Har du prøvet at google noget med ‘forskning om hjemmepasning vs. vuggestuer? Det har jeg. Da jeg skulle træffe beslutningen om, hvorvidt vores ældste skulle i vuggestue eller ej, googlede jeg, til jeg var blåbær-blå i hovedet. Jeg ville så gerne gøre ‘det rigtige’: Tage det valg, der ville være bedst for vores søn og give ham de mest optimale kort på hånden. Det valg, der ville sikre ham den mest optimale udvikling og de allerbedste rammer. Jeg søgte i videnskabelige databaser, på biblioteker, på blogs og i Internettets alderfjerneste afkroge. Hvad var bedst? Hjemmepasning eller institutioner? Men intet sted fandt jeg valid dokumentation for, at det ene er bedre…

Der tikkede en mail ind i går – fra en velformuleret, dygtig, målrettet kvinde, der lige nu overvejer at sige sin attraktive stilling op for at blive hjemmegående mor med tid, ro og nærvær med sine tre børn, som hun føler, hun ser alt for lidt. Hun står lige nu midt i en overvejelsesproces, hvor der naturligt er mange tvivlsspørgsmål – og en af de ting, denne fantastiske kvinde er i tvivl om, er, hvorvidt hun kan klare hverdagen i hjemmet med tre små børn. Det har, skrev hun, længe føltes som en lettere løsning at sende dem afsted i pasning – hen til fagpersoner, der uden tvivl kan varetage…

Der er ingen tvivl om, at det er et stort spring du tager, når du vælger at blive hjemmegående, mens dine børn er små. Du taler sikkert med veninder, søskende, din mor og din mand om det. Overvejer det frem og tilbage. Skriver måske lister ”for” og ”imod”. Læser stribevis af bøger, artikler og blogindlæg, der vedrører børns psykologi, andres erfaringer efter at have prøvet dét, skattemæssige/ tilskudsmæssige fordele og ulemper, moderrolle og identitet osv. osv. Alle har en mening om det. Samfundet, din arbejdsgiver og din mand har forventninger til dig i din nye rolle som mor/hustru/borger/medarbejder. Tankerne flyver rundt i hovedet på dig; hvordan skal du komme tilbage…