Dit barns synssans

Tag et kig på dit barns synssans

Synssansen er en spændende og vigtig sans, og vi mennesker bruger den konstant. Vi er mere eller mindre afhængige af den, så vi kan orientere os og aflæse vores omgivelser. Med syns-, høre-, og følesansen registrerer vi alt det, som omgiver os, og vi får derigennem optimal mulighed for at bevæge os sikkert rundt i både kendte og ukendte omgivelser.

Når barnet fødes, er synssansen er ikke helt færdigudviklet. Synet er til at starte med lidt sløret og utydeligt. På afstand vil det primært være lys og skygge barnet ser. Men allerede fra 3-4 måneder skærpes synet til at kunne betragte flere detaljer, og med tiden bliver barnets syn langsomt stærkere, og barnet får derved flere nye synsindtryk fra omgivelserne.

Alt, hvad barnet ser fra sin fødsel og frem, vil være nyt for barnet. Det skal helt fra begyndelse lære farver, former og udtryk at kende. Det er en lang proces, som foregår gennem meget af opvæksten. Det er vigtigt, at barnet sammen med sit syn får lov at undersøge så mange forskellige ting, som muligt. I takt med at barnet undersøger ting, vil det også kunne genkende forskellige effekter, og efterhånden vil det forstå betydningen deraf.

Legetøjet med farver og former

Barnet har som regel ganske meget legetøj, og meget af det er muligvis i gode stærke farver. Og det er selvfølgelig med god grund, at legetøj er så farverigt, for barnet stimuleres helt fantastisk deraf. Vær opmærksom på at få farver, form, mønstre og nuancer ind i jeres lege.

Næsten alt legetøj er jo en fryd for barnets øjne, men personligt synes jeg, at kalejdoskopet er noget helt særligt. Det lille spændende rør, som barnet kan se ind i og oplevet det smukkeste mønster i flere farver.

Og snurretoppen – som i fortiden var alle børns eje. Denne snurrende top er helt usædvanlig for barnet at betragte. Når toppen snurrer, så ændrer mønsteret sig og farver blandes sammen.

Hav gerne spændende legetøj, der pirrer øjet med flotte stærke og mange forskellige farver og /eller mønstre – og husk at der altid er god farvetræning at hente med farveblyanter og akrylmaling.

Naturens egne farver og former

Naturen har et væld af spændende detaljer. Om dit barn er i barnevogn eller til bens, så er naturen et rigtig spændende sted at bruge sine øjne. Sollys, de svajende træer, flyvende fugle, biler med fart, snegle på vej, hunde på luftetur, flotte sten, sommerfugle, grankogler eller nedfaldne blade. Det hele er nyt og interessant, og det skal alt sammen undersøges.

Vi ved jo f.eks., hvordan et rosenblad ser ud – men hvis man går tættere på, så udspringer der sig et væld af fantastiske former og nuancer i blomstens blade. Find blomster enten i naturen eller hos blomsterhandleren.

Find vandpytterne på turen. De kan nemlig bruges til andet end at plaske i! Se hvordan de glimter i lyset. De danner et spejl op mod himlen. Forsøg at smide en sten i pytten og se de fantastiske ringe brede sig i vandet.

Det er også fremragende leg at kigge i skyerne. Dette var min absolut yndlingsleg som barn. Se efter alle skyformationerne, som konstant ændrer sig. Alt efter tid på dagen og årstid, vil himlen kunne opleves meget forskelligt – det er helt vidunderligt!

Se dig omkring i hjemmet

Barnets hjem indeholder en guldgrube af spændende effekter, som barnet kan undersøge. Os voksne betragter typisk tingene som brugsting, men for barnet vil det højst sandsynligt forholde sig anderledes. Der vil med garanti gemme sig mange spændende ting i hjemmet, som barnet kan kigge nærmere på.

Se jer omkring og find hver dag en ny ting i hjemmet, som barnet kan undersøge nærmere.

Et godt eksempel, som mange sikker kender, er den blanke gryde. Barnet finder det helt fantastisk at spejle sig i siden af den blanke gryde. Her kan barnet se sig selv i en helt “ny” udgave. En blank gryde kan give “mund i panden” og et ret sjovt ansigt. Det er i øvrigt et stort hit hjemme hos os ved aftensmaden!

Og spejlet er en fascinerende opfindelse – især for barnet. Her kan barnet registrere sine egne bevægelse med sine øjne og lærer ansigtet godt at kende. Prøv at lave sjove og mærkelige ansigtslege foran spejlet. Legen er sjov og enkel og kan give et godt grin!

Når solen skinner ind ad vinduet, så prøv sammen med barnet at lave skygger på gulv eller væg. Børn er forundret over skygger og kan få lang tid til at gå med at betragte skyggen, der bevæger sig eller står stille. Det er god leg for barnet. Vi har haft denne lege-oplevelse med alle vores børn – og vi har fået nogle fantastiske fotos ud af det.

Så hav gerne et kamera i nærheden, når situationen byder sig.

Drop auto-piloten

Med tiden får vi gerne en tendens til at sætte brugen af vores synssans lidt på “auto-pilot”. Der er ikke mange voksne mennesker, som stopper op og studere det indre i blomsten eller det vandrende tusindben. Som voksen bruger vi gerne vores “erfaringslager”, som vi gennem barndom og opvækst har fyldt op. 

Men sådan er det ikke for barnet. Her er det en ny spændende verden af synsindtryk, der venter.  Med åbent sind søger barnets øjne mod nye uprøvede ting, som skal udforskes. Når barnet er spædt, vil det kunne bruge oceaner af tid på at undersøge, vende og dreje et stykke legetøj. Og efterhånden som barnet bliver ældre, så vil barnet og afprøve tingene i forskellige sammenhæng, og undersøge alle aspekter.

Giv dig selv tid til at stoppe op og undersøg verden sammen med dit barn.

Gå helt i dybden og kig godt efter, så I får øje på både små og store detaljer.

Tal om former og farver.

Det er god leg for barnet, og det giver dig og dit barn en fantastisk nærværsoplevelse. For barnet er der – uden vi voksne tænker så meget over det – så meget nyt at se på.

Dit barn vil elske at se dig dele interessen for alt det som I kan se sammen. Det er samtidig en fantastisk øvelse i at være i nuet og give nærhed til dit barn.

Gå på opdagelse med dit barn, og lad de bedste nærværsoplevelser komme til syne i jeres hverdag!

PS: Vil du vide mere om dit barns sanser: Læs introduktionen om sanser, få en guide til dit barns høresans, eller få gode ideer til sansestimulerende leg udenfor – og indenfor.

Indlægget er skrevet af:

Mette C. Pedersen

Mette C. Pedersen

Mette C.Pedersen er ekspert i børns sanser - og hjemmegående mor til 4 børn. Hun bor med familien i hovedstadsområdet, lidt syd for København.

Måske vil du også synes om

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *