For knap tre år siden tog Månedens Hjemmepasser springet og blev hjemmepasser for hendes yngste barn. Et aktivt liv, med børn i hjemmet, blev sat i gang. Her et par år senere kan hun både skrive stifter af en lokal legestue og formand for en hjemmepasserforening på cv’et.

Månedens Hjemmepasser – februar 2020 er:

Anna-Maria Kampler

Anna-Maria er 30 år og har en bachelor- og en kandidatgrad i folkesundhedsvidenskab fra Københavns Universitet.  Anna-Maria bor i Birkerød, hvor hun har boet i 29 af hendes 30 år. Hun er gift med Nicolai, som er skolepædagog, og sammen har de to dejlige børn på 5 og 2 år. I februar 2019 tog Anna-Maria og Nicolai beslutningen om at tage storebror på 5 år ud af børnehaven – så i dag hjemmepasser hun begge børn.

Anna-Maria er en aktiv sjæl. Sammen med Bistrup Kirke fik hun startet en lokal legestue på benene. I dag er hun ikke længere aktiv i legestuen. Nu er hun i stedet formand(delt formandskab) i Skovrødderne, som er en aktivitetsklub for hjemmepasset børn i alderen 3-6 år.

Hjemmeunger har i denne måned fået lov til at komme lidt tættere på Anna-Maria og spørge ind til hendes liv som hjemmepasser.

Hvorfor valgte du at hjemmepasse dine børn?

– Kort sagt: Fordi jeg havde lyst. Jeg havde lyst til at tilbringe så meget tid sammen med mine børn som muligt. Jeg havde lyst til den hverdag, som jeg forestillede mig, at vi ville få. En mere rolig og fri hverdag, hvor alt var muligt – og hvor vi kunne lave alle de ting, som vi ellers ville gå og vente hele ugen på, at vi kunne lave i weekenden, hvor vi havde fri sammen fra arbejde og institution.

– Da Theodor var lille, var både min mand og jeg studerende. Theodor gik derfor i dagpleje, fra han var 10 måneder, og derefter gik han i børnehave. Jeg savnede at være med til at opleve de små og store ting i Theodors hverdag. Det får jeg lov til at opleve nu – og det er fantastisk.

– Valget om at hjemmepasse var nemt. Der var mange overvejelser, bl.a. økonomiske og karrieremæssige. Men inderst inde var det et nemt valg – når jeg lyttede til min mavefornemmelse, var der ingen tvivl.

Hvor lang tid regner du med at hjemmepasse?

– Jeg regner med at hjemmepasse, indtil børnene skal i skole. Theodor starter i skole i år, og så har Edith og jeg ellers tre år, indtil hun skal starte i skole. Vi har valgt, at børnene skal hjemmepasses indtil skolestart, fordi vi alle trives rigtig godt i den livsstil, vi har nu, så den fortsætter vi med.

– Oprindeligt var det planen, at Edith kun skulle hjemmepasses, indtil hun blev tre år, og at hun derefter skulle i børnehave. Men vi har rykket os meget siden da.

Mødte du forståelse for dit valg om at blive hjemmepasser i dine omgivelser?

– Både og. Folk har overvejende været positive og forstående, mange endda også misundelige. Men jeg har også mødt mange, der slet ikke har kunnet forstå det, og hvor det at hjemmepasse har virket meget fjernt for dem.

Hvad var din største bekymring omkring at blive hjemmepasser, før du tog valget?

– Min største bekymring var, om jeg ville komme til at kede mig, og om jeg ville komme til at opleve hjemmepassertilværelsen som en forlænget barsel med dertilhørende forlænget ammehjerne. Jeg har brug for at blive udfordret intellektuelt – at bryde min hjerne med udfordringer. Jeg har også en trang til at skabe og til at have gang i ting og sager. Jeg var bekymret for, om jeg ville blive stillet tilfreds på disse punkter.

– Den bekymring er dog blevet gjort til skamme. Jeg får rigelig udfordring og keder mig sjældent. Med opstart af hhv. legestue og forening er jeg i den grad blevet udfordret og har fået stillet min skabertrang og mit behov for at være i gang. Derudover spiller jeg klaver og strikker – det er også god hjernegymnastik for mig. Og ja, så har vi også gang i ombygning af kolonihave.

Har tilværelsen som hjemmepasser levet op til dine forventninger?

– Ja, det har den virkelig. Det er uden tvivl den helt rigtige tilværelse for min familie. Jeg elsker min hverdag som hjemmepasser, og jeg ville ikke gøre det om. Det har givet mig meget som mor og som menneske. Jeg synes, jeg er vokset som menneske – jeg er blevet mere sikker på mig selv og er blevet endnu bedre til at stole på, at den vej som mit hjerte og min mavefornemmelse peger mig i retning af, det er den vej, jeg skal gå.

Hvad er den største gevinst og det største afsavn for dig ved at hjemmepasse?

– Den største gevinst ved at hjemmepasse er for mig uden tvivl, at jeg er så meget sammen med mine børn. Lige pludselig er de store og er flyttet hjemmefra. Der kommer jo nok også en dag, hvor de ikke længere synes, at det er det fedeste at hænge ud med deres mor hele dagen – så det er om at udnytte den tid, som er nu, hvor de trods alt stadig er af den overbevisning.

– Afsavn. Den skulle jeg lige tænke over i lidt længere tid. For mig er tilværelsen som hjemmepasser en kæmpe gave, og jeg elsker mit liv og min hverdag. Jeg er meget taknemlig for min tilværelse. Men hjemmepassertilværelsen er skrøbelig på den måde, at hvis jeg bliver ude af stand til at passe mine børn, er der ikke nogen til at tage over for mig. Jeg kan ikke sygemelde mig over længere tid og så have en vikar, der tager sig af mine børn i mit fravær. I sommeren 2018 havde jeg brug for en vikar. Jeg blev ramt af angst i maj 2018, da Edith var lidt over et år gammel. Angsten kom helt ud af det blå, og den ramte mig hårdt og brutalt. Jeg havde en følelse af, at min person var blevet slået i tusind stykker – jeg var pillet helt fra hinanden indvendigt. Jeg følte mig som en skygge af mig selv – og den efterfølgende tid skulle jeg bruge på at genfinde mig selv og lære at mestre en dagligdag med angst. Sommeren 2018 blev den værste sommer i mit liv – og her på den anden side, hvor jeg er i dag, er det en reminder om, hvor skrøbeligt det hele er, og hvor meget jeg sætter pris på, at jeg kan føre det liv, jeg gør i dag. Den sommer var jeg dybt afhængig af, at andre kunne passe mine børn, mens jeg tog mig af mig selv med hjælp fra bl.a. en kropsterapeut og en psykoterapeut. Heldigvis kunne min mand og den øvrige familie træde til – og heldigvis gik Theodor på det tidspunkt i børnehave, så det var kun Edith, der skulle arrangeres pasning for.

– I dag er min angst under kontrol, og den optager kun en lille plads i mit liv. Jeg er glad og har det godt. Men jeg har stadig dårlige dage ind imellem. Så jeg kan godt savne at have sygedage, hvor jeg ikke skal tage mig af mine børn, samtidig med at jeg allerhelst vil ligge alene på sofaen i fred og ro. Så har jeg til gengæld en dejlig mand, som aflaster mig i weekenden, når jeg har brug for det. Og en stor familie som også står klar til at hjælpe os, når behovet er der.

Hvad har I gjort, for at det økonomisk har kunne hænge sammen? 

– Vi har udskudt/fravalgt at blive husejere. I stedet bor vi billigt til leje i vores lejlighed og har købt en kolonihave. Det betyder for os, at vi har råd til at leve for én indtægt.

Er du selv blevet hjemmepasset som barn?

– Jeg er ikke selv blevet hjemmepasset som barn. Jeg startede i vuggestue, da jeg var 6 måneder gammel, og herefter fortsatte jeg i børnehave. Jeg husker min tid i børnehaven som en dejlig og tryg tid.

– Min lillesøster blev hjemmepasset af vores mor, indtil hun var 3 år. Der har min mor inspireret mig.

Hvordan har du udviklet dig som ”hjemmepasser” – er der noget, du gør anderledes i dag end tidligere? 

– Vi har mere struktur på vores dagligdag nu, end vi havde tidligere. Både børnene og jeg trives bedst med at have nogenlunde struktur over ugen. Vi har en ugeplan med tegninger af aktiviteter hængende i køkkenet – der kan vi se, hvad der skal ske i løbet af ugen.

– Tidligere havde vi knap så meget struktur, og der syntes jeg hurtigt dagene flød sammen – og så skulle jeg også mere på banen i forhold til planlægning. Men med det sagt, så er ugeplanen kun vejledende. I sommerperioden har vi gerne aftaler ude af huset hver dag, hvor vi i vinterperioden har flere hyggedage herhjemme bare mig og børnene.

Hvilke lokale hjemmepasser-aktiviteter har dine børn og dig brugt?

– I starten af min hjemmepasserkarriere brugte børnene og jeg primært legestuer, for vi kendte ikke nogen andre hjemmepassere. Vi har brugt legestuen på Birkerød Bibliotek samt SALTO’s legestue i Hillerød. Vi har også været på Hørsholm Bibliotek til musiktime samt til Nivå Gymnastikforenings legestue i Kokkedal – sidstnævnte kan virkelig anbefales, hvis man har nogle børn, der har brug for at krudte af i en stor gymnastikhal. Derudover har vi brugt Bistrup Kirke Legestue, som jeg selv startede op i samarbejde med Bistrup Kirke. I dag bruger vi ikke længere legestuer men derimod kun Skovrødderne, og så har vi legeaftaler.

Du er en af grundlæggerne af Skovrødderne i Birkerød – et fællesskab for 3-6 årige børn, der hjemmepasses. Hvordan og hvorfor startede i et lokalt fællesskab op?

– Hvorfor: Vi startede et lokalt fællesskab op, fordi vi var to mødre, der lige havde taget vores ældste børn ud af børnehaven og ønskede et fællesskab for større børn, hvor man ses på fast basis (ligesom i en børnehave). I de fleste legestuer er majoriteten af børnene i alderen 0-3 år, og tilbuddet er uforpligtende for brugerne, hvorfor man ikke kan være sikker på, hvem der møder op fra gang til gang. Vi ønskede at skabe et forpligtende fællesskab for børn i alderen 3-6 år. Et fællesskab hvor man kunne regne med, at alle fra gruppen ville møde op hver gang. Vi ønskede at skabe rammerne for, at venskaber kunne gro. Og for at både børn og voksne kunne blive trygge ved hinanden. Både som forælder og barn er det rart at kunne ses med de samme mennesker gang på gang.

– Det var vigtigt for os, at det blev et lokalt fællesskab – og det gik hurtigt op for os, da folk begyndte at skrive til os, at der var mange hjemmepassere med børn i alderen 3-6 år, som boede i vores eget nærmiljø. Det er rart i forhold til legeaftaler, at man ikke skal køre mere end 5-20 min., før man er hjemme hos hjemmepasservennerne.

– Hvordan: Theresa og jeg startede Skovrødderne op med inspiration og hjælp fra en af de eksisterende hjemmepasserforeninger. Vi fandt på et navn, lavede udkast til husorden og vedtægter, samt oprettede os som forening på virk.dk. Der var MEGET researcharbejde. Vi lavede en Facebook-gruppe, som vi reklamerede for på diverse hjemmepasserforums på Facebook. Bad folk om at sende os en mail med lidt info om dem selv og deres familie, hvis de var interesserede i at være med i vores forening – og det var der heldigvis mange, der var. Så var det noget med en generalforsamling. Og så er foreningen og vores hverdag egentlig blevet pudset til med tiden på forældremøder og i dialogen på vores interne medlemsgruppe på Facebook.

Hvad kan man opleve, hvis man er med i Skovrødderne? 

– Vi er 10 familier i Skovrødderne. Der er 10 børn i alderen 3-6 år samt deres forældre (mor eller far) og yngre søskende. Vi mødes hver onsdag og fredag – onsdag er hyttedag, og fredag er udflugtsdag.

– På hyttedagen er vi ved en spejderhytte, og dagen tilbringes udendørs. En typisk dag foregår således: Kl. 10 holder vi samling ved bålstedet, kl. 10.15 sættes en voksenstyret aktivitet i gang (fx male selvportræt, lave vulkanudbrud), kl. 11 spiser vi madpakker, herefter puttes de mindste børn til lur i klapvogne/barnevogne, og de store børn leger. Om eftermiddagen, mens de små sover, er der en god blanding af fri leg og fælleslege som fx gemmeleg, banke-bøf, frugtsalat. Kl. 14 spiser vi fælles frugt og boller, som de voksne skiftes til at medbringe. Herefter er der igen leg, indtil man tager hjem ved 15/16-tiden.

– Udflugtsdagen skiftes de voksne til at planlægge. Eksempler på nogle af de udflugter vi har haft er: svømmehal, naturlegeplads, strand, Museet for Søfart, Frilandsmuseet, Tivoli, hjemmebesøg.

– Vi har bevidst valgt, at vi ikke skal ses mere end to dage om ugen. Nogle af ugens øvrige dage ses flere af børnene på kryds og tværs til private legeaftaler. Det er super at have en stor gruppe, som vi har onsdag og fredag – men det er også rigtig godt at kunne ses i mindre grupper, både for børn og voksne.

– I Skovrødderne holder vi desuden højtidsfester, vi fejrer børnenes fødselsdage sammen, og vi holder forældremøder og andre forældrearrangementer.

Hvad har det givet dig og dine børn at være en del af Skovrødderne?

– Det har givet os et fantastisk fællesskab med dejlige børn og skønne engagerede voksne. Personligt har det givet mig rigtig meget, både at være en del af Skovrødderne, men også at have startet det op. Jeg har lært meget om mig selv, og mange af de erfaringer jeg har gjort mig, og stadig gør mig, kan jeg tage med mig videre i mit (arbejds)liv. Det har taget et års tid, fra vi startede Skovrødderne op, til vi fandt vores endelige form. Det har været spændende men også krævende – mest af alt har det været, og er, en kæmpe tilfredsstillelse for mig at være medskaber i denne her forening, som er endt med at blive et så rart og sjovt og givende fællesskab. For mig er Skovrødderne også et slags fristed, og det er et sted, hvor jeg kan spejle mine egne værdier som person og forælder. Sidst men ikke mindst har det givet mig nye venskaber, som jeg ikke ville være foruden.

Hvordan kan man blive en del af jeres fællesskab?

– Hvis man er interesseret i at blive en del af vores fællesskab, kan man skrive sig på vores venteliste. Vi har desværre ikke plads til flere end de 10 familier, vi allerede er. Man skriver sig på ventelisten ved at sende en mail til skovroedderne@gmail.com med info om barnets navn (og evt. søskendes navne) samt alder på barnet (og evt. søskende). Man bliver tilbudt plads afhængigt af anciennitet samt barnets alder og køn. Vi stiler efter at sammensætte børnegruppen, så der er en nogenlunde ligelig fordeling på alder og køn.

Til sidst – De 3 sjove:

Nævn en af dine dårlige vaner.

– På hjemmefronten er jeg meget doven. Jeg er rigtig god til at udskyde ting til sidste øjeblik. Måske fordi jeg er doven, og måske også fordi jeg synes, det er lidt spændende at finde ud af, om jeg nu også kan nå det, jeg skal, selvom jeg strækker den så langt som muligt. Det resulterer ofte i, at jeg løber forvildet rundt og prøver at nå det, jeg nu skal nå, med alt for lidt tid til at nå det. Den slags situationer kunne jeg egentlig godt tænke mig at være foruden. Selvom jeg jo egentlig også godt kan lide det.

Hvordan ser dit liv ud om 5 år?

– Om 5 år går begge mine børn i skole, og jeg har nok et job – hvilket job ved jeg ikke, men gerne et deltidsjob.

Nævn et ”guldkorn” som en af dine børn har sagt/gjort i løbet af den sidste uge.

– Theodor på 5 år er meget optaget af klokken for tiden. Men han synes, at ordet ”klokken” er blevet kedeligt og trivielt. Derfor er han nu begyndt at bruge andre ord som substitut for ”klokken”. Flere gange dagligt hører vi derfor spørgsmålet ”hvad er oksehakkeren?” og ”hvad er bladet?”, når han gerne vil vide, hvad klokken er.

Så fik I læsere ordet, og her kan I læse Anna-Marias svar på jeres spørgsmål.

Hvilke lege laver i derhjemme, som begge dine børn synes er sjove?

– Motoriske lege og krea-aktiviteter er ting, som begge børn synes er sjove. Blandt de motoriske lege er fx lege på vores trampolin – ikke så meget hop, for det bliver tit for vildt for den yngste – men løbelege og rollelege. Fx hvor de begge to er biler, der kører rundt og skal en tur forbi tankstationen (som jeg styrer), forbi autolakereren, og hvor de bliver jagtet af politiet (også mig), når de overskrider færdselsreglerne. Den slags lege er de helt vilde med. Ellers bruger de også deres skumrutsjebane og -trappe samt boldbassin i deres fælles lege.

– Blandt krea-aktiviteterne er fx tegne, male, klippe/klistre, lave perler. Og så er madlavning (hvis man kan kalde det for en leg) også noget, som vi kan hygge os med sammen – så længe de har hver deres røreskål, skærebræt osv., er det et hit.

Jeg arbejder på at lave en ugeplan at hænge op, og det kunne være spændende at se din.

Mandag: Legeaftale.

Tirsdag: Hyggefisdag. Her er vi hjemme bare mig og børnene. Vi bager kage, hygger i sofaen med dyner og film, spiller spil, tegner, leger, og hvad vi ellers har lyst til.

Onsdag: Spejderhytten med Skovrødderne.

Torsdag: Legeaftale.

Fredag: Tur med Skovrødderne.

Hvordan klarede I overgangen fra børnehave til hjemmepasning?

– Overgangen fra børnehave til hjemmepasning var ikke fra den ene dag til den anden – vi trappede ned i tid løbende. Det startede med en ugentlig fridag. Med tiden blev det til flere og flere ugentlige fridage, og til sidst var Theodor kun i børnehave 1-2 gange om ugen. Det var Theodor selv, der efterspurgte at blive meldt ud – efter at han havde fundet ud af, at man som barn faktisk slet ikke behøver at gå i børnehave, men derimod kan blive hjemmepasset, også selvom man er stor. Jeg tror, det var en øjenåbner for ham at møde hjemmepassede børn på hans egen alder.

– Udmeldelse var et samtaleemne, som vi tog op løbende herhjemme. Konklusionen blev, at Theodor hellere ville passes hjemme ligesom Edith.

– Han var rigtig glad for sin børnehave, og det var vi forældre også. Så for os handlede det ikke om, at Theodor blev udmeldt, fordi han ikke trivedes i det miljø. Men om at der var noget, han (og vi) hellere ville end børnehave.

– Han havde afslutning i børnehaven, og så gik vi ellers all-in på hjemmelivet. Theodor tog det helt fint, for han var jo klar over, hvad der foregik, og hvorfor. Han har ikke fortrudt at blive meldt ud af børnehaven – men han har savnet nogle af kammeraterne, så dem ses han med til private legeaftaler, og det fungerer så fint. Børnehaven besøger vi også stadig ind imellem.