De seneste uger har jeg som deltager i den offentlige debat omkring det at være hjemmegående, undret mig over tre ting: Hvor ærlig har man lov at være, hvorfor fokuserer meningsdannerne ikke på de børn, de hele handler om, og hvorfor bliver fronterne altid trukket så skarpt op?
I dette blogindlæg vil jeg dele min undren med dig – og så håber jeg, du vil dele din holdning og dine erfaringer med mig nedenunder.
Hvor ærlig har man lov at være?
Lad mig sige det med det samme: Jeg har valgt at være hjemmegående med mine børn, fordi jeg tror, det er det bedste – for os. Jeg er slet ikke i tvivl om, at mine børn har en langt bedre barndom i hjemmet hos mig og min mand, end de ville have i en institution med professionelle omsorgspersoner.
Jeg er stensikker på, at tid, ro og nærvær sammen med os betyder, at de udvikler sig til sundere og tryggere mennesker, end hvis de skulle have tilbragt deres første leveår uden for hjemmet. Ellers havde vi jo ikke valgt det.
Men det er som om, at det ikke er ’tilladt’ at sige det højt. Jeg oplever, at man helst skal pakke sine bevæggrunde for at være hjemmegående ind i noget klistret sødsuppe ala: ‘Det er jo kun for en periode’ – eller: ‘det er bare mig, der ikke har lyst til at undvære dem’.
Man skal i hvert fald ikke være ærlig og sige det, som det er: At man er helt sikker på, det er det bedste for børnene – og at der i øvrigt er masser af undersøgelser, der tyder på, man har ret. Så bliver man enten mødt med tavshed – eller fjendtlighed.
Hvorfor drejes pilen altid væk?
Som debattør prøver jeg oftest at dreje debatten over på de små mennesker, det hele handler om: Nemlig børnene. Hvordan er det for et lille barn at være i institution – eller at være hjemme? Hvad vil det sige at have en god barndom? Hvilken hverdag er det, vi udsætter vores børn for i det moderne samfund?
Men pilen bliver ofte drejet væk, så debatten enten fokuserer på samfundsøkonomi – herunder velfærdssamfundets behov for arbejdskraft – eller på kvinders ret til selvrealisering og til et liv uden for hjemmet.
Jeg hilser både de samfundsøkonomiske og de feministiske aspekter velkomne i debatten. Begge dele er relevante og interessante. Men jeg ville ønske, der var mere fokus på de børn, der dagligt oplever konsekvenserne af vores valg.
Hvorfor bliver fronterne altid trukket så skarpt op?
Debatten om hjemmepasning kontra institutionspasning har ofte tendens til at blive skinger og skarp. Hjemmegående mødre fremstilles enten som idealistiske perfektionister, der ser ned på andre, eller som sjoskende anti-feminister, der ikke evner at balancere arbejdsliv og familieliv.
Og forældre, der sender deres børn i institution, fremstilles som ureflekterede, egoistiske forældre, der hellere vil pleje deres karriere, end at tage sig af deres børn.
Intet af dette er naturligvis sandt. Som forældre gør vi alle vores bedste, og der er mange gode måder at skrue et familieliv sammen på. Jeg efterlyser derfor åbenhed, tolerance, valgfrihed og respekt for hinandens valg. For selv om det er det bedste for min familie, at vores børn bliver passet hjemme, er det jo ikke sikkert, det er det bedste for din.
Hvordan oplever du debatten? Skriv en kommentar nedenfor
Jeg har oplevet den lidt med forskellige reaktioner.
Mest positive, men da så sandelig også negative.
Jeg har fået af vide at jeg skal have noget mere fakta om relationsdannelse og jeg har fået af vide at nu må jeg jo også give slip på min ældste.
Børn lære bedst i børnehaven, ja hele smørren.
Jeg har reageret forskelligt og har også været forberedt på kritik, efter tv2 var på visit. Nogle har blandet sig i min opdragelse af min datter, der må jeg ærligt sige der får de igen, de kan kritisere mig, men ikke fortælle hvorfor min datter havde det svært i børnehave. Jeg er egentligt nået til at folk må selvom hvad de tror og tænker er rigtigt. Vi går mod strømmen og hvis nogle vil fortælle hvor forkert vores valg er, fortæller jeg dem gerne om hvor rigtigt vi syntes vores valg er for os og dejligt de har truffet deres rigtige valg. Dog nyder jeg at kunne kaste oplysninger om kortisol niveau hos institutions børn i hovedet på dem der fortæller mig om vores forkerte valg.
Iøvrigt har min datter været hjemme 1 måned nu og er blevet renlig, sjovt hun slipper bleen nu i trygge omgivelser.
Måske en tilfældighed? Jeg tror det ikke 😉
Er glad for vores valg og det er mine børn også 😉
Tak for et godt indlæg, Jane. Ja, jeg oplever det også sådan, at debatten i sig selv er meget skinger, uanset hvad man siger eller skriver af kritik af institutionaliseringen. Jeg tror det handler om, at det er svært, især for forældre, at indse, at det ikke er uden omkostninger at overlade omsorgen for sine børn til andre og fortsætte sit liv stort set som før. Det bliver der jo ellers lagt op til, at man sagtens kan, jf arb markedets krav og normerne i dette land. Desuden ligger der et stort pres på det strukturelle plan, både økonomisk og moralsk presses vi forældre til at følge normerne om vuggestue fra etårsalderen, og mange er givetvis magtesløse – hvad vil du have vi skal gøre? Den dårlige samvittighed findes som en “blød underside” i den her debat, derfor er det hårdt for mange at høre om konsekvenserne af institutionaliseringen og de hjemmegående bliver som en rød klud. Derudover er der en tendens i tiden til, at man endelig ikke må kritisere andres valg, heller ikke indirekte. Alle har lige meget ret osv. Når man så siger, både med henvisning til fakta/eksperter og sine egne erfaringer, at der er noget helt galt her, så føles det som en kritik af folks ret til uantastet at vælge, hvad de selv synes er rigtigt. Egentlig siger jeg og du og andre i debatten jo: Uanset hvad forældrene, pædagogerne og politikerne synes, så er der nogle absolutte behov hos børnene, som ikke bliver opfyldt i en vuggestue. Det kan ikke diskuteres. Hvad man så vælger at gøre med sit eget liv, må være op til en selv. Men ved at påpege, at “den store løsning”, som den skandinaviske samfundsmodel baserer sig på, ikke er god nok og faktisk i nogen grad skader børnene, ryster man hele fundamentet for folks værdier og livsstil. Og så får man voldsom modstand.
PS: Det er derfor, det er så vigtigt, at denne debat ikke ender som en kamp mellem forældre, der har truffet forskellige valg, men derimod rettes mod et politisk niveau. Forældrene gør jo bare det, der er nødvendigt for at få tilværelsen til at hænge sammen på de givne vilkår og efter de gængse normer. Og de elsker deres børn og ønsker det bedste for dem og lider også ofte selv under, at adskillelsen i hverdagen er så stor. Det store problem ligger et helt andet sted end hos forældrene. Men derfor er det alligevel nødvendigt, at forældre gøres opmærksom på, at der er forskning og andre måder at se tingene på end den gængse. Jeg håber, at det kan mobilisere folk og få dem til at sige fra og kræve en bedre familiepolitik. Men det bliver nok et langt sejt træk.
Jeg kan udemærket følge din pointe omkring hvor ærlig man må være. Jeg synes det er rigtig svært at være ærlig omkring at jeg går hjemme fordi jeg mener det er bedst for vores børn, 1. fordi der også er andre grunde til at jeg går hjemme og 2. fordi jeg oplever mig anklaget for at jeg derved indirekte fortæller andre hvad de burde gøre/kritisere andres livsstil.
Mht. de skarbe fronter så er jeg træt af at det altid er hjemmeliv vs. fuld tid i vuggestue fra 9 mdrs alderen der bliver diskuteret. Hvorfor bliver dagplejemødre og deltids institutionaliserede børn ikke undersøgt og medinddraget i debatten…
Jeg synes godt, man må sige, at man gør, som man gør, fordi man mener det er bedst for ens egen familie. Faktisk vil jeg gå så vidt som at sige, at jeg mener, det er bedst for alle børn at være hjemme med en forælder, der trives med det. I starten sagde jeg ofte i en lidt humoristisk tone, at det bare var, fordi jeg havde seperationsangst. Jeg havde ikke lige overskud til en land diskussion om mit valg. Men jeg oplevede, at folk tog det bogstaveligt og følte, de skulle advare mig. Så jeg er blevet mere klar i spyttet.
Tak, for et godt indlæg, og jeg er kun enig med hvad du udtrykker. Jeg har egentlig altid vidst, også før jeg fik børn., at jeg i hvert fald i de første tre år ville passe dem hjemme, men udadtil så har jeg, indtil for nylig, ikke været særlig åben omkring det. Jeg har så vidt som muligt undgået emnet eller hurtigt fået drejet samtalen væk fra mig, fordi jeg ikke orkede at skulle forsvare mig selv og i øvrigt ikke har været særlig god til at argumentere for mine valg. Det har ændret sig og jeg er blevet mere modig. Nu tør jeg godt sige at jeg gør hvad jeg synes er det bedste for min familie – punktum, slut! Jeg er glad for at have truffet de valg og det står jeg ved og min familie trives. Det er ærgerligt at debatten går i ekstremer, men emnet er så følsomt – vi elsker alle vores børn og desværre er det sådan at vælger man en helt anden vej så provokerer det folk. Jeg overvejer endda hjemmeundervisning og jeg gruer lidt for folks reaktion på det!!!
Annesofie: Jeg overvejer også at hjemmeskole vores. Når det nye Hjemmeunger-site kommer, laver jeg et underforum specifikt til debat om dette.
Kære Jane,
Det er en rigtig god hjemmeside, du har lavet. Jeg har være hjemmemor af lyst i snart 6 år, og jeg kender til alle de følelser, du beskriver. Det er ikke nemt, at gå mod strømmen, og jeg har også ofte pakket mine holdninger til institutionsbørn sammen, og præsenteret mig selv som “uden arbejde for tiden” istedet for som “hjemmegående”. Vi har en konsensus-kultur i Danmark, vi skal helst ligne hinanden, det er mest trygt. Men jeg tror også det kommer fra os selv. Hvis vi forventer at være i modvind, så oplever vi det også sådan. Jeg er ihvertfald begyndt at tale med stolthed om at være hjemmegående, og jeg får det personligt bedre, og oplever også langt mere positiv respons end jeg havde regnet med. Og nu, hvor begge mine børn er i børnehave 20 timer om ugen, skal jeg begynde at arbejde igen. Og jeg har besluttet, at jeg vil tale mere højt og tydeligt om mit ønske om, at de ikke skal være i institution i længere tid af den grund. På den måde håber jeg at inspirere istedet for at provokere. Jeg tror, der er mange, der gerne vil noget andet end fuldtidsinstitiutioner, men savner inspiration til, hvordan det kan lade sig gøre. Så fedt at du har lavet denne hjemmeside, den er rigtig god.
Hej Pernille, nu rødmer jeg jo op over begge ører – tusind tak for dine pæne ord om Hjemmeunger.dk, det er simelthen så dejligt, at I er nogle, der kan bruge sitet og gider deltage herinde. Er helt enig med dig omkring dine betragtninger om konsensuskultur – og at vi skal inspirere, ikke provokere. Nogle gange er det dog en svær balance, føler jeg – for det, der i mine ører og øjne er inspirerende, kan meget vel være provokerende for andre.
Får lige lyst til at kommentere tankerne om hjemmeskole, og måske egentlig hele tanken om at børn skal være mest muligt hjemme. Jeg tror det er vigtigt at overveje meget nøje, hvor det ønske kommer fra. Og så være ærlig omkring det. Er det kun for at give børnene det bedste?
Eller er det også fordi man selv nyder at være mere fri i sin hverdag? Begge dele er fuldt forståelige og gyldige argumenter i min verden. Jeg vil bare lige slå et slag for at det også er det man siger højt. Jeg tror at børnene også er bedst tjent med den nuancerede version af sandheden. Som barn af en en hjemmegående mor, der var både opfindsom og flittig når det gjaldt om at give os den bedste barndom, men som gjorde det ” for vores skyld” vil jeg bare minde om, at en balance her nok er sundt for børnene.. Måske er der heller ingen, der her på siden føler de “ofrer” sig for deres børn, og så dette emne jo ikke relevant.
Mht hvor meget børn har godt af at være hjemme, mener jeg at børn har brug for at opbygge en social robusthed, som vel er nemmest at få ude. Med udgangspunkt i egne erfaringer, tror jeg at lidt at det hele giver en god basis. At mærke at ens forældre er der og har tid til at være nærværende, men at man også sendes ud på egen hånd. Jeg glæder mig personligt over at min mor ikke gik så langt som til at hjemmeskole os, og jeg havde også gerne set at hun havde ladet mig blive passet mere ude. Det var jo der de andre børn opbyggede noget særligt sammen. Men er dybt taknemmelig over at have haft en barndom med tid og nærvær. Der er mulighed for masser af harmoni og balance, når man har sine børn hjemme. Men den sociale robusthed, og glæden ved at være en del af større fællesskaber, tror jeg man skal ud af døren for at få.
hej trine. dine tanker og indgangsvinkel, gav mig lige en opsang der vil præge min retning i forhold til mine to dejlige piger, som er børnehave alderen men har gået hjemme med mig et lille halvt år nu. Tak. vh susse
kom endelig med flere da du har erfaringen set fra barnets vinkel
Jeg vil så til gengæld fortælle at jeg slet ikke er i tvivl om at det har skadet mig at være institutionsbarn – især socialt. Jeg har mensa-hjerne og en snert af aspergers. Men ingen vidste det – jeg var bare stille og sær og yderst velopdragen (afrettet).
Jeg fik intet ud af VS/BH og selvom jeg gik i privatskole, var der ingen udfordring for mig der heller. Jeg var uhyggeligt ensom. Blev ikke drillet, men følte mig heller ikke del af fællesskabet og havde altid ondt i maven over at skulle i skole. Jeg havde fravær på over 60% men en afgangseksamen på knap 11.
Min datter har jeg nu forsøgt at institutionalisere gennem knap 4 år og jeg kan se hvordan hun trækker sig mere og mere fra fællesskabet. Herhjemme stortrives hun (al udvikling såvel mentalt som fysisk sker i ferier) og vil gerne alle andre steder væk fra mig, end i BH. En stor del af hendes dag går med bekymring omkring det at skulle i BH. Hun kan ikke klare larmen, de store børn, konflikterne, fællessang, mm. Hun bruger det meste af tiden derhenne alene med at tegne og lave perleplader. Hver morgen bryder hun helt sammen over at skulle afsted.
Jeg har hele tiden tænkt, at hun skulle lære at blive social, da det er enormt ensomt ikke at kunne det og helt ubrugeligt i vores samfund i dag (jeg er førtidspensionist). Mange i min omgangskreds mener at det skulle være skadeligt for et barn at gå hjemme og jeg har indtil nu troet at det var rigtigt. Sider som denne, har dog givet mig en helt anden vinkel på sagen – TAK, af hjertet.
Jeg har besluttet at holde hende hjemme sommeren over og så tage den endelige beslutning til efteråret, men min mavefornemmelse siger mig at vi er færdige med BH.
Her hvor vi bor er der legestue for 0-5 årige 2 gange/uge og så går vi til svømning og mor/barn gymnastik. Desuden har hun flere venner fra BH, som vi kan arrangere legeaftaler med.
Ift skole, vil jeg tage den beslutning når vi kommer så langt men jeg vil helt sikkert give hende tilbuddet. Noget siger mig dog, at hun ikke vil få mere fagligt ud af det, end jeg gjorde. Jeg lærte mig selv at læse og skrive inden jeg var 5 og hun er vist godt på vej til det samme.
Hele denne lange smøre for at give mit syn på sagen – netop at det for nogle børn (afstikkere) kan være et socialt nederlag at gå i institution og tidligt lære at man ikke er som de andre og at dette er forkert 🙁
Mange hilsner
Kære Anne, tak for din fortælling herinde – den rører mig dybt. Det lyder helt rigtigt for jer at holde jeres datter hjemme – min søn på knap 5 år har aldrig været i institution (han starter dog i deltids-BH til august), og han stortrives virkelig hjemme. Masser af tid til fordybelse og solo-leg – selv om han også elsker at have kammerater på besøg. Jeg ønsker jer alt det bedste, og fremfor alt varmt velkommen her på siden!
Hej mødre
Jeg har 2 børn, der går i børnehave og skole. Det har de været glade for – de fleste dage, og jeg kunne ikke tænke mig at være hjemmegående. I dag har jeg børn, der stort set altid protesterer, når jeg henter dem. Jeg er typen, der ikke synes, de skal være for længe af sted, men mødes med ordene Hvorfor kommer du så tidligt?! selv hvis jeg en dag skulle komme fem minutter i lukketid.
Nå – men det er jeres valg og sikkert godt for jeres børn 🙂
Må dog indrømme, at jeg også stejler lidt over den med hjemmeskole. Det kommer af, at jeg som barn blev taget ud af børnehaven, fordi jeg åbenbart var lidt sart og hylede, når jeg skulle afleveres og hentes (som mange andre børn). Jeg er klar over, at en barndom med børnehave (ligesom en barndom hjemme) ikke er det perfekte paradis på jord. Dengang var det også almindeligt, at mødre gik hjemme i de første år.
Men til pointen: Alligevel er jeg ikke sikker på, det var godt for mig at blive meldt ud og passet derhjemme. Jeg husker min barndom som lidt ensom – jeg havde svært ved andre børn, og det har forfulgt mig langt op i voksenlivet. Det er IKKE det samme at kunne lege med en bror eller søster som at møde fremmede børn og få venner.
Såå – derfor vil jeg bare opfordre til, at man som hjemmeløber 1) er opmærksom på, om ens valg er godt for børnene – ligesom man forventer af udearbejdende forældre! og 2) er meget opmærksom på, at børn – ALLE børn, også de indadvendte – har et større eller mindre behov for at møde andre børn – og lære at stå på egne ben. For det skal de jo altså – før eller siden.
Og det skal ikke forstås som en anklage, for jeg ved, at mange af jer finder legestuer til jeres børn. Still 😉