Anne Kirstine Waage Beck: Snefri
Beslutningen

Snefri: En dag derhjemme

Anne Kirstine Waage Beck: Snefri

Jeg bor med min mand og vores tre små børn på et nedlagt landbrug på Bornholms sydøstlige kant, hvor vi flyttede til for knap to år siden. Her falder en del sne om vinteren.

I år har vi været for sent ude med at investere i et sæt vinterdæk til bilen og i en Berlingo på sommerdæk, er man ilde stedt i snemasserne.

Det måtte jeg indse, da jeg forleden morgen stod op til et tykt lag sne. Manden var på arbejde på Sjælland og ungerne skulle af sted i dagpleje, så jeg kunne passe mit arbejde som ph.d.-studerende, den dag med skrivedag hjemme.

Det så sort ud. Eller rettere hvidt, for haven og gården omkring huset var dækket af den fineste rene sne, der blev ved at falde, mens jeg tog bestik af situationen fra hoveddøren. Jeg gik frisk i gang med sneskovlen og fik ryddet nogle meter bag bilen.

Min yngste dreng, Georg på halvandet, så til fra vinduet, mens tvillingerne Carla og Victor på snart tre, var opslugt af et børneprogram på tv. Georg blev hurtigt ked af situationen med en mor i flyverdragt på den anden side af døren, så jeg måtte sætte farten op. Ind i bilen, bakgear og en satsning af de store. Det endte med, at jeg sad ubehjælpeligt fast i en snedrive med den ene baghjul.

Det begyndte at gå op for mig, at jeg ikke kunne komme af sted. Inde i huset ringede jeg til dagplejemoren og sagde, at vi holdt snefri. En blanding af begejstring og mild panik fyldte mig.

Jeg har fået mine tre børn i løbet af femten måneder, så der har været en lang periode, hvor det har været svært at være alene om dem. Måske derfor blev jeg en smule bekymret ved tanken om at være spærret inde på matriklen, uden ret meget i køleskabet.

Hvad skulle vi lave og ville det blive for hårdt? Hvad skulle vi spise? Der var kun en halv liter mælk, en smule pålæg til frokost, ingen brød og ingen frugt. Men det var jo egentlig også enestående hyggeligt og en sjov udfordring at se, hvordan det ville gå.

Jeg tog et stort smil på, og meddelte ungerne, at vi ikke skulle afsted. Det synes de var alle tiders. Skal vi så blive hjemme, mor? Jahhhh, råbte de i kor. Jeg blev i helt godt humør.

Jeg rørte en dej sammen til boller og bryggede en kande kaffe. Så slog jeg mig ned i stuen sammen med dem og så Byggemand Bob, mens jeg nød kaffen med den yngste på skødet. Senere legede de i sneen i gården, mens jeg fik ryddet lidt mere. Til frokost fik vi de friske boller med det pålæg, der var.

De sov som tre små sten til middag, længere end de plejer, og jeg fik arbejdet imens. Min datter var den første, der meldte sig efter luren. Jeg tog hende op, svøbte hende i et tæppe og satte mig med hende, så hun kunne vågne.

Jeg mærkede hendes krop blive tung og varm, og hendes åndedræt ændrede sig. Hun var faldet i søvn igen.

Sådan sad vi længe i den halvmørke stue. Det tidlige tusmørke sænkede sig over gården, den fastkørte bil og møblerne herinde. Sneen dalede fortsat roligt ned. Min datter sov i mine arme.

Jeg så på hendes lille ansigt, øjnenes drømmesøvn og sutten, der bevægede sig op og ned med mellemrum.

Aftenen gik fint. Der var lidt almindeligt kaos ind imellem, men det kom vi igennem. Der var ro om alle vores gøremål den dag, for vi skulle ikke nå noget, det vidste vi alle sammen. Og det gjorde hele forskellen, tror jeg.

Det var ikke for hårdt. På en måde var det lettere end en almindelig hverdag med alle dens skift. Sneen begrænsede os, men den gav os en anden slags frihed. Og det kan man da godt tænke lidt over.

Anne Kirstine Waage Beck er mor til tre børn og næstformand i Småbørnsfamilieforeningen SAMFO. Desuden er hun en aktiv samfundsdebattør, som jævnligt optræder på avisernes debatsider med familiepolitiske indlæg.

6 kommentarer

  • Jane Thoning Callesen

    Sikke en dejlig klumme, Anne – jeg elsker beskrivelsen af, hvordan du tager din lune datter op fra lur og sidder tæt med hende i tusmørket. Det nyder jeg også hver eftermiddag, og er hver eneste dag taknemmelig for, at det er mig – og ikke en kommunal omsorgsperson – der får dette privilegium. Håber du får lyst til at skrive endnu flere klummer til siden her – TAK. Kærligst, Jane

  • Pandekagemor

    Dejlig klumme at læse. Kan virkelig genkende din beskrivelse af hvordan det var en blanding af panik og begejstring der fyldte dig med udsigten til at være alene hjemme med ungerne. Der er 17 måneder mellem mine som jeg har været meget alene med – det var alt muligt andet end lutter lagkage til at begynde med;)

  • Anne

    Tusind tak for jeres kommentarer, jeg er glad for, at I kunne lide den. Og ja tak, Jane, jeg vil gerne skirve mere 🙂

    Mange julehilsner fra Anne

  • Mette C. Pedersen

    synes bestemt også at denne klumme var skøn at læse, det er lige præcis sådanne oplevelser af nærhed og varme med sine børn, som man i den grad får af at være med dem ….tak for din skønne historie.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.