hjemmegående skruebrækker
Mod strømmen

En husmoderlig skruebrækker

hjemmegående skruebrækker

Det er sært. Hvor ofte hører vi ikke rosende ord om danskernes lange, betalte barsel, mens de positive ord bliver til nedladenhed eller undren, når talen falder på den hjemmegående mor eller familier, der har fravalgt de kommunale institutioner?

Man bliver en slags skruebrækker, når man vælger en livsform, der er anderledes end normen, og bizart nok er det lidt af en afvigelse, hvis man i Danmark vælger at passe sine egne småbørn. ”Det må du da gerne, bare du selv betaler,” er en af paraderne, mens en anden kunne lyde: ”Vi har jo på demokratisk vis valgt en model her i Danmark, hvor børnene bliver passet ude, så også kvinderne kan bidrage til samfundsøkonomien.”

Sjældent forstår folk, at vi der passer vores egne børn da i dén grad betaler selv, mens det er familier, som vælger institutionerne, der koster skattekroner. Og at det netop er den ”demokratisk valgte model”, der er årsag til det.

Men fordi man altså i de flestes øjne sætter sig uden for det større fællesskab – hvor fejlagtig den opfattelse end måtte være – så bliver det en slags modkultur at passe sine egne børn og at sætte deres og familiens velbefindende over samfundsøkonomien og den påståede ligestilling.

Modkultur er som regel noget man forbinder med punkere, anarkister og outrerede typer, som bryder alle regler for god opførsel og gerne i fuld offentlighed, som regel fordi de har noget systemkritisk på hjerte. Hjemmepasning er naturligvis ikke modkultur i den forstand, og jeg har nu heller aldrig oplevet, at nogen familie har valgt det som en decideret provokation mod systemet. Men det bliver udefra set som en form for oprør, og det risikerer også at blive det, når man gang på gang skal lytte til de samme, gamle fordomme og fordømmelser. Det må man bare forholde sig til.

Det er nu stadig sært. Den lange barsel knuselsker de fleste: Man er gravid i ni måneder, hvor man nærmest ikke kan få nok af graviditetsbøger, gravid-gymnastik, gravid-yoga, fødselsforberedelse og feminiserede mænd. Så kommer baby og man skynder sig til babyrytmik og i mødregrupper, hvor man spadserer på café og bruger urimeligt mange penge på kaffe til overpris, og man ammer for guds skyld offentligt og koger i øvrigt kun økologisk grød og purerer selv sin ærtemos.

Når der så er gået 10-12 måneder har rigtig mange, forståeligt nok, nået en form for kvalmegrænse i selvsmageri, og kan ikke vente med at komme tilbage til sit lønnede arbejde med voksensnak og en form for ro. I mellemtiden er lille Tut i hvert fald også blevet såååå klar til at komme i institution, for nu kan man bare ikke længere selv underholde ham. Og mor skal have sit liv tilbage. Gå hjemme? Not in a life time! Det er virkelig sært.

Lisbet Røge Jensen
Lisbet Røge Jensen er daværende formand for Småbørnsfamilieforeningen (SAMFO).

Er hjemmepasning en form for modkultur? Hvad tænker du om Lisbets klumme? Del nedenunder

Lisbet Røge Jensen er formand for Småbørnsfamilieforeningen SAMFO og skriver indlæg til hjemmeunger.dk på vegne af foreningen. Hun er gift og mor til to børn, Milton (2008) og Dagny (2010), som gik hjemme hos deres mor og far indtil de blev gamle nok til at starte i en lille Montessoriskole. Læs mere om SAMFO på www.samfo.dk

7 kommentarer

  • Tina Albæk Hille

    Ja da- en husmoderlig skruebrækker, sådan Lisbeth! Jeg mærker kampgejsten, og lysten til forandring…

  • Anne

    Jeg er enig, godt formuleret.

    I vores tid er der kommet et noget usundt fokus på graviditeten, fødslen, amningen og barslen som morens selvrealisering og “oplevelse”. Det står i skarp kontrast til, at næsten alle overlader deres børn til mere eller mindre fremmede mennesker på fuld tid, når de er knap et år. Så er man måske mæt af barselsaktiviteter og trænger til luftforandring og fordi det er normalt at aflevere børnene, tror man det er rigtigt. Men fordi noget er normalt, er det ikke nødvendigvis det rigtige.

    Jeg synes, vi mangler en diskussion om, hvad det vil sige at være forældre og især hvad børn har brug for. Efter to år som mor, kan jeg kun sige, at børn har ekstremt stort behov for tryghed og nærhed med deres forældre, nok særligt deres mor, i de første år. Ja, så anhold mig for at undergrave feminismen: Det er bare sådan det er.

    Når sundhedsplejersker, jordemødre osv taler om spædbørn, amning osv,, er der ingen ende på, hvor meget nærhed og kontakt betyder, hvordan er vi så blevet enige om at det behov udslettes, når barslen slutter? Det gør det jo ikke.

    Egentlig synes jeg, det er en skam, at så mange forældre aldrig når frem til at reflektere rigtigt over disse ting. De fleste er for pressede af samfundets normer, økonomiske hensyn osv., til nogensinde at stille sig selv spørgsmålet, tror jeg. Dermed får vi forældre ikke de oplevelser, vi kunne have haft med vores børn og vi bliver frataget muligheden for at skabe en stærk og varm familieramme omkring vores liv. Jeg synes der er stor forskel på vores generation, der for manges vedkommende selv har været i institution (alder 30-45 år) og så generationen før. Den varme og de kompetencer der lå i mange (givetvis ikke alle) storfamilier er forsvundet i dag.

    Og vi betaler prisen i form af overtrætte børn, der hænger og piver hele aftenen, fremfor rolige og velafbalancerede børn, der hviler i visheden om, at deres mor er der. Det tror jeg bare ikke mange er bevidste om. Hvor meget vi selv går glip af. Samfundets “børneesksperter” er for en stor dels vedkommende hoppet med på den vogn, og giver tips til hvordan man får afledt de små, mens man skal lave aftensmad, at man slet ikke skal have dårlig samvittighed over at bedøve dem med tv i de sene eftermiddagstimer osv. (f.eks. Lola Jensen). Men det er jo en løgn. Gid vi kunne få skabt en bevidsthed om det her og så få aflyst den lidt for højspændte dyrkelse af barslen. Det ville give en bedre balance. Og formodentlig give flere familier mod på at kræve børnene tilbage.

    Vedr modkultur: Ja, det er et af de mest kontroversielle standpunkter, man kan indtage i dag i Danmark: At man vil passe sine børn selv. Den kan vi da lige lade stå lidt…

  • Mette P

    Lidt “skruebrækker” er der muligvis over det, når man oplyser sit modige skridt til at blive hjemmegående. Man lyser derved med den skarpeste lygte i det vildeste mørke…..
    Måske skyldes dette i virkeligheden, at man derved viser en enorm styrke ved at træffe netop dette valg – det er jo ikke et valg for de sarte.
    At være hjemme med sine børn, kræver efter min mening en stor portion mod, styrke, vedholdenhed. Det er ikke et job, hvor man lige kan tage en sygedag eller holde ferie fra (medmindre man er heldigt stillet med hjemmegående bedsteforældre, hvilket – som jeg oplever det – også kan være lidt en mangelvare).
    Det kræver en stor indsats at give barnet gode rammer og give barnet de rigtige værktøjer – man skal kunne: planlægge, strukturere, konflikthåndtere, lede, praktisere, være kreativ, være opsøgende og være tålmodig….osv.

    Når man vælger at være hjemmegående med børn, så betyder det at en eller flere små individer er 100% afhængig af den indsats man gør…. Mon ikke det kan skræmme nogen / de fleste?

    Og ja – hvor sært egentligt: At mange kan dyrke moderrollen med alt hvad dertil hører – for derefter at lægge det på hylden nærmest fra den ene dag til den anden..(mellem 2 og 3 dages “indkøring” og så afsted til jobbet)….. jeg har obsereret tendensen på nærmeste hold i mødregrupper – og undret mig hver gang….
    Jeg forstår det ikke, fordi jeg elsker netop når mit dejlige afkom kommer op i 10 måneders alderen og man rigtig kan begynde at nyde den spændende udvikling. Det er jo disse første år, som det hele handler om! Men flere ytrede at “nu trænger han/hun altså til at se andre børn”…..
    Naturligvis er det for nogle en økonomisk nødvendighed at gå tilbage på job – og dertil kræves et hjælpende psykologisk forsvar – en mekanismen som hjælper til at fortrænge det, som man må give afkald på. Og projektering til det, som man så får istedet.

    Jeg synes det er en spændende klumme Lisbeth her har skrevet – jeg synes bestemt at hun har fat i noget essiensielt til at undre sig over….

  • Marianne

    Om det er et oprør i den forstand: For mig blev det lige præcis det. Fordi så mange sagde “gider du virkelig det”, “skal du ikke snart ud og have dit virke igen”, “jeg har set et jobopslag som er lige noget for dig”, ofte uopfordret. Alle synes at vide, bedre end jeg, hvad der var bedst for mig, og for Georg og Hannah (altså børnene, på hhv. 2½ og 1). Og så blev jeg stædig, for den slags provokerer mig og tænkte “jeg skal sgu vise dem”. Og så sagde jeg op, mens Hannah var i maven. Min mand (aka skaffedyret, elektrikeren, som hader sort arbejde, fordi han elsker at holde fri) var ikke klar over at jeg ville gøre det før jeg kom hjem og sagde at nu var det gjort. Men han støttede mig. Nogle dage har jeg fortrudt, især når veninderne fra ingeniørstudiet fortæller om deres job, og hvad de oplever, for det synes jeg da er fedt, det vil jeg ikke lægge skjul på. Men når jeg så hører om deres hverdag og deres børn, så misunder jeg dem ikke, og så ved jeg at jeg gør det rigtige. Og en kommentar til det økonomiske: Ja nogen sidder hårdt i det, og jeg tror bestemt der er nogen, omend meget få, som reelt ikke kan vælge at gå hjemme. Men langt de fleste er så afhængige af ferier, fladskærme og fastfood, at de derfor ikke har råd. Kunne de skrue ned for alt det, så tror jeg de sagtens kunne klare sig. Det er bare min mening.

  • Sidsel Drengsgaaard

    Tak for dine indlæg her på siden. Jeg har utallige gange den sidste tid hørt vendingen: Hun/han er bare sååååå klar til vuggestue. Og som du nævnte i en anden klumme; vuggestuetræning med indstillingen, de skal jo lære det! Og egentligt er det jo ikke så underligt, for man har vel brug for at forsikre sig selv om, at ens valg er det rigtige. Det er samme mekanisme, når der ved en skilsmisse bliver sagt, at det er det bedste for børnene, fordi det er det bedste for far og mor. Igen et forsøg på at legitimisere (forkerte) valg, for selv at kunne leve med dem, selvom vi egentlig godt ved bedre, hvis vi tør ‘smage på’ sandheden.

    Jeg har selv en datter på 11 1/2 måned, som jeg heldigvis fortsat skal passe hjemme. Det glæder jeg mig over!

    Alt godt.
    Sidsel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.