De seneste uger har jeg som deltager i den offentlige debat omkring det at være hjemmegående, undret mig over tre ting: Hvor ærlig har man lov at være, hvorfor fokuserer meningsdannerne ikke på de børn, de hele handler om, og hvorfor bliver fronterne altid trukket så skarpt op?

I dette blogindlæg vil jeg dele min undren med dig – og så håber jeg, du vil dele din holdning og dine erfaringer med mig nedenunder.

Hvor ærlig har man lov at være?

Lad mig sige det med det samme: Jeg har valgt at være hjemmegående med mine børn, fordi jeg tror, det er det bedste – for os. Jeg er slet ikke i tvivl om, at mine børn har en langt bedre barndom i hjemmet hos mig og min mand, end de ville have i en institution med professionelle omsorgspersoner.

Jeg er stensikker på, at tid, ro og nærvær sammen med os betyder, at de udvikler sig til sundere og tryggere mennesker, end hvis de skulle have tilbragt deres første leveår uden for hjemmet. Ellers havde vi jo ikke valgt det.

Men det er som om, at det ikke er ’tilladt’ at sige det højt. Jeg oplever, at man helst skal pakke sine bevæggrunde for at være hjemmegående ind i noget klistret sødsuppe ala: ‘Det er jo kun for en periode’ – eller: ‘det er bare mig, der ikke har lyst til at undvære dem’.

Man skal i hvert fald ikke være ærlig og sige det, som det er: At man er helt sikker på, det er det bedste for børnene – og at der i øvrigt er masser af undersøgelser, der tyder på, man har ret. Så bliver man enten mødt med tavshed – eller fjendtlighed.

Hvorfor drejes pilen altid væk?

Som debattør prøver jeg oftest at dreje debatten over på de små mennesker, det hele handler om: Nemlig børnene. Hvordan er det for et lille barn at være i institution – eller at være hjemme? Hvad vil det sige at have en god barndom? Hvilken hverdag er det, vi udsætter vores børn for i det moderne samfund?

Men pilen bliver ofte drejet væk, så debatten enten fokuserer på samfundsøkonomi – herunder velfærdssamfundets behov for arbejdskraft – eller på kvinders ret til selvrealisering og til et liv uden for hjemmet.

Jeg hilser både de samfundsøkonomiske og de feministiske aspekter velkomne i debatten. Begge dele er relevante og interessante. Men jeg ville ønske, der var mere fokus på de børn, der dagligt oplever konsekvenserne af vores valg.

Hvorfor bliver fronterne altid trukket så skarpt op?

Debatten om hjemmepasning kontra institutionspasning har ofte tendens til at blive skinger og skarp. Hjemmegående mødre fremstilles enten som idealistiske perfektionister, der ser ned på andre, eller som sjoskende anti-feminister, der ikke evner at balancere arbejdsliv og familieliv.

Og forældre, der sender deres børn i institution, fremstilles som ureflekterede, egoistiske forældre, der hellere vil pleje deres karriere, end at tage sig af deres børn.

Intet af dette er naturligvis sandt. Som forældre gør vi alle vores bedste, og der er mange gode måder at skrue et familieliv sammen på. Jeg efterlyser derfor åbenhed, tolerance, valgfrihed og respekt for hinandens valg. For selv om det er det bedste for min familie, at vores børn bliver passet hjemme, er det jo ikke sikkert, det er det bedste for din.

Hvordan oplever du debatten? Skriv en kommentar nedenfor