Fra bypige til bonderøv, Meningsfuldt, Debatten på DR2 og Lortemor. Månedens hjemmepassermor er tonet frem i mange medier med hendes valg om at hjemmepasse hendes børn. Hun udfordrer danskerne, når hun på hendes ærlige og ligefrem facon insisterer på, at vi skal gennemtænke vores forældrerolle, vores syn på de danske daginstitutioner og livet generelt.

Månedens Hjemmepasser – april 2020 er:

Mie Leonhardt Husum Rinken

Mie, 36 år, er født og opvokset i Hvidovre, på den Københavnske Vestegn, men bor til dagligt i Nørreballe på Lolland. Mie er uddannet SoSu-hjælper og senere Master NLP coach og Kognitiv Mentor. Hun er gift med Carsten og sammen har de Elisabeth på 6 år og Regnar på 4 år, der begge er blevet hjemmepasset i 4 år.
Samtidig med, at de har deres børn hjemme, arbejder Carsten med omsorgsarbejde i to deltidsstillinger, og Mie arbejder som Sosu-vikar for at få økonomien til at hænge sammen.

Hjemmeunger har i denne måned fået lov til at komme lidt tættere på Mie og spørge ind til hendes liv som hjemmepasser.

Hvorfor valgte du at hjemmepasse dine børn?
– Fordi at jeg gerne ville forme og opelske mine børn selv. Jeg tror på, at det der sker, i især de første leveår spreder sig som ringe i vandet og påvirker ens selvbillede og derfor alt fra venskaber, kærlighedsliv og arbejdsliv. Derfor gav det og giver stadig utrolig meget mening at prioritere tiden med børnene i lige netop de år højere end noget andet.

– På tidspunktet omkring valget talte vi også meget om døden. Jeg har haft æren af at yde omsorg for en del terminale patienter, og aldrig har jeg hørt nogen på livets sidste vers fortryde den tid de brugte med deres børn, jeg har heller ikke hørt nogen ærgre sig over ikke at have arbejdet mere.

– Da vi sammenkædede de ting var valget faktisk meget let. For hvis vores børn tilbringer de fleste af deres vågne timer sammen med andre end deres mor og far, så er det de mennesker, som bliver primære omsorgsgivere og opdragere, om vi vil det eller ej, og det er naivt at forvente af “dem” nede i vuggestuen har samme tilgang, kærlighed og grænser for dit barn som dig.

– Vores datter havde været i “verdens bedste vuggestue” i 1,5 år, for sådan havde vi det, vi var så glade for den. Jeg ved personalet gjorde det bedste, de kunne, og Elisabeth var der måske 6 timer om dagen inklusiv hendes 3 timers lur, men set i bakspejlet, hvis jeg vidste det, jeg gør i dag, så var hun aldrig kommet afsted, for der var alle de samme problemer, som forældre og pædagoger beretter om alle andre steder. Vi så dem bare ikke, for det ønskede vi ikke.

Hvor lang tid regner du med at hjemmepasse?
– Vi har hele tiden været klar over, at vi gerne både ville passe og undervise børnene selv. Vi påbegynder officielt hjemmeundervisning af vores datter efter sommerferien, så vi bliver fortsat “hjemme”, selvom børnene er blevet større.

– Det her er ikke et eksperiment, som skal lykkes for enhver pris, men vores liv. Vi har aftalt, at så længe at det giver mening, og vi er glade, så fortsætter vi.

Mødte du forståelse for dit valg om at blive hjemmepasser i dine omgivelser?
– Det kan man ikke sige, at jeg gjorde. Nogen syntes det lød fuldstændigt sindssygt og nærmest sektagtigt. De har accepteret vores valg i den grad, de kan, men vi bliver stadig udfordret på det fra tid til anden. Jeg kan godt blive overrasket over, at jeg stadig skal redegøre for vores valg, men jeg forstår jo også samtidig, at folk laver den ligning, som hedder; hvis I er så glade for det her valg, er de valg jeg har truffet så forkerte?

– Det er jo klart, at når man møder eller omgås nogen, som gør tingene radikalt anderledes end én selv, så fremprovokerer det jo refleksion på godt og ondt, og på den måde stiller jeg jo spørgsmål, ved deres livsstilsvalg, helt uden at spørge.

– Virkeligheden er jo bare den, at jeg ikke lever i andres familier og ved jo ikke, hvad der fungerer for dem. Men dialogen om børn, forældreskab og familieliv i det hele taget vil jeg altid gerne tage, også med dem, som ikke er som jeg selv.

Hvad var din største bekymring omkring at blive hjemmepasser, før du tog valget?
– Det var det, som alle, der ikke er inde i hjemmepasser verdenen taler om, nemlig socialisering. Selvom min læge beroligede mig og fortalte mig om, hvornår børn parallel leger, og at de faktisk først rigtig begynder at lege sammen omkring 5-6 års alderen, så der var ingen grund til bekymring.

– Vores kultur insisterer dog på en anden historie, nemlig historien om at 1 årige børn har brug for legekammerater, og at mor og far ikke længere har viden eller evnerne til at stimulere barnet i tilstrækkelig grad. Den historie er svær at bekæmpe. Det tog mig ret lang tid selv at lægge den på hylden.

– Jeg er dog glad for, at vi fra starten har haft vores børn tilmeldt forskellige fritidsaktiviteter, for det giver diversitet i deres og vores omgangskreds, så den ikke kun består af hjemmebørn.

Har tilværelsen som hjemmepasser levet op til dine forventninger?
– Jeg husker ikke præcist, hvad mine forventninger var, men det er klart sværere, end jeg havde forventet. Jeg havde en mere autoritær opdragelsesstil før, og det har taget tid at nedbryde gamle mønstre og trygge vaner. Det krævede refleksion at bevæge sig ud i ukendt land og finde ud af, hvad der passer bedst til os. For det kan ikke undgås, at man skifter opfattelse af mennesker, som man er meget sammen med. Vi har alle nok kendt én, som overraskede enten positivt eller negativt ved nærmere bekendtskab. Når samværet øges så nedbrydes de distancerende barrierer, og øget samvær har det med at smadre overbevisninger og fordomme.

– Sådan var det også her, jeg skulle lære at være mor på en anden måde, for den autoritære stil fungerede slet ikke, når vi var sammen hele tiden, det holdt op med at give mening.

– I dag synes jeg jo, det er helt åndsvagt at forvente, at en 1-2 årig sidder pænt ved bordet, men det gjorde jeg, da vores datter var lille. To af de spørgsmål som jeg har lært at stille mig selv igen og igen er; Hvordan er det her vigtigt? Hvem er det vigtigt for?

– Sådan får jeg afklaret en del dilemmaer. For stiller man de spørgsmål, ender man ofte op med svar som ”sådan har det altid været”, og det er simpelthen ikke et godt nok svar til at starte en konflikt.

Hvad er den største gevinst og det største afsavn for dig ved at hjemmepasse?
– Den største gevinst er helt sikkert, at jeg har lært mine børn, min mand og mig selv at kende på en anden måde end ellers.

– Det største afsavn er den økonomiske frihed, som vi havde før. Og det er naturligvis også i perioder hårdt at være på hele tiden, men så tager jeg en fridag eller to.

Hvad har I gjort, for at det økonomisk har kunne hænge sammen?
– Vi flyttede til den nok billigste landsdel for at nedsætte vores faste udgifter så meget som muligt og samtidig have meget plads for at have åbne muligheder. Ejendomsskat er lidt en skjult udgift, som mange ikke tænker over, men det kan have meget stor betydning fra kommune til kommune og er virkelig værd at holde øje med.

– Vi kommer ikke på ferier. Vi spiser ikke økologisk med mindre, at det er på tilbud, det er dér simpelthen ikke råd til i vores budget. Vi har prioriteret at have dyr, at have to biler, så vi kan komme rundt, også selvom den ene er på job. Vores børn går også til flere aktiviteter, og det skal dér være råd til efter vores overbevisning.

Er du selv blevet hjemmepasset som barn?
– På en måde ja, jeg kom først i institution omkring børnehavealderen, inden da var jeg delvis sammen med min mor eller en barnepige, på de dage hun arbejdede.

– Jeg er som mange andre børn fra 70-80’erne skilsmissebarn og af barn i en tid, hvor alkohol spillede en rolle. Det var jo en anden tid. Men den idoliserede flyttemand Olsen fra huset på Christianshavn var ikke bare en festlig fyr, som sagde sin mening, det var en meget romantiseret fortolkning af alkoholisme, som var med til sammen med andre eksempler, at validere en meget uhensigtsmæssigt livsstil. Jeg forstår godt, hvorfor så mange fra min generation “kæmper” med deres forældreskab.

– Jeg har virkelig talt med mange børn fra de årgange og deres forældre, og noget som går igen er, at der ikke rigtig var nogen plan med de her børn, man fik dem mest på grund af tradition. Det betyder ikke, at de ikke elskede os. Men man vidste ikke, hvad man ved i dag om, hvad der er vigtigt for børns udvikling, og det var for de flestes vedkommende ikke en prioritet, som man ser i dag. De skulle have en uddannelse og arbejde, samfundet manglede arbejdskraft, og mange børn blev sendt afsted i pasning som kun få måneder gamle. Derfor giver det også mening at udtrykket “Curlingforældre” opstår, en stor gruppe mennesker har haft behov for at give deres børn, al den opmærksomhed, medbestemmelse og hensyn, som de selv har manglet som børn.

– Jeg har også fået mange ressourcer med i rygsækken, og jeg har på langt de fleste dage sluttet fred med min opvækst. Men i kraft af mit eget forældreskab så bliver jeg jo indimellem konfronteret med emner, som jeg troede var afsluttet. Og det er jo én af de mest fantastiske ting, som børn gør, de tvinger os til udvikling, det er som om, at det er naturens måde at give os en chance for at hele vores indre barn, hvis vi tør.

Hvordan har det været at stå frem i de danske medier og være fortaler for at passe børn hjemme frem for at have dem i institution?
– Det har været overvejende positivt. Jeg synes, at jeg er blevet taget godt og nysgerrigt imod. Der vil altid være nogen, som søger konflikt, og på forhånd har taget stilling til, hvem man er, uanset hvad man siger.

– Jeg har jo prøvet det på forskellige måder nu, debatten på DR2 var ret nervepirrende, og der var så meget mere jeg gerne vil have sagt, sådan tror jeg, at de fleste deltagere har det. Jeg er rigtig glad for mit bidrag til “Lortemor”, jeg er ked af den hårde medfart, som programmet fik som helhed. For som deltager mener jeg, at der blev lagt intentioner over på produktionsholdet, som jeg slet ikke kunne genkende. Og det synes jeg er ærgerligt. Jeg synes, at det var en unik mulighed for at kunne tale om moderne forældreskab.

– Jeg skriver stadig debatindlæg fra tid til anden og stiller stadig op til radio interviews.

Hvorfor er det vigtig for dig at vise en hverdag med hjemmepasning til de danske forældre?
– Jeg var og er lidt træt af, at hjemmepassende forældre oftest blev portrætteret som forkælede Østerbro akademikere fruer, som købte alt det rigtige mad og tøj. At det at hjemmepasse kun var forbeholdt en lille privilegeret gruppe, og at ingen almindelige mennesker med en “normalløn” ville kunne det. Jeg kender selv flere af de familier, hvor pengene er små, end omvendt.

– Fordi at jeg mener, at vores prioriteter er stukket helt af. Vi råber op og ned på de sociale medier om vores guldklumper, stjerner og øjesten, børnene er vores livs lys. Lige indtil at nogen foreslår, at du går på kompromis med din konformitet og vælger, hvad der er bedst for barnet, hvis det ikke trives. Så er det som om, at vi ikke er villige til at sadle om, end ikke for vores livs lys.

– Hvis vi blot tør tage et lille spadestik ned i udviklingspsykologien, så tvivler jeg på, at forældrene ville sende børnene så tidligt afsted, som vi ellers har vane for.

– Jeg oplever adskillelsen som dybt problematisk og roden til mange af de udfordringer, vi har i dag. Vi har vænnet os til distancen og vænnet os af med nærheden. I en sådan grad, at vi nu nærmest frygter at være sammen med dem, vi elsker mest.

– Det er vi nødt til at kunne tale om, det handler ikke om, at institutioner er forkerte, eller pædagoger er onde. Det handler om, at vi, som små mennesker, har brug for vores forældres nærvær. At vi som art næres gennem nærvær.

Hvilke fordomme har du mødt, efter du er stået frem som hjemmepasser?
– At jeg er meget forkælet, og privilegeret er nok det, som oftest går igen. Jeg er jo privilegeret, men ikke fordi at jeg har fået alt serveret, men fordi at jeg har gjort mig nogle ofre og arbejder hårdt for min drøm. Folk antager gerne, at min mand tjener styrtende med penge, og jeg egentlig bare går rundt og hygger mig, det er altså langt fra vores virkelighed.

– At jeg hader institutioner og mener, at forældre til børn i institution er dårlige forældre. Det er ikke sådan det forholder sig. Den gruppe, som jeg på noget tidspunkt vil kategorisere som dårlige forældre, er de som helt bevidst lader deres børn lide overlast, det er en meget lille gruppe. Der er mange børn, som oplever adskillelse og lever “normale” tilfredse liv, spørgsmålet fra mig vil dog altid være, om vores “normale” liv også giver mening den dag, hvor kassen tælles op?

Hvilke udfordringer, synes du, der kan være ved at passe to børn hjemme i forskellige aldersgrupper?
– Jeg synes ikke, at det er så vanskeligt, der er 26 mdr. imellem vores børn. Jeg oplever mere, at det kan være mine idéer om, hvad der er vigtigt, og hvad de skal kunne hver især, som spænder ben. Børnene er ret gode til at deltage og inddrage. Herhjemme bidrager alle og deltager på deres niveau. Tit bliver man overrasket over, hvor let det går, når man ikke presser på.

– Jeg husker, at pædagogen fra Elisabeths vuggestue advarede mig om, at lillebror aldrig ville kunne stimulere hende. Det er ikke sandt, han lærer hende en masse om empati og om at dele, og samtidig så presser han hende ikke frem. Vi har meget travlt med at gøre børn voksne, han sænker heldigvis den proces. Jeg er så taknemmelig over at følge deres venskab udvikle sig på så nært hold.

Hvordan har du udviklet dig som “hjemmepasser”?
– Ja, jeg var, som nævnt, meget mere autoritær forældre førhen. Derudover var jeg også meget optaget af, at de endelig ikke måtte falde bagefter i forhold til andre børn. Så jeg anskaffede mig en TRAS model, den som de benytter i institutionerne og købte en masse lærende legetøj, for det var vigtigt, at vi var med og ikke sakkede bagud.

– I dag har jeg det anderledes, jeg har tillid til vores evner som forældre og børnenes lærelyst, du kan ikke stoppe børn med at lære.

– I dag lærer vi det, som, vi synes, er interessant og vigtigt. Vi benytter os af det, man kalder selvmotiveret læring. Min datter på 6 år skriver og læser ikke så godt som mange af sine jævnaldrende, for det interesserer hende ikke. Til gengæld er hun virkelig skarp i Danmarks historie, Star Wars, monstre og dyrs pleje og anatomi. Vi bruger meget tid på at øve refleksion og moral, hun har en meget god fornemmelse af sig selv og sine medmennesker.

Hvilke principper er de vigtigste for dig vedr. børneopdragelse?
– Vi følger ikke nogen bestemt opskrift i forhold til vores livsstil andet end, at der skal være plads til vores forskelligheder, og at vi forsøger efter bedste evne at balancere, ikke at trække noget ned over hovedet på hinanden og samtidig være i et fællesskab med nogle fælles mål.

– Der er fordele og ulemper ved alle “bibler”, så derfor gør vi det, som giver mening nu. Når det så holder op med at give mening, eller vi bliver inspireret i en anden retning, så må vi jo skifte strategi. Jeg har erfaret, at det lønner sig at være fleksibel og rummelig, både i forhold til børnene, sin partner, men i den grad også dig selv. Nogle dage er bare putte dage, hvor man bare gerne vil sidde og stene tegnefilm og spise pandekager.

– Der skal være plads til en “cheatday”.

Har du gang i nogle nye projekter?
– Ja, jeg har som udgangspunkt altid gang i forskellige projekter. Lige nu er jeg i gang med at oprette en hjemmeside meningsfuldt.dk, hvor jeg tilbyder coaching og mentoring. Jeg føler, at tiden er moden til at starte blidt op med det terapeutiske arbejde igen. Jeg vil også meget snart i gang med det foredrag, som jeg har gået og forberedt mig på i snart et år, og stadig forbereder. Et foredrag, hvor jeg tager udgangspunkt i min egen opvækst og forældreskab, den rejse og udvikling, jeg har været på. Jeg tager et tilbageblik på vores forældre og bedsteforældres generation og søger svar på, hvorfor vi, som forældre, i dag, finder jobbet så svært. Jeg glæder mig så meget til at dele det.

– Jeg vil også bruge hjemmesiden til at samle min blog, inspiration til hjemmeundervisning, foredragsbooking, og hvad vi ellers finder på hen af vejen – jeg har overvejet videolog og podcast. Men tiden skal også være til det, for første prioritet er børnene, og vi har ikke nogen tæt boende bedsteforældre eller andre nære, som kan træde til og hjælpe med pasning. Så jeg arbejder på mine skriverier, når jeg kan, har inspirationen og energien.

De 3 sjove:

Nævn en af dine dårlige vaner
– Jeg bander, ret meget endda. Min mand siger, at jeg afbryder meget, men det er man jo nødt til, hvis han ”skal rettes” 🤦‍♀️🤣🤯😂

Hvordan ser dit liv ud om 5 år?
– Det er svært at sige, men forhåbentlig meget lig det liv, jeg lever i dag. Jeg ønsker, at vi er kommet noget længere i renoveringen, og at der er kommet noget mere luft i økonomien.

– Vi har en drøm om at kunne rejse rundt og worldschoole på sigt, det kunne være dejligt at opnå.

Nævn et “guldkorn” som en af dine børn har sagt i løbet af den sidste uge.
– Min søn på 4 år har altid været fascineret af skurke. Vi kører i bilen den anden dag, og børnene kigger i legetøjskatalog, Elisabeth udbryder “Ej jeg vil bare så gerne have den frost 2 cykelhjelm”, og så kommer det fra Regnar “og jeg vil have en med Prins Fileas” (skurken fra Tinka).

– Det er altid skurkene, ligesom det store fødselsdagsønske var Voldemorts tryllestav.

Så fik I læsere ordet, og her kan I læse Mies svar på jeres spørgsmål.

Købte i jeres hus på Lolland imens i begge arbejdede fuldtid, eller hvordan gjorde i?

– Tak for dit spørgsmål og fordi du læser med ️ Jeg er meget enig med dig i, at rådighedsbeløbet, bankerne sætter nu om stunder, er helt vildt højt. Vi købte huset på Lolland med pengene fra vores andelslejlighed, da min mand arbejdede fuld tid, og jeg var på barselsdagpenge. Og det var en del af idéen med Lolland, nemlig at købe en bolig som var så billig, at vi ikke behøvede at diskutere det med en bank, og at vi ikke skulle sidde med en gæld mange år frem.

– Jeg kender flere hjemmepassende forældre, som har foretaget huskøb, imens den ene er på barselsdagpenge eller dagpenge og den anden i beskæftigelse, så har de selv lagt et budget for, hvad de kan sidde for, efter lånet er gået igennem, som du selv nævner.

– Jeg vil dog virkelig indtrængende råde jer til at være opmærksomme på den recession, vi står overfor, I er virkelig nødt til læse alt med småt og regne på det. Sådan at I ikke lige pludselig sidder med et uoverskueligt lån.

– Jeg vil faktisk råde jer til, som tingene står samfundsøkonomisk, at finde noget billigt at leje og så måske spare op? I yderområderne er der en del pæne huse, som har stået til salg længe, måske kan ejeren til jeres drømmehus overtales til at fremleje et par år? Det er et forsøg værd.

Hvad føler du hjemmepasning har givet jer som familie, som et liv med to fuldtidsjob og børn i institution ikke kan indfri?

– Jeg er virkelig glad for, at du spørger. Frihed. Jeg tror måske det er svært at forstå, hvis man ikke står i det. Selv dem af vores nære forstår det ikke altid. Mange ser det som et kæmpe ansvar, som vi har taget på os, med en økonomisk hæmsko. Men det at have det fulde ansvar er en frihed og en kæmpe gave. Det at vi ikke skal “stå skoleret” overfor, hvad normen finder rigtigt. At tage forældreskabet hjem og vide at vi er dem, som ved bedst i vores børn liv, vi behøver ikke at spørge “en voksen”.

Er der et aktivt hjemmepassermiljø på Lolland? Og har I en fast legegruppe eller lignende i ses med? Og hvor ofte ses i med andre børn?

– Tak for dit relevante spørgsmål, ja det er dér. Vi er dog spredt, jeg startede i tidernes morgen en Facebook gruppe op som dækker Lolland, Falster, Møn og Sydsjælland, og vi er ret mange efterhånden. Jeg har kendskab til faste ting alle ugens dage på nær mandag. Tirsdag er der legetøjsbiblioteket i Nykøbing, onsdag legestuen Lolland, torsdag privat legestue, fredag legetøjsbiblioteket og en fast aftale i Legejunglen.

– Der bliver indimellem arrangeret “fællesture” til for eksempel zoo, vi har nogle stykker hernede.

– Man kan altid skrive i gruppen og få et råd eller en legeaftale. Mange mødes privat på kryds og tværs.

– Mine børn er 6 og 4 år, så de hører helt klart blandt nogle af de største, derfor ser vi også i højere grad de lidt større børn, som vi ved også fortsat skal være hjemme, sådan at de danner fællesskab og har jævnaldrende at spejle sig i.

– Regnar holder fri for sportsaktiviteter, men før Covid-19 gik Elisabeth både til gymnastik og dans med de samme børn, siden hun var 2 år. Så der har hun også et fællesskab.

– Altså vores unger bliver fyldt op, hvis vi har aktiviteter hver dag fra morgen til sen eftermiddag, fuldstændig overstimulerede. Så er dér sportsaktiviteter om eftermiddagen, forsøger jeg at skrue lidt ned om formiddagen.

Så inspirerende! Hvordan oplever du samfundets normer på Lolland? Havde du et kendskab til området inden I flyttede dertil?

– Mange tak, ikke mindst for dine spørgsmål. Lolland er kompleks, Lolland er et gammelt bondesamfund, det er dog samtidig en kommune, som har fungeret som social skraldespand for andre kommuner i gennem årtier, med det mener jeg, at det er alment kendt, at rigere kommuner har sendt uønskede borgere til Lolland.

– Så kommunen er præget af, at der er en stor gruppe, som er udfordret socialt, økonomisk og psykisk.

– Samtidig ser jeg nogle af de mest hardcore og genstridige selvstændige skyde op. Jeg ser en masse unge mennesker, som er mønsterbrydere ligesom jeg selv, og det varmer mit hjerte og indgyder håb. Det giver mig lyst til at kæmpe og hjælpe, sådan at der kommer endnu flere af dem med næste generation. Der er også mange, som vælger de skønne landlige omgivelser til at nyde deres otium. Kort sagt oplever jeg en utrolig stor diversitet.

– Nej, vi havde faktisk ikke rigtig noget kendskab til Lolland, vi tjekkede statistikken og fandt faktisk ud af, at der var langt mere kriminalitet i vores gamle område i Valby end der, hvor vi flyttede til.

– Men det gjorde en enorm forskel, at vi netop ikke havde noget netværk til at hjælpe eller afskrække os til at skifte mening. Det har gjort, at vi fik den selvstændighed, vi ønskede.