Cassandra James har sat forældreskabet under lup og set nærmere på, hvad der ligger bag forældres valg af pasningsordning for deres børn. Konklusionen er tankevækkende og åbner op for debatten om alternativer til institutionssamfundet.
Casandra James er nyudklækket kandidat i Uddannelsesvidenskab fra DPU. Men først og fremmest er hun mor til Juliane på fem år. Juliane blev hjemmepasset i halvandet år. Men så bankede samfundets normer på døren. En tvivl, om hvorvidt Juliane blev socialiseret nok ved hjemmepasning, kombineret med praktiske omstændigheder gjorde, at Cassandra og hendes mand besluttede at åbne døren til institutionslivet. I dag trives Juliane i sin skovbørnehave, men starten på vuggestuelivet var hårdt. Også for hendes mor. Måske er det derfor, at Cassandra i sit netop afsluttede speciale har kigget nærmere på forældres grunde til at vælge institutionslivet frem for hjemmepasning af de 0-2-årige. Specialets fund er tankevækkende.
At være forælder er ikke længere nok
Cassandra har undersøgt, hvordan en lang række politiske dokumenter fra 1960’erne til i dag italesætter børnepasning og det at være en ansvarlig forælder:
”Det har ændret sig gennem tiden, men i dag stilles der fra politisk side lighedstegn mellem det at være en ansvarlig forælder og at sende sit barn i institution” fortæller Cassandra og uddyber:
”Fra politisk side mener man, at børn har brug for professionelle voksne, altså pædagoger, til at udvikle sig. Sat på spidsen udgør forældre altså nu en risiko for deres børn i og med, at forældrene ikke er uddannet til at stimulere børnene til læring”.
Ser man tallene, for hvor stor en del af forældrene i Danmark der sender deres barn i institution, tyder det på, at de fleste forældre deler den politiske opfattelse. Men så simpelt er regnestykket ifølge Cassandra ikke. Men hvorfor er Danmark så efter alt at dømme det land i verden, som sender flest 0-2-årige i dagtilbud? Svaret er komplekst, fortæller Cassandra. Dels skyldes det, at forældrene delvist overtager det politiske syn på børnepasning og forældreskab, og dels skyldes det, at alternativet – nemlig hjemmepasning – fra politisk hold ikke gøres til et let opnåeligt alternativ. Det sidste vender vi tilbage til senere.
Politisk diskurs giver forældre skyklapper på
At forældre overtager det politiske syn på, hvordan man er en ansvarlig forælder, blev tydeligt i de ni interviews, som Cassandra gennemførte i forbindelse med specialet:
”Jeg interviewede forældrene om deres valg af pasningsordning for deres barn. Gennem interviewene blev det tydeligt, at vi som forældre bliver påvirket af den politiske diskurs om børnepasning og ansvarligt forældreskab. Halvdelen af forældrene betvivlede, at de ville være i stand til at sikre læring og udvikling for deres barn, hvis de selv skulle passe barnet. Forældrene godtog altså den politiske præmis om, at børn har brug for professionelle omkring sig. Har man først fået den opfattelse banket ind under huden, kan det være rigtig svært at få øjnene op for alternativer til institutionslivet”.
ALLE forældrene, som Cassandra interviewede, var bevidste om danske daginstitutioners svingende kvalitet. Alligevel havde kun én af dem overvejet hjemmepasning som alternativ. Resten havde slet ikke tænkt på det som en mulighed. Og dét er netop en af specialets pointer: Når det politiske syn på børnepasning og det ansvarlige forældreskab dominerer medierne og samfundsstrukturerne i så høj grad som i dag; ja så bliver man som forælder hurtigt blind for andre muligheder.
”For nylig var der stor mediedebat, fordi nogle partier ville tvinge en udvalgt befolkningsgruppes børn i institution. Idéen kan man tænke sit om, men det er et konkret eksempel på, hvordan det politiske syn påvirker os alle: Politikerne sender ikke kun et signal til familier på bunden af samfundet, når de vil tvinge deres børn i institution. De sender et signal til alle forældre i Danmark om, at det er udansk og forkert ikke at sende sit barn i institution. Og at det normale og rigtige at gøre er at takke ja til institutionslivet,” forklarer Cassandra.
Er det frie valg overhovedet frit?
Én ting er overhovedet at få øje på alternativer, så som fx hjemmepasning. Men for de forældre, der faktisk overvejer muligheden, ja så kan det også være svært at finde en måde at realisere alternativet på, mener Cassandra:
”Børnepasning italesættes som et frit valg, men nogle ting er meget nemmere at vælge end andre – fordi det fra politisk side gøres nemmere. For eksempel får man tilskud til dagtilbud i alle kommuner, mens det kun er nogle kommuner, der giver tilskud til hjemmepasning. Vi har heller ingen lovgivning, der hjælper forældre med at komme tilbage på arbejdsmarkedet, hvis de vælger at hjemmepasse et par år”.
Når Cassandra – med afsæt i de ni interviews – skal opsummere, hvorfor der ikke er flere forældre, der vælger hjemmepasning i stedet for institutionslivet, handler det ikke om videnskabelig begrundet viden om, hvad der er bedst for barnet. Det handler derimod om normer og samfundsstrukturer:
”Først og fremmest er den dominerende politiske diskurs så dybt indgroet i os, at rigtig mange ikke overvejer hjemmepasning som en mulighed. Derudover er der det økonomiske aspekt, som får mange til at udelukke det. Hertil er mange bange for konsekvenserne arbejdsmæssigt – og det er en reel risiko! For nogle handler det også om, at det er svært at bryde med normen om at gå på arbejde og sende barnet i institution. Og så er der nogle med dårlige erfaringer fra barslen og en del med et ønske om selvrealisering gennem arbejde”.
Sæt barnets trivsel først
Det er farligt alene at lade det være op til politikerne at definere det ansvarlige forældreskab, mener Cassandra. Fordi politik er underlagt mange andre hensyn end barnets bedste.
”I mine øjne er det ansvarlige forældreskab ikke nødvendigvis blindt at følge den politiske kurs. For er det ansvarligt blot at gøre det, man får besked på? At gøre det, som er nemt? Hjemmepassere har taget stilling og gjort et fravalg – det er vel også ansvarligt?” spørger Cassandra retorisk.
Hjemmepasserne har i hvert fald forskningen på deres side. Flere forskere i børneliv har forsøgt at råbe det politiske system op med kritik af kvaliteten i danske dagtilbud. Samtidig tyder ny forskning på, at institutionslivet kan være skadeligt for de små børn.
Cassandras trykfriske speciale tydeliggør det absurde i, at vi har fået skabt et samfund, hvor rammerne for børneliv ikke først og fremmest skabes med afsæt i, hvad der er bedst for barnets trivsel og udvikling. Hun opfordrer til, at vi som forældre tager vores ansvar på os ved at lade os oplyse frem for at lade os disciplinere af normen og politiske diskurser. Den største opgave adresserer hun dog til politikerne:
”Jeg har med mit speciale tydeliggjort, hvordan den herskende politiske italesættelse af børnepasning og ansvarligt forældreskab ikke nødvendigvis har noget at gøre med, hvad der er hensigtsmæssigt for børnenes trivsel. Nu er det op til politikerne at ændre de strukturelle forhindringer, som de har skabt for det gode børne- og familieliv”.
Om specialet
Cassandra James er nyudklækket cand.soc. i Uddannelsesvidenskab fra DPU.
Med titlen ”Disciplineringen af forældre” har Cassandra skrevet speciale om årsager til forældres valg af pasningsordning for deres 0-2-årige børn.
Specialet bygger på en grundig analyse af en række politiske dokumenter om børnepasning og forældreskab samt på ni interviews med forældre om deres valg af pasningsordning for deres barn.
Du kan læse det fulde speciale her.
Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU) er et institut ved Aarhus Universitet. DPU udgør Danmarks største universitetsmiljø for grundforskning og anvendt forskning inden for pædagogik og uddannelse.
Om børnepasning i Danmark
Danmark er det land i OECD med flest 0-2-årige i dagtilbud.
Størstedelen af de 0-2-årige børn i Danmark er i dagtilbud over syv timer om dagen.
Kilde: www. ec.europa.eu
0 kommentarer