge til bestik. Det blev til en del IKEA ture. Ud over det skulle vi også finde ud af, hvordan alt fungerede og få en hverdag op at køre– finde læge, lære området at kende ift. indkøb, apoteker, posthus mm. Det var sværere, end jeg havde troet, fordi vi intet vidste om noget. Jeg tror, det tog ca. 6 mdr., før vi følte, at vi havde etableret en base og fået en hverdag op at køre.

Hvis jeres mindste også skal starte i preeschool om 1,5 år, vil du så begynde at arbejde som jordemoder igen, mens I er i Australien?

– Det ved jeg helt ærligt ikke. Jeg savner nogle dage at arbejde som jordemoder, men jeg savner ikke at arbejde i weekenden, juleaften, på mine børns fødselsdage osv. Og hernede arbejder langt de fleste i 12 timers vagter, hvilket på ingen måde kan passe ind i vores liv, som det ser ud lige nu. Jeg forestiller mig i stedet måske noget konsultations arbejde eller noget fødsels og forældre forberedelse – det synes jeg kunne være fedt at få lov at fordybe mig i, og det ville helt klart også passe bedre ind i familie logistikken.

Kan man følge jer et sted? Instagram fx?

– Jeg er bange for, at jeg ikke er super spændende eller særlig aktiv på de sociale medier – men jeg har en privat Instagram, som man er velkommen til at kigge forbi, hvis man har lyst – @LeaMejseBelling.