Få gnisten, kærligheden og erotikken på banen igen
At lave en stor omlægning i sit liv betyder ofte nye udfordringer – og en del havde man måske slet ikke forudset.
Det kan det spille ind på parforholdsdynamikken i sådan en grad, at det går ud over kærligheden og sexlysten.
Her får du 5 gode råd til at bevare gnisten og kærligheden intakt, når den ene er arbejdende og den anden er hjemmegående.
1) Tal sammen! Det er så vigtigt, at man evaluerer på de ting man oplever og alt det, der sker, når man laver ændringer i sit liv. Uafsluttede konflikter eller problemområder kan dræbe al lyst til kærlige kys og ”ligge tæt”. Det kan udvikle sig til skænderier, diskussioner og uenigheder i tide og utide.
Måske er det alligevel ikke fryd og gammen at gå hjemme og der skal laves nogle justeringer? Måske er det svært for den udearbejdende, at der lige pludselig er lavet om på en masse og man måske ikke længere helt har fingeren så godt på pulsen med, hvad der sker derhjemme? Måske glemmer I at snakke om, hvordan dagen har været og glemmer at tage et ”voksenbreak”?
2) Kærlige følelser kommer af kærlige handlinger. Om vi stadig elsker hinanden, er sjældent spørgsmålet. Men måske får vi ikke udtrykt det særlig godt! Kærlighedens udtryk er essentielt for parforholdets eksistens. Kan din partner mærke, at du elsker ham eller hende? Hvad kan du gøre for at din partner føler sig elsket i dag? Jo mere man føler sig elsket, jo mere glad er man, jo mere rummelighed har man, jo mindre stress får man og jeg kunne blive ved. Nå ja, jeg glemte lige, at jo mere nærværende bliver man også over for sine børn.
3) Tag jer tid til hinanden. Hav ”voksentid” også derhjemme. Mange gode paroplevelser bygger på tilfældigheder, og så siger vi: ”Ej, det burde vi virkelig gøre noget mere af”. Men så får vi ikke lige besluttet at gå den tur, lave ”børneaftensmad” og ”voksenaftensmad” en fredag aften, hoppe i bad, tage lækkert tøj og duft på og have en ”hjemme”date. Nærvær og kvalitativ tid sammen giver mere fut i lagnerne, så er det sagt!
4) Overhold dine aftaler – hov, hvad hulan har det med kærligheden, sexlivet og sexlyst at gøre? ALT! Instinktmæssigt har kvinder brug for at mænd er deres ord og ja, faktisk i højere grad end omvendt. Så siger manden han er hjemme kl. 17.00 men er først hjemme kl. 17.30 – så er der altså ballade i farvandet, også selvom han måske slet ikke oplever det!
5) Dyrk sensualiteten! Sensualitet er alt det, der foregår udenfor soveværelset, som er intimt, men intet har med sex at gøre. Hold i hånden, nus i nakken, giv kram og kys. Når vi har fysisk kontakt udløses stoffet oxytocin – det der poppet kaldes ”kærlighedshormonet”, og som gør os til endnu mere kærlige individer.
0 kommentarer