Nogle synes, det er lidt poppet og amerikansk, det med Halloween. Jeg elsker det! Enhver lejlighed til at pynte og sprede lys er kærkommen i den mørke tid. Samtidig er Halloween en god markering af, at sommeren er endegyldigt slut – og at julen efterhånden nærmer sig.
Fra Irland til USA
Halloween, eller allehelgensaften, som det også kaldes, fejres d. 31. oktober. Skikken er flere hundrede år gammel og stammer oprindeligt fra Irland. Dengang handlede det om at fejre høsten og ære de gamle helgener.
Da irerne emigrerede til Amerika i 1800-tallet, tog de Halloween-traditionerne med sig – og højtiden udviklede sig til at handle mere om spøgelser, uhyrer og udklædning, end om de fromme, afdøde helgener.
Der er masser af sjove halloween-relaterede aktiviteter, du kan lave med dine hjemmeunger. Lad os se nærmere på nogle af dem:
Græskarlygte
En fin orange-rød græskarlygte er naturligvis et must. De er nemme, sjove og billige at lave og spreder et fint lys morgen og aften.
Skær først toppen af græskarret – gerne med savtakkede kanter. Nu kommer I til det sjove: Få ungerne til at tage alt det bløde, smattede fyld op med en ske.
Gem indmaden i en bradepande, for I kan bruge det i køkkenet senere.
Tegn trekantede øjne og næse og en savtakket mund på græskarmanden, og skær dem ud med dybe hug fra en skarp kniv.
Sæt en håndfuld fyrfadslys i græskarmanden, sæt låget på og nyd synet! Har I en lyskæde liggende, kan I også bruge den. Så kan han lyse hele tiden.
Kage, suppe og snacks
Indmaden fra det udhulede græskar kan bruges til supper og kage. Jeg foretrækker klart de små hokkaido-græskar til madlavning, men jeg synes også, det er sjovt at vise børnene, at indmaden fra deres lygte kan spises.
Græskar smager blødt, mildt og cremet og koger nemt ud. I supper smager det dejligt sammen med hvidløg, gulerødder, ingefær og chili.
I kager kan græskar anvendes på samme måde som gulerødder: Ikke for meget af det, og gerne i kombination med kanel.
Hvis I bager en græskarkage kan I pynte den med spindelvævs-glasur: Læg først et almindeligt lag glasur i fx. rød eller blå, og tegn derefter spindevævs-streger med hvid glasur ovenpå. Flot og sjovt.
En god snack er ristede græskarkerner med en smule havsalt, som smager dejligt i sig selv.
Halloween ved tegnebordet
I det kreative hjørne kan I klippe orange græskar med grønne stilke eller sorte flagermus i pap og hænge i vinduerne.
I kan lave edderkoppe-spind til vinduerne ved at sætte et stykke husholdningsfilm fast på et stykke papir, tegne et spindelvæv med en sort tusch, fjerne papiret og sætter filmstykkerne med spindevævet fast på et vindue eller spejl.
Hjemmelavet modellervoks eller trylledej kan forvandles til græskar, edderkopper og spøgelser og pynte i et hjørne af stuen.
På biblioteket kan I gå amok i spøgelseshistorier og måske få inspiration til at digte nogle endnu vildere nogle selv? Hvis dit børnehavebarn finder på en rigtig god historie, kan I skrive den ned og sende på et græskar-pyntet kort til en bedstemor eller bedstefar.
0 kommentarer