
De bedste pebernødder
Der findes et hav af opskrifter på pebernødder, men denne er min klare favorit: De smager forrygende (slet ikke som dem, man køber), og dejen er virkelig let at arbejde med. Desuden skal der ikke æg i, og det betyder, man roligt kan lade børnene være med.
Herhjemme er det sjældent, at alt dejen bliver til pebernødder – den kan nemlig også fint bruges til ‘stik-ud’-forme, men det gør jo kun projektet endnu sjovere.
Opskriften passer til ca. 4 bageplader med kager. Frys eventuelt halvdelen af dejen ned, så kan I hurtigt bage en ny portion en anden dag.
Ingredienser til pebernødder
250 g smør eller mælkefri magarine
250 g sukker
1 dl. piskefløde eller anden væske (vand, havrefløde eller soyamælk fungerer fint, hvis du ligesom jeg har en mælkeallergiker i huset).
1 tsk. stødt kanel
1 tsk. kardemomme
1 tsk. stødt ingefær
1/2 tsk. stødt, hvid peber
1 tsk. bagepulver
1.tsk. natron
500 g hvedemel (1/3-del af melet kan eventuelt erstattes med sigtet speltmel, hvis I vil have en mere nøddeagtig smag).
Fremgangsmåde
Smør og sukker piskes hvidt med elpisker, eller med K-spaden på en røremaskine. Rør fløden/væsken i.
Vej melet af, og bland det med alle krydderierne, bagepulveret og natron. Bland det hele sammen og ælt grundigt, enten i hånden eller på røremaskinen.
Så er dejen klar – hvis I har god tid, kan I stille den på køl 30-60 minutter, før I arbejder med den – men det er altså ikke nødvendigt, synes jeg.
Udstyr dit barn med forklæde, kagerulle, udstiksforme og eventuelt en lille kniv, og tril så dejen til pebernødder og små figurer. Dejen hæver meget i ovnen, så husk at holde afstand mellem nødderne på bagepladen.
De bages 6-8 minutter i ovnen ved 200 grader (til de er lysebrune i kanten) – og bliver helt hårde, når de er kølet af.
God fornøjelse!


5 kommentarer
Tina
den skal prøves
Anne
Har prøvet dem i går – stort hit. Tak for opskiften!
Soes
Min datter har haft feber i dag, så i stedet for at gøre de planlagte ting, blev vi hjemme og bagte pebernødder efter din opskrift. Hun er 9 mdr., så hun sad i højstolen og kiggede på og sover nu lur, mens de er i ovnen.
De er virkelig lækre! Tak!
Charlotte
lyder spændende 🙂 skal det være hvis peber? 🙂
Charlotte
* hvidt 😉