Fuldtidsmor, hjemmepasser, feminist, ifavnsk, økonomisk bevidst, veganer og samsovning er nogle af de ord, der beskriver Månedens Hjemmepasser. Hun er en af stemmerne bag Den Anden Mødregruppe, hvor hun bidrager med hendes syn på forældreskabet fortalt med ærlighed og normkritiske toner.

Månedens Hjemmepasser – marts 2020 er:

Sacha Elmegaard Sundberg

Sacha er 31 år og bor til dagligt i Veksø Sjælland. Sacha er uddannet pædagog og har efterfølgende læst en kandidat i pædagogik på DPU. Tilværelsen deler hun sammen med Jonas, som er kemiker og forsker på DTU. Sammen har de Ejnar på 2,8 år, der hjemmepasses, og venter en lillebror inden længe.

Hjemmeunger har i denne måned fået lov til at komme lidt tættere på Sacha og spørge ind til hendes liv som hjemmepasser.

Hvor lang tid regner du med at hjemmepasse? – Og hvorfor?

– Jeg arbejdede som vuggestuepædagog, da Ejnar blev født, og jeg vidste allerede dengang, at jeg ville have så lang barsel med ham som muligt. Jeg vidste også godt, at små børn har bedst af at være sammen med deres primære omsorgspersoner, men grundet vores økonomi var det ikke umiddelbart en mulighed for os.

– Heldigvis udtrykte Ejnar sig ekstremt tydeligt fra første dag. Han er et meget viljestærkt barn, så det var slet ikke muligt for os at aflevere ham til fremmede, hverken for os eller ham. Heldigvis. Da han var 7 mdr., flyttede vi til en kommune med hjemmepasningstilskud, som gjorde, at vi havde mulighed for at holde ham et år ekstra hjemme. Dét år er snart blevet til to, og planen er, at han skal være hjemme, til han skal i skole.

– Det følelsesmæssige valg i at holde ham hjemme, har været virkeligt nemt for os! Det føles fuldstændigt naturstridigt at aflevere ham til andre, og både ham og jeg trives med at være hjemme. Jeg mener også, både personligt og fagligt, at institutionalisering ikke er en god ting, og at små børn har bedst ved at være sammen med deres primære omsorgspersoner de første år. Så selvfølgelig var det ønskescenariet for os alle at være hjemme.

– Dog har den økonomiske del været et puslespil, men vi har med tiden fundet en vej nogle år frem. Lige om lidt har jeg termin med lillebror, og så skal vi i hvert fald have min. 3-4 år mere hjemme sammen. Jeg håber naturligvis på at hjemmepasse lillebror indtil skolestart også, men vi mangler en plan for de sidste 2-3 år, men som det er gået indtil videre, så har vi altid formået at finde en løsning.

Mødte du forståelse for dit valg om at blive hjemmepasser i dine omgivelser?

– Mine nære veninder fra Odense mente nok, at det var en smule ekstremt. Men det mente de også om alle de andre alternative valg, som jeg havde taget i graviditeten; samsovning, vikle osv.
Den ene påpegede også, at jeg gjorde Ejnar en bjørnetjeneste ved at holde ham hjemme, og han jo så ville blive socialt handicappet. Ligesom hun mente, at det udelukkende var mit behov, og jeg skulle give slip på symbiosen, da det var usundt for ham. På daværende tidspunkt var han 1 år. Det var en fuldstændig uacceptabel kommentar, og heldigvis vidste jeg meget bedre. Men som førstegangsmor var den kommentar virkelig ubehagelig at få.

– Min familie har nok også tænkt, at det var en meget radikal beslutning, men har ikke påpeget det som et problem. Dog har der i vores samtaler været mange spørgsmål om, hvornår jeg skulle starte job igen, og hvornår Ejnar skulle afsted. Jeg kom selv i institution, da jeg var 6 mdr. gammel, og det har altid bare været noget, man gjorde – uden at sætte spørgsmål til det, så jeg er også sikker på, det udspringer af det. Men de har godt kunne se, hvor gavnligt det har været for os alle, som familie, og hvor meget Ejnar trives.

Hvad var din største bekymring omkring at blive hjemmepasser, før du tog valget?

– Økonomi, uden tvivl. Vi var lige flyttet i hus og havde en masse projekter, som vi ønskede at få gjort på huset. Derudover havde vi en livsstil, hvor vi bestemt ikke sparede på noget, så pludselig var der mange økonomiske poster herhjemme, som skulle revurderes gevaldigt. Det har været virkeligt godt for os!

– Vi startede også kun med at tage 6 mdr. ekstra på hjemmepasningstilskud, da vi ikke troede, vi kunne leve på så få penge i længere tid end det. Men vi endte med at forlænge til 12 mdr. og blev i samme periode rigtig gode til at spare og skære ind til benet. Og vi fandt ud af, at vi overhovedet ikke mangler noget, men derimod kun er blevet rige på tid og nærvær.

Har tilværelsen som hjemmepasser levet op til dine forventninger?

– Uden tvivl! Det har været den bedste beslutning for os overhovedet. Det har givet ro, nærvær, tid og et fantastisk netværk for os alle. Jeg ville ikke kunne blive lykkeligere i en anden konstellation. Tænk at få lov at bruge alle døgnets timer sammen med det menneske, som jeg elsker allermest. Det er da fantastisk!

Hvad er den største gevinst og det største afsavn for dig ved at hjemmepasse?

– Jeg var på mange måder heldig, at jeg årene forinden var flyttet med min mand Jonas fra Odense til København og derfor ikke havde nået at få en stor omgangskreds i København. Da vi fik Ejnar, fik jeg derfor også mod til at finde ligesindede at ses med.

– Jeg havde taget en masse bevidste valg forinden om samsovning, at vikle, ønske om langtidsamning osv. og jeg følte, at jeg derfor faldt uden for den mødregruppe, som jeg var blevet sat i af sundhedsplejersken. Jeg fandt derfor selv en gruppe mødre med samme værdier som jeg. Mødre vi stadig ses med den dag i dag, som er en fast del af vores hverdag. Ligesom vi har mange faste venner i de legestuer, som vi kommer i.

– Jeg synes kun, der har været store gevinster ved at hjemmepasse; vi har på den måde fået en masse tætte og nære venskaber, både i vores lille by, i de omkringliggende små byer og i København. Vi kan tage hensyn til vores behov hver dag – hvis vi har en nat uden så meget søvn, så holder vi bare en hjemmedag dagen efter. Vores søn trives ikke i pasning, og vi kan tydeligt se, hvor meget det giver ham, at vi lytter til hans behov og tager ham seriøst. Det kan vi gøre, fordi vi altid har tiden med os, og dermed kan prioritere ham og os som familie.

– Det har også været den største rejse ift. min egen selvudvikling. At være fuldtidsmor har givet mig mulighed for at arbejde med de dybeste afkroge i mig selv og finde ind til min inderste kerne. Jeg stræber altid på at være i konstant refleksion og selvudvikling. At gøre de ting bedre, som jeg kan se bør gøres bedre eller anderledes.

– Jeg oplever ingen reelle afsavn, overhovedet. Det er kun givende for os, at jeg er fuldtidsmor. Det eneste, som kan være svært indimellem er, at vi bor meget langt fra vores familier, som henholdsvis bor i Odense og Sverige. Så vi har ikke lige en mormor, som kan komme en time indimellem, hvis vi får behov for det, eller kan tage vores søn, hvis vi selv er syge. Det mangler vi altså! Men det handler jo ikke om afsavn ved at hjemmepasse, men at vi bor meget langt fra vores familier.

Hvad har I gjort, for at det økonomisk har kunne hænge sammen?

– Vi sidder faktisk i et lidt for dyrt hus ift. til at leve af én indkomst, så vores vej har været noget kringlet. Vi startede med hjemmepasningstilskud og har så været gode til at leve af meget lidt og spare op løbende. Madplaner og genbrug, hvis vi mangler noget virkelig nødvendigt. Vi sparer alt ekstra op for at give så lang tid hjemme i sidste ende. Så ingen bil, sjove rejser og fornøjelser – til gengæld er det, man får igen så meget vigtigere!”

Skriv et eksempel på, hvordan en hjemmedag, legestuedag eller en udedag evt. kunne se ud hos jer?

– En typisk hjemmedag for os starter med, at vi vågner omkring kl. 6, går ned i stuen og Ejnar læser bøger/leger, mens jeg laver morgenmad. Når vi har spist sammen, så ser Ejnar ofte tegnefilm, mens jeg laver madpakke til tur, pakker taske osv. Derefter tager vi på tur nogle timer; enten i legestue, ses med hjemmepasser-venner eller tager på biblioteket, på museum, på legepladsen eller hvad vi ellers lige har lyst til. Vi er oftest hjemme omkring kl. 14, hvor vi så slapper af, leger, spiser eftermiddagsfrugt, og vi går i gang med aftensmaden.
Vi er ofte hjemme mandag, hvor vi holder fri, får ryddet op mm. efter weekenden. Men ellers er vi ude stort set hver dag.

Er du selv blevet hjemmepasset som barn?

– Nej. Jeg kom selv i dagpleje, da jeg var 6 mdr. gammel, rykkede i børnehave og senere i skole.
Jeg er fra en meget traditionel 1990’er familie med mor, far, hund og to ønskebørn. Jeg er vokset op i parcelhus i en forstad til Odense og har været på sommerferie på Tenerife. Jeg er ikke blevet langtidsammet og har altid sovet på eget værelse, i egen seng. Mere ‘efter bogen’ bliver det vidst ikke.

– Men jeg er også et barn, som aldrig har været glad for at være i pasning. Min mor var virkelig god til at hente tidligt og give os så mange fridage, som hun overhovedet kunne, men jeg ville allerhelst have været hjemme med hende som barn. Jeg har ikke kun gode minder fra mit eget institutionsliv, hvilket klart har gjort valget om hjemmepasning nemmere, da jeg selv blev mor.

Hvilke fordomme har du mødt, mens du har gået hjemme med din søn?

– Den største fordom jeg har mødt er, at jeg fratager Ejnar noget socialt og vigtigt ved at holde ham hjemme. Og at det udelukkende er mit eget behov og ikke hans. Heldigvis er jeg uddannet pædagog og har efterfølgende læst en kandidat i pædagogik, hvilket giver lidt pondus, når folk stiller sig kritiske overfor vores valg. Jeg forestiller mig at mange, uden pædagogisk baggrund, skal finde sig i mange flere trælse og usande kommentarer, desværre!

– Men vores netværk består primært af andre fuldtidsforældre, så det er meget sjældent, vi får kommentarer for vores valg. Og så oplever jeg også, at der er kommet mere fokus på de positive gevinster ved hjemmepasning, generelt set.

Du er en af skaberne bag podcasten Den Anden Mødregruppe– Hvorfor har I valgt at starte Den Anden Mødregruppe op?

– Det var faktisk Kiras idé og ikke min, da hun manglede en anden fortælling om moderskabet end den, som blev fortalt i de tilgængelige medier.
Vi har begge meget viljestærke børn, og vi har talt meget om, hvor stort et behov der har været for at få talt om det. Man føler sig ekstremt alene, som nybagt forældre til et barn, som ikke passer ind i de gængse kasser.
Vi har også begge haft en mindre traditionel tilgang til forældreskabet; fx ved bevidst at vælge samsovning, langtidsamning, hjemmepasning, at vikle osv. til. Derudover er vi begge veganere og feminister og kender egentlig hinanden fra det feministiske miljø. Så da Kira spurgte, om jeg ville være med, sagde jeg naturligvis ja, og det blev meget naturligt, at det norm -og kulturkritiske kom i centrum. Vi håber at kunne give en anden vinkel på forældreskabet, end den som allerede findes derude.

Hvilke ord beskriver jeres podcast?

– Ærlig, normkritisk, kulturkritisk, feministisk og ifavnsk.

Hvilke emner kan vi forvente at høre om i de næste podcasts?

– Vi har to afsnit på tegnebrættet, som udkommer lige om lidt. Det ene handler om, hvordan man får feminisme og dét at være fuldtidsmor til at gå hånd i hånd. Det andet handler om, hvilke tanker og følelser man går med, når man som familie går fra tre til fire. Hvordan det er at få en lillebrøster, når man er fuldtidsmor og i forvejen har et viljestærkt barn – alle tankerne og bekymringerne. Egentlig et meget kontroversielt emne, som vi håber at kunne give en anden vinkel.

– Derudover skal vi tale meget mere om vores pædagogfaglige baggrund og vores oplevelser ift. institutionslivet, viljestærke børn, feminisme og alt det grimme og svære, som forældreskabet også bringer med sig.

Hvad håber I lytterne får ud af at lytte til jeres podcasts?

– Jeg håber, vores lyttere får en anden vinkel på forældreskabet end den, som ellers er tilgængelig. Vi er så bundærlige, at jeg indimellem kan få det helt dårligt over at ‘krænge min sjæl’ så meget ud, men jeg ved også, at det er nødvendigt. At vi er mange i samme båd, hvor det ikke har været nemt at blive forældre, og som har valgt at gøre tingene anderledes, og jeg oplever et stort behov for at tale om disse ting.

– Jeg håber, vores lyttere vil føle sig hørt og vil vide, at de ikke er alene med deres tanker og følelser. At vi er mange i samme båd, og at de hverken er dårlige forældre eller ikke gør det godt nok. Jeg håber også på, at vi kan åbne øjnene for nogle alternative tilgange til måden at være forældre på i dag end blot at køre med strømmen uden at stille sig kritisk.

Hvordan skaber du tid i hverdagen til at arbejde på podcasten samtidig med, at du hjemmepasser?

– Podcasten er min hobby, så jeg prioriterer den så godt, jeg kan. Kira og jeg bruger et par timer, en weekenddag om måneden, hvor vi optager et par afsnit. Derudover prøver jeg, så vidt muligt, at planlægge én time hver dag med fokus på podcasten og ellers lade vores hverdag være, som den plejer. Men det er også vigtigt for mig, at min søn oplever, hvordan det er at være passioneret omkring noget. Så vi taler meget om podcasten herhjemme, og at det er vigtigt, jeg får tid til det.

– Indimellem ville jeg dog gerne kunne bruge længere tid på den, men jeg er først og fremmest fuldtidsmor, og det vil altid være førsteprioritet.

Hvor kan man høre jeres podcast?

– De fleste gratis steder; Apple, Spotify, Google og Podtail.

De 3 sjove:

Nævn en af dine dårlige vaner.

– Min mand Jonas siger “shopaholic”. Jeg kan virkelig godt lide at købe ting, som jeg tror, vi får brug for. Psykisk giver det mig en form for tryghed, som jeg tror er forbundet med min barndom, hvor jeg indimellem fik gaver frem for en krammer. Og selvom vi køber brugt, er det jo en helt vildt dårlig vane, som skal stoppes, og det når jeg heldigvis også oftest, da vi slet ikke har økonomi til at købe alle mulige skøre ting på DBA.

Hvordan ser dit liv ud om 5 år?

– Det er svært at sige. Jeg håber, jeg er fuldtidsmor og hjemme med vores yngste, men vi mangler stadig at få kringlet den økonomiske del det sidste stykke tid. Ellers er plan B, som det ser ud lige nu, at jeg får lavet min kandidat færdig, og lillebror kommer i ifavnsk deltidsbørnehave nogle timer om ugen. Men nu må vi se – der kan ske helt vildt meget på 5 år!

Nævn et ”guldkorn” som din søn har sagt i løbet af den sidste uge

– Ejnar er helt vildt sjov, så jeg synes ikke, der kommer andet end guldkorn i øjeblikket. Han tænker virkelig over livet, så lige nu er det de store spørgsmål, som kommer frem.
Fx at han er barn og jeg er voksen, hvorfor månen er lavet af sten osv. Som praksiseksempel vågnede han midt om natten den anden dag og spurgte, hvorfor en rumraket flyver med ild. Han stiller spørgsmål dagen lang og er ekstremt videbegærlig. Det er en ren fornøjelse at opleve verden sammen med ham!

Så fik I læsere ordet, og her kan I læse Sachas svar på jeres spørgsmål.

Du skriver, at du har arbejdet som pædagog. Har forholdene i institutionerne, som du har arbejdet i, været med til at påvirke dig i retning af hjemmepasning?

– Forholdene i institutionerne har været altafgørende ift. mit eget ønske om at hjemmepasse. Selvom mine instinkter, som nybagt mor, var tydelige og alt i min krop strittede imod at aflevere mit barn til fremmede, så er det alligevel mine erfaringer fra jobbet som pædagog i dagtilbud, der har fået mig til at tage det sidste skridt og holde ved.

– For jeg har oplevet helt forfærdelige ting i dagtilbud. Ting som ‘man bare gjorde’ uden at stille spørgsmålstegn ved det; fx lade en baby falde i søvn ved gråd og bare rokke barnevognen videre uden at tage barnet op. Eller at skælde ud og råbe af børn. Og jeg vidste, da jeg stod med min søn i armene, at det skulle han aldrig opleve.

Når du ikke skal passe dine børn hjemme mere, regner du så med at vende tilbage til pædagog-faget? Og hvad er drømmejobbet?

– Jeg kommer aldrig til at arbejde indenfor daginstitutionsområdet igen. Men jeg har tidligere erfaring med kvindekrisecentre og mennesker med nedsat psykisk og fysisk funktionsnedsættelse, og det er begge områder, jeg finder spændende.

– Drømmescenariet ville dog være at arbejde mere omsorgspolitisk for børnene, børnesynet og for større fleksibilitet i familielivet, så børnenes behov tilgodeses bedst muligt.

Tillykke med den kommende lillebror. Er du nervøs for at skulle passe begge børn hjemme den første tid efter fødslen? Og hvilke tanker har I gjort jer for de første måneder?

– Det korte svar er ja. Ejnar er meget viljestærk og var derfor også det, man kalder en “high need baby” (med alt hvad det indebærer). Jeg har aldrig oplevet at have en baby, som sov og kun græd ved behov, så det er svært at forestille sig, hvordan det kan være. Det gør mig naturligvis bekymret. For hvad hvis vi får en high need baby mere.. Hvordan klarer jeg så to børn med store behov, helt alene?

– Men jeg prøver at være optimistisk. Min mand skal arbejde som vanligt fra 6-17, efter tre uger. Men vi har heldigvis et virkeligt godt netværk af andre fuldtidsforældre, som vi ses med. Vores plan er, at dagligdagen fortsætter med legestuer og ture ud af huset, og så krydser vi for, at lillebror er tilfreds i viklen og kan følge med.

Hvad er det sværeste ved at lave podcasts? Og hvem klarer det tekniske bag?

– Det sværeste er klart lyden! Vi optager det hjemme hos Kira, og selvom vi har opstillet et arsenal af puder og dyner, så bliver lyden jo aldrig som i et rigtigt lydstudie. Udover det har ingen af os tidligere erfaring med lyd og podcasts, men vi lærer hen ad vejen og får nye erfaringer.

– Det er Kira, som står for det tekniske bag podcasten, hvilket jeg er virkelig taknemmelig for! For det er et kæmpe arbejde, som jeg slet ikke har styr på. Hun gør det virkelig godt!