Kan du også høre det? Det Nye År står utålmodigt og banker på døren.
Imens sidder Det Gamle År, som en olding med langt hvidt hår og skæg og rokker i gyngestolen og venter bare på at blive båret ud. Med alt hvad det gav os af glæder, sorger, lærdom, rigdom og visdom.
Jeg er taknemmelig for Det Gamle ÅR, men virkelig også klar til at tage imod Det Nye!
11 år med hjemmepassede børn
2023 har for mig været endnu et år med hjemmepassede børn – faktisk mit 11. år, for 1. januar 2013 skiftede jeg revisorkontoret ud med hjemmelivet og passede selv vores dengang 1-årige søn.
Nu er han og de næste to i flokken i skole, mens jeg har vores tre yngste børn herhjemme.
I takt med at børnene bliver ældre, åbner der sig muligheder for lidt arbejdstid til mig. Stadig ikke ret meget, men nok til at jeg turde gribe chancen, da jeg så at Hjemmeunger.dk søgte en ny ejer.
Så i starten af december overtog jeg Hjemmeunger og havde det fuldstændig, som om jeg havde fået en julegave på forskud.
Hvad bringer Det Nye År?
Jeg har med garanti flere drømme og planer og ambitioner end jeg kan nå at effektuere, som mor til 6 børn. Dog er jeg super optimistisk, da min tid som fuldtidsmor faktisk slutter i 2024, ifbm. at vores yngste børn starter i skole. Men altså – de får fri kl 12, så helt vendt på hovedet bliver vores hverdag ikke. 4 timer uden børn bliver dog alligevel noget af en omvæltning for mig.
Og med så meget “fritid” drømmer jeg om at kunne skabe nyt liv på Hjemmeunger, få lidt mere gang i min personlige blog, få gang i egen forretning og hjælpe min mand, som i 2024 udvidder sin webshop med fysisk butik. Og så har jeg jo eftermiddagene med alle 6 unger, spejder, gymnastik, legeaftaler og hvad der ellers hører med.
Hvorfor nyt liv på Hjemmeunger.dk?
Nyt design og ny struktur – er det virkelig nødvendigt? Det gamle virkede jo fint nok. Tja… Dels vil jeg selvfølgelig gerne sætte mit eget præg på siden og dels vil jeg gerne optimere brugeroplevelsen. Hjemmeunger er lidt som en flyttekasse fyldt med alle yndlingstingene, men kassen er blevet flyttet rundt så mange gange og åbnet og kigget i og flyttet igen, så til sidst blev det lidt svært at finde det, man leder efter.
Så derfor gik jeg fluks i gang med oprydning. (Og jeg er altså ikke færdig endnu, så bær over med mig så længe du støder på tomme sider eller døde links)
Min vision er dog helt klar: Jeg vil gøre Hjemmeunger til den dynamiske inspirationsportal, som den var engang. Det var her, jeg selv fandt den støtte og vejledning, jeg havde brug for til at tage springet og blive hjemmegående og det ønsker jeg fortsat at Hjemmeunger kan bidrage med for nye og kommende hjemmepassende forældre.
Og så tror jeg faktisk på, at vi har brug for den ekstra dybde, vi kan møde på en blog, frem for SoMe, som ofte går meget stærkt.
Vil du følges med mig i 2024?
Jeg håber ikke, at jeg er den eneste med passion for Hjemmeunger.dk.
Og jeg håber virkelig at mange både nye og gamle læsere vil følge med i 2024, hvor der igen kommer guides og tips og tricks til hjemmepasserlivet her på siden.
Det Gamle År skal bæres ud, men det skal det gamle indhold på Hjemmeunger ikke – det skal hives frem og støves lidt af, så det står flot ved siden af det nye, som kommer sammen med Det Nye År.
Godt Nytår – Ida
0 kommentarer