
Opskrift: Snydeboller
Hvis I er lækkersultne, men ikke har overskud til at bage hverken pandekager eller boller, så kast Jer ud i denne lette opskrift på ‘snydeboller’.
De består af en tyk pandekagedej, der bages i muffinsforme i ovnen, og som mest af alt minder om teboller, når de kommer ud.
Jeg ved, det lyder underligt – men de smager altså fantastisk med en skive ost eller pålæg imellem, eller en klat hjemmerørt nutella ovenpå. Bedst af alt tager det kun 10 minutter at røre dejen og sætte dem i ovnen.
Snydeboller
2,5 dl mel
1 knivspids salt
2 tsk vaniljesukker
1 spsk revet citronskal (kan udelades)
2 dl mælk
2-3 æg
lidt smeltet smør eller kokosolie
Sådan gør du
Bland de tørre ingredienser i en skål. Tilsæt mælken lidt efter lidt, mens du pisker hurtigt med en elpisker. Tilsæt derefter æggene og det smeltede smør/kokosolie – og pisk det hele grundigt sammen et par minutter.
Hæld dejen i muffinsforme (silikone kan anbefales). Pas på I ikke får fyldt formene for meget op, da dejen hæver meget i ovnen.
Bag dem først 5-10 minutter i en ovn, der er forvarmet til 250 grader. Når de begynder at blive lysebrune, så skru varmen ned til 175 grader og bag dem færdigt i ca 20 minutter. Så er der snydeboller til alle sultne hjemmeunger.


8 kommentarer
Anitta Hejlesen
Jeg har snydeboller i ovnen netop nu, spændende…jeg har ikke den store erfaring med at bage. Jens Peter på knap 3 år hjalp mig, nu sidder han og kigger ind i ovnen….
Jane Thoning Callesen
Blev de gode? Er spændt på at høre, hvad I synes om dem.
Louise Dyrehave Helms
Vi har også prøvet dem.
MUMS de er lækre!
Dog skal jeg have købt silikone forme til næste gang.
De sidder godt fast i papirsformene 😉
Lykke
Hvor meget er lidt smeltet smør?
Jane Thoning Callesen
Bare en enkelt skefuld eller to 🙂 God fornøjelse med dem.
Katrine
Hej Jane, tak for opskrift. De er netop afprøvet og smagen er fin, men jeg synes de falder meget sammen når de kommer ud af ovnen. Oplever du også det?
Jane Thoning Callesen
Nogle gange gør de, andre gange ikke – det kommer lidt an på, hvor meget luft, man får pisket i dejen, og om man bruger varmluft eller ej. Så du bliver næsten nødt til at prøve dig frem 🙂
Lis Jeppesen
Jeg har lige bagt snydeboller og var meget imponeret, da jeg tog dem ud af ovnen, men, men, men , da jeg tog dem ud af formene, var de alle sammen hule 😉 – hvad pokker har jeg gjort galt ?????