Udeleg er godt for sanserne

Guide: Udeleg

Udendørs leg er en fantastisk kilde til sansestimulation. Hvis du er opmærksom på de muligheder, naturen tilbyder, kan du variere aktiviteterne og dermed inspirere dit barn til at få det bedste ud af turene i det fri.

Sanser, leg og bevægelse er, som beskrevet i et tidligere indlæg, supervigtigt for dit barns udvikling. I denne guide fokuserer vi på, hvordan I kan variere legen udenfor, så sanserne stimuleres optimalt.

Legepladsen

En legeplads er altid et sikkert hit, og det er der en god grund til: På legepladsen bliver kroppen nemlig udfordret på stort set alle sanser, og det kan børn mærke. De elsker at lege med sandkasse, gynge, klatre, kravle, snurre, vippe og rutsje.

På legepladsen findes mange forskelligartede aktiviteter, som giver barnet lov at bruge løs af sine mange sanser, specielt balance- og bevægelsessansen er i fokus her.

Leg udenfor i sand, vandpytter, hop på sten og balancebomme giver en masse ekstra indput.

Lyden af vandplask, duften af græs, fornemmelsen af sand mellem fingre og tæer, oplevelsen af blæst i håret….listen er uendelig.

Ude i det fri får barnet mange gode sanseindtryk, samtidig med at kroppen trænes på en god og naturlig måde. Det er en god ide at udforske så mange forskellige legepladser som muligt, da de hver især kan have meget forskelligt at byde på.

Indret haven

Hvis I er så priviligerede at have Jeres egen have, så kan I arbejde på at indrette haven optimalt med forskellige legeredskaber. Tænk over, hvordan I ønsker legehaven udformet. Skal legeredskaberne primært være af træ, som skal kræver vedligeholdelse, men som vil ‘gå-i-et’ med naturen? Eller skal det være moderne plastiklegeredskaber, som er farverige og ikke kræver så meget vedligeholdelse?

Overvej hvordan børnene kan få så mange udfordringer som muligt i haven. Lav eventuelt en sansehave med forskellige udfordringer, planter og dufte, eller anret en lille vandkanal. Børnene vil elske det!

Tag på udflugt

Er I heldige at have strand i nærheden, så er strandklitterne et fantastisk sted at løbe rundt. Her skal barnet virkelig bruge muskler og balance for at komme op i og ned ad klitterne.

Hvis I bor tæt på en skov, så vil det også være et hit at gå på træstubbe og store sten. Måske kan I  også være heldige at finde et træ med en god kraftig lavthængende gren, hvor du kan løfte dit barn op og gå arm-gang.

Et andet udflugtsmål kan være en lille sø eller å, hvor barnet kan kaste brødrester ud til ænder eller andre fugle.

At kaste (og i øvrigt gribe) er god bevægelse for alle børn. Så tag eventuelt en lille bold med i tasken, så I kan kaste lidt til hinanden, når I nu alligevel er kommet afsted ud i det fri. Tag også gerne madpakker og turtæppe med ud – mad smager fantastisk, når den nydes under åben himmel.

Hvis vejret tillader det, så find en mindre græsbakke, som ungerne kan rulle sidelæns ned af. Eller find en hyggelig græsplæne, hvor I kan dreje rundt og rundt og rundt…..

Tag på opdagelse i nærområdet – det er helt sikkert fyldt med gode steder, hvor dit barn kan blive udfordret på sanserne.

Sansevejr

Kender du det med, at man kan være tilbøjelig til at blive inde, når vejret viser sig fra den kolde og våde side? Det kan virke helt uoverskueligt at tage på udflugt, når ungerne skal pakkes ind i så mange lag tøj først.

Men faktisk er regnvejr og blæst fantastiske sanseoplevelser for dit barn. Det vil elske at tumle rundt udenfor, når det er vådt. Under og efter regnvejr får både sand, sten og natur nemlig en helt ny dimension.

Sandet bliver mere robust at bygge med, stenene bliver glatte og blanke, og det ‘gamle hit’ med vandpytter behøver vist ikke en nærmere introduktion. Duften af regn er skønt, og lyden af dråber, der lander på blade og træer er naturens musik. På sådan en tur vil barnet virkelig få sine sanser i brug på den skønneste måde.

Pak Jer godt ind, og forbered forinden et lille forråd hjemme i køkkenet, så I hurtigt kan lave en kop varm kakao, når I kommer hjem. Så er der lagt op til en unik stjernestund med dit barn.

Husk endelig at bruge årstiderne som inspiration for jeres aktiviteter og lege udenfor. Sne, regn, solskin, blæsevejr – alle årstider har sin charme og sine udfordringer.

Hvad er dit bedste fif til udendørs leg? Skriv en kommentar herunder

Indlægget er skrevet af:

Mette C. Pedersen

Mette C. Pedersen

Mette C.Pedersen er ekspert i børns sanser - og hjemmegående mor til 4 børn. Hun bor med familien i hovedstadsområdet, lidt syd for København.

Måske vil du også synes om

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *