Har du tænkt over, at bevægelsesleg ikke nødvendigvis behøver at foregå udenfor? At være udenfor er skønt og vækker utrolig mange sanser hos dit barn. Men der vil også være dage, hvor det bare fungerer bedre at blive indenfor. Måske er bror eller søster syg, eller måske har du en dag, hvor det slet ikke frister at skulle ud af døren. Du afventer måske håndværkerhjælp, en postpakke eller også blev det bare for meget med tykke regnvejrsstråler for 4. dag i træk.
Uanset grunden, så bliv roligt indenfor og gør dagen til noget særligt for dit barn. Dit barn kan sagtens “brænde krudt af” indendørs. Det kræver lidt forberedelse, men det kan absolut lade sig gøre. Indenfor kan I lave anderledes bevægelseslege, og barnet får dermed en fornyet sanseoplevelse.
Udfordringsbane
Lav en bane med udfordringer og forhindringer. Med nogle puder, tæpper, madrasser, stole og borde kan stuen/værelset omdannes til én stor aktivitetsbane i den stil, som passer jer.
Forbered en bane rundt i rummet, hvor barnet f.eks. skal:
Balancere på puder – hoppe over ting – gå trillebør – kaste små bold i en vaskebalje – kravle op og ned ad stole – kravle under bord – rulle sidelæns eller lave kolbøtter på en tyk skummadras – gå på line på f.eks. et reb eller en tommestok – snurre rundt 2 gange med en ærtepose på hovedet – hoppe på et ben rundt om 1 stol osv.
Brug f.eks. aktivitetsringe til at lave “øer”, som barnet skal træde i (alternativt kan I bruge korkbordskåner eller bøger). Og læg gerne et par store puder under skummadrassen, så den får lidt ”rutsjebane-effekt”.
Du kan eventuelt pifte legen op med ekstra sjove påfund – det kunne f.eks. være ærteposekast, kravletunnel, bolde osv. Følg blot din egen fornemmelse for, hvor meget dit barn kan klare af udfordringer – alt efter dets alder og udvikling.
Kun fantasien (og måske sortimentet af møbler) begrænser dig i denne leg.
Se dig omkring i rummet og tænkt kreativt. Du vil formentlig erfare, at rigtige mange møbler og ting faktisk kan bruges i denne leg. Og dit barn vil elske at få lov at tumle rundt.
Bolde og aktivitetskasse
En af vores yndlingsaktiviteter i hjemmet er de små plastikbolde i flere farver. De er en fantastisk investering, for de kan bruges til rigtig mange ting og ungerne elsker dem. Vi kaster dem op i luften og ned mod gulvet, så de hopper (vi bruger også en lille ”bold-sang”, som vi har lært i legestuen). Boldene bliver “luftet” på et lille tæppe, og vi lægger dem i en plastikbalje, så vi kan stikke fødderne i. Og vi kaster til måls efter f.eks. en kasse…. ja herhjemme er vi vilde med boldene, og der hvines nærmest af begejstring, når aktivitetsboldene finder deres vej ud af posen.
Lav gerne en stor kasse, som samler alle sagerne til indendørs aktivitetsleg. Det gør det dejlig nemt og overskueligt. Og på den måde ved barnet også præcis, hvad der skal ske, når kassen findes frem.
Kassen kan indeholde f.eks. sansebolde, små aktivitetsbolde, aktivitetsringe, tæpper, tennisbolde og sugerør, balancepuder, balancesten, rasleæg, sæbebobler, ærteposer, kravletunnel osv.
Når kassen tages frem, så vil barnet også vide præcis, hvad der nu skal ske. Giv gerne kassen et navn, f.eks. motorik-kassen, lege-kassen, aktivitets-kassen, krudt-kassen, tema-kassen, rabalder-kassen eller noget helt andet.
Har man et godt økonomisk råderum, så findes der alverdens gode indendørs legeredskaber i butikker og via internet. Tag et kig rundt i denne verden og bliv overrasket, hvor meget legetøj, der faktisk findes til at stimulere barnets sanser og bevægelse. En del af det er rigtig dyrt, men man behøver jo ikke nødvendigvis købe. Man kan i stedet lade sig inspirere og med lidt kreativ tankegang finde på noget selv, som i sidste ende giver den samme stimulering af barnet.
Bevægelse til musik
Børn elsker at bevæge sig og hvis det integreres med musik, så giver det barnet en helt anden bevægelsesoplevelse. Flere sanser kommer i brug, og koncentrationen skærpes.
Find noget musik, som I kan lide. Lad gerne barnet vælge mellem nogle forskellige typer musik, og gå i gang. Når I danser, så sørg for at snurre, hoppe, vrikke, vinke, nikke og svaje det bedste I kan.
Alt efter dit barns alder, så forsøg at træne en “mini-serie” – altså nogle dansetrin, som I gør løbende efter hinanden. Dansetrinene behøver ikke være storslået, blot noget enkelt som fungerer på barnets niveau.
Formålet er, at barnet får bevidsthed om sine bevægelser, samtidig med at I har det sjovt og får pulsen op! Og så kan børn jo godt lide det forudsigelige og gentagelser. Når I er sikre i jeres dans, kan I jo vælge at optræde for farmand, søskende eller familie.
Prøv også at udvide repertoiret med f.eks. robotdans eller “moon-walking”. Det er en spøjs måde at bevæge kroppen på, som vi jo normalt aldrig gør. Og så ser det jo sjovt og fjollet ud!
Brug også med fordel en gymnastik-dvd eller find et godt link på internettet. Når mor hygger sig med at hoppe rundt til programmet, lige som dem i tv, så vil barnet formentlig også synes, at det er helt fantastisk. Sådan sparer du også tid, da du senere på dagen, kan springe fitness-træningen over. Spørgsmålet er så, hvem der holder længst ud – om det er dig…eller barnet.
Legehaller og legestuer
Som et alternativ til indendørs leg, så kan I også vælge at tage af sted til en indendørs legehal eller legestue. Her vil kombinationen af bevægelse og leg og socialt samvær være en god blanding, som stimulerer dit barn optimalt.
Nogle steder finder der professionelle legehaller, hvor der er store kravlestativer, bolde, små boldbaner, køretøjer og en masse andet godt. Typisk vil sådan en tur til legehal koste lidt penge, men pengene kan være givet godt ud som et alternativ til det, som I ellers plejer. Det giver nye sanseindtryk, og så er der samtidig god chance for at møde andre jævnaldrende børn.
Find gerne en legestue, hvor du kan komme fast med dit barn – eller evt. flere. Hvis det er muligt, så vælg gerne en legestue, som også indeholder rytmik eller anden bevægelse. Her vil barnet blive godt stimuleret i sine sanser, og du vil muligvis få nogle gode ideer med hjem til afprøvning i stuen.
Er dit barn helt lille (under 1 år), så foregår der i de fleste kirker babysalmesang, hvor de mindste babyer kan blive stimuleret efter deres behov.
Gymnastikhold
Et godt bud på indendørs aktivitet for barnet, kunne også være et af landets gymnastik- eller tumlingehold. Der findes en del hold via lokale gymnastikforeninger eller aftenskoler.
Her vil børnene koncentreret og målrettet få trænet sanserne, samtidig med at det får en oplevelse af at være “på hold” og skulle lytte efter en anden voksen. Herigennem vil det også være muligt at skabe relationer til andre børn og forældre i nærområdet og måske få skabt private legeaftaler.
0 kommentarer