mode hjemmegaaende
Hverdagen

Mode & Skønhed for hjemmemødre

mode hjemmegaaende

Lad os bare være ærlige: Som hjemmegående mor er det let at falde i nattøj-og strithårs-fælden.

Det er begrænset, hvor mange mennesker, man møder i løbet af dagen. Og joggingbukser er så bløde og rare at have på, når man ligger på gulvet og samler BRIO – eller slår kolbøtter med ungerne i sengen.

Men altså.

Du skylder dig selv at tage dit udseende alvorligt. Selvom du ikke skal ud og imponere kunder eller kollegaer med din fremtoning, sender dit udseende stadig et signal til dig selv.

Vil du se træt og ugidelig ud, hver gang du ser dig selv i spejlet? Eller energisk og veltilpas?

Der er jo også en mand, der kommer hjem på et tidspunkt. Og ja, han synes, du er smukkest med morgenhår, og ja, han elsker dig uanset hvad. Men du synes vel også, han er allerlækrest, når han gør lidt ud af sig selv, ikke? Så gør det samme for ham – og for dig selv.

 

Velvære giver energi

Selv er jeg bestemt ingen fashionista, men jeg elsker følelsen af tøj, der sidder godt – og mærker en markant højere energi, når jeg kan smile til mit spejlbillede i løbet af dagen.

Mode for hjemmemødre handler ikke om, at du skal bruge en masse penge, du ikke har, på de nyeste tendenser og accessories, eller om at du skal lave krævende smokey-eyes til hverdag.

Det handler om at være bevidst om, hvilket signal du gerne vil sende til dig selv. At tage dig selv alvorligt, unde dig selv en følelse af velvære og derved booste din energi.

Jeg indrømmer som sagt gerne, at jeg ikke er nogen mode-ekspert. Men hvis du er ny i hjemmelivet og ikke lige ved, hvad du skal skifte kontorhabitten ud med, kan det være, du alligevel kan bruge mine erfaringer til noget. Her kommer de:

 

Tøj

Når man bruger så mange timer på at lege, kravle og tumle hver dag, er det et must at tøjet er blødt og fleksibelt. Men det behøver ikke være slidte joggingbukser eller gamle gamacher fra 80’erne, vel?

Uldne strømpebukser, pæne leggings, haremsbukser eller yoga pants er gode bud på underdele, mens ensfarvede bluser i blød bomuld er skønne foroven.

Det kan godt betale sig at give lidt ekstra for nogle gode basisting af høj kvalitet.

Jeg elsker de danske mærker moshi moshi mind og Isée by Fleur Tang, som laver blødt basis-tøj af høj kvalitet, der samtidig er pænt. Eneste minus er, at det er ret dyrt – men begge mærker fås ofte på udsalg hos min favorit-webshop, So Last Season.

Hvis du skal ønske dig noget virkelig lækkert i julegave, så kig nærmere på cashmerebukserne og cardigans’ne hos Life Is. Det er dyrt, men virkelig fantastisk og holder for evigt.

Er du ammende, vil jeg varmt anbefale dig et købe en stak basis t-shirts og undertrøjer fra Samsøe Samsøe. Gå efter de udringede, elastiske modeller, som er nemme at hive brystet op af, når baby er sulten. De fås i et hav af farver – og er også geniale om natten.

Skal du ud af huset, er en sort, taljeret blazer og et pænt tørklæde nemt at kaste over dit bløde hyggetøj – mens du kan stikke fødderne i pæne, flade ballerinaer eller farverige sneakers.

 

Skønhed

Jeg shopper sjældent makeup, men når jeg gør, vil jeg have god kvalitet – uden for meget tilsætningsbras.

Nogle af mine yndlingsprodukter, der er supernemme at bruge for hjemmemødre, er den geniale mineralfoundation fra Tromborg (bøtten holder omkring et år ved daglig brug), blush fra Jane Iredale og brun mascara fra Clinique. Et lille pift Avene fordelt over ansigtet til sidst holder makeuppen på plads hele dagen.

Det tager under 3 minutter at lægge en hurtig hverdagsmakeup med disse produkter, og max 2 minutter at fjerne det hele igen om aftenen med med en god olie – jeg elsker abrikoskerneolien fra Juhldahl.

 

Hår

Mit bedste tip til ‘hår for hjemmemødre’ må være at gå regelmæssigt til frisøren – eventuelt finde en frisørskole nær dig, hvis budgettet er stramt.

Alle frisurer er altså pænest, når de er velholdte – og så kommer du langt med en god hårkur (min favorit er denne) og en hurtig hestehale derhjemme.

 

Vil du dele din skønhedsrutine med mig? Skriv nedenfor

Hej - jeg hedder Jane, og det er mig, der er damen bag hjemmeunger.dk. Det er min passion at inspirere mødre til at følge deres intuition og mavefornemmelse. Jeg er uddannet journalist, gift med Jan, hjemmegående mor til Max på fire, Anna på to og en lillebror fra januar 2014. Og så er jeg forfatter til bogen 'En blid start - for dig og dit barn', der udkom på Nyt Nordisk Forlag i juni 2013.

24 kommentarer

  • Pandekagemor

    Inspirerende indlæg!!:)
    Jeg er dog faldet 100% i jeans grøften, som jeg gerne vil slå et slag for. Jeg synes de er fantastiske til at skjule lidt post-graviditets mave med, ikke bærer alt for tydelige tegn af at der er snottet en næse i dem/tørret fingre af i dem (og så videre) og så bliver de også fantastisk bløde/kropsformede når de er gået til. På vej ud af døren hopper jeg gerne i mine støvler der har bare et par centimeter hæl og bruger ellers også taljeret jakke og tørklæde trikket + øreringe og føler mig så ikke helt ved siden af i den omgivende verden af top-stylede arbejdende kvinder;)

  • Jane

    Hm Pandekagemor, det lyder som om, du virkelig har fanget en god hjemmestil. Det kunne være, jeg skulle give jeans’ne endnu en chance? Synes bare tit de sidder for stramt og stift til, at jeg rigtigt føler mig tilpas. Men jeg er også ret sensitiv med tøj. Elsker kjoler og uldne strømpebukser her om efteråret. Er der nogle jeansmærker, du kan anbefale? Et par læderstøvler med hæl er også på min ønskeliste. Lige for tiden tiller jeg rundt i de sejeste, flade sælskindsstøvler fra polarcirklen – men vi er også i Norge lige nu 🙂 Øreringe – uh det er så smukt! Har ikke selv huller i ørene (er virkelig piercing-angst!), men hvis jeg havde, ville jeg helt klart give den gas der. Jeg synes det er SÅ smukt med et par halvlange øreringe til en flot kvindehals.

  • Tina

    det er så rigtigt skrevet for bare fordi man er hjemme behøver man ikke og se kedelig ud og det påvirker ens humør utroligt meget – gør det ved mig i hvert fald hvis jeg ikke gør lidt ud af mig selv hver morgen…

  • Soes

    Hej! God artikel!

    Jeg synes også, at det betyder noget, at jeg lige får gjort lidt ud af mig selv. For mig betyder det noget, at håret er sat, mascara og mineralpudder er på og så rent og velsiddende tøj. Så er jeg klar.

    Creme og makeup:
    Jeg bruger Jane Iredales mineralpudder og ved særlige lejligheder også blush (dog ikke hver dag). Af ansigtscreme bruger jeg Moisture replenishing day cream fra Jurlique (økologisk) – fantastisk dejlig, men desværre ret dyr, men jeg ønsker mig den altid i jule- og fødselsdagsgave. Derudover kan jeg anbefale øjencreme (gele) fra Melissa, det kan være det er placebo, men jeg føler jeg ser meget friskere ud, når jeg har taget den på, og den er ikke specielt dyr. Jeg har besluttet mig for at bruge den til fremtidige barselsgaver – til mødrene:)

    Tøj:
    Jeg vil bare lige anbefale toppene (Heal Tank Top) fra Mamalicious til 129 kr.. Dem brugte jeg under graviditeten, og jeg bruger dem stadig, for de er super, når man ammer, da de er super elastiske, så man kan lige hive ned. Det er det bedst graviditets- og ammetøj, jeg har haft. Jeg har fire i fire forskellige farver, så de passer til alt mit andet tøj. Derudover bruger jeg næsten altid leggings eller jeans og cardigans. Jeg frisker også op med tørklæder og øreringe.

    Kh Søs

    • Jane

      Orv ja Soes, havde helt glemt Mamalicious-toppene. Dem har jeg også været glad for under graviditeterne! Godt tip med øjengele fra Melissa, den vil jeg se nærmere på.

  • piag

    Fin artikel, min filosofi har dog altid været, at være velklædt – det kan man være uden at det er dyrt. Have make-up på hver dag, og håret er også sat – hvad enten det er kort eller langt. Mine favorit tøj mærker er Claire, Cream og Kaffe. (har arbejdet hos Claire og syntes at de har en lækker kvalitet i deres tøj) Jeg bruger ofte tørklæder som tilbehør, og smykker, men glemmer dog tit øreringene. Mit favorit udetøj er fra Ilse Jacobsen, Hornbæk, både softshell frakken og de lange gummistøvler, lever jeg i næsten hele året – og praktisk i det her danske sommer og efterårsvejr ! Af make-up mærker bruger jeg Clinique.
    Til børnene køber jeg både fra de lidt dyrere mærker og også fra de billigere. Mine favorit mærker er fra Ticket to Heaven, Name it, Milk Copenhaven, Popm de Lux, Hummel.
    Hvad køber I til børnene, det dyrere der fint kan gå i arv til de yngre søskende eller det billige man kan tillade sig at kassér når barnet er vokset af det. ?

  • Tina

    ingen af mine børn har mærketøj de har det billige tøj og gerne brugt og det går også i arv og bliver gemt i kasser indtil de kan passe det…der er ikke råd til andet…men heldigvis elsker de arvetøj

  • Jane

    Samme her – vi har været så heldige at arve en masse tøj til både storebror og lillesøster, som er helt perfekt til hverdagsbrug. Til fødselsdag og jul bliver de tit “begavet” med lidt finere og dyrere tøj, som supplerer garderoben perfekt. Det er derfor sjældent, vi selv køber tøj til dem – men når vi gør, er det som regel uld & silke fra fx Disana, Engel eller Cosilana eller basistøj fra HM. Er for nylig blevet vildt forelsket i Chaos Couture (som også har en annonce på forsiden af hjemmeunger.dk). Det er godt nok blødt og fint og samtidig rimelig billigt, synes jeg, skal snart have bestilt nogle bukser og bluser til storebror derfra.

  • Pandekagemor

    Her blander vi også både kvalitetstøj, arvetøj og billigt tøj til børnene. Jeg er ikke så meget til de mærker der virkelig skilter med deres logoer, men synes de stribede fra Katvig er en god kvalitet og dejligt neutralt. For nyligt fandt jeg ud af at smallstuff laver nogle super fine ensfarvede basisbluser der er gode til lange smalle børn – det bliver det nye hit til lillebror kan jeg fornemme. Jeg køber næsten alt børnenes kvalitetstøj på endten Januar eller sommer udsalg. Ellers har jeg også fundet nogle lækre sager til rimelig pris på tøjmesse, mærker jeg slet ikke kender.

    Mht. jeans så er jeg ikke så kræsen, dog er mine jeans fra objekt klart de blødeste, selvom de ikke er leggins agtige. Jeg har også været rigtig glad for mine mamalicious toppe, men er faktisk skiftet til flexees “stram ind” toppe. De er både effektive og behagelige at have på (på nær på de varmeste sommerdage).

  • Soes

    Hej igen,

    min datter får både arvetøj fra kusinen og som gaver, og så kan jeg ikke lade være at købe nogle ting, som jeg synes er søde. Jeg synes der er mange gode handler at gøre på trendsales og når onlinebutikkerne holder udsalg. Men jeg må indrømme, at jeg kommer til at købe lidt for meget, mere end hun har brug for i hvert fald.

  • piag

    Hvis nogen af jer er interesseret så har Pomp De Lux altid – 70 % på tøjet, og Milk Copenhagen op til ½ pris sidst på sæsonen, det er de tispunkter jeg køber deres mærker, for så køber jeg en str større til de to yngste. Så ender priserne nede på niveau med Bilka og billigere end h&m. Hummel køber jeg i sportsbutikkerne eller på nettet, når det er nedsat, der er også en del penge at spare.
    Vi kender desværre ingen vi kan arve af, men sender gerne vores tøj videre til venner og bekendte der gladelig tager imod 🙂

  • piag

    Det ku vi sagtens finde ud af fremover, men jeg tænker hvad med afstanden mellem os, kan ikke lige huske hvor du bor ? Jeg bor jo i midjylland……
    Håber I har haft en dejlig efterårsferie 🙂

  • susanne

    Et godt skønheds og wellness tip fra mig: Når det er ved at være godnat tid for min lille pige på 14 måneder, så er det farmand der putter og jeg vælger min yndlings cd og går ud på badeværelset for at koble af. Tager mig et langt bad (vi har desværre ikke karbad) og hører god musik. Jeg giver tid til alt det jeg ikke har tid til ellers, hårkur, en god bodycreme, negle osv. Andre gange når min husbond møder sent eller har en fridag, så passer han pigen om morgenen, og jeg tager en morgen svømmetur i svømmehallen, som har perfekt åbningstid for en hjemmegående moder;-) 06-09 om morgenen…(der er godt nok mest pensionister der kommer, men det er nu også dejligt afslappende;-) Mht. tøj så er det utroligt hvad man kan finde i Red barnet eller frelsenshær. Begge steder hvor jeg har købt rigtigt meget for ingen penge! 🙂

  • *Randi*

    Et lille brugbart tip; Når efterår -vinter melder sin ankomst, bliver min hud altid enormt tør. Efter et dejligt varmt bad, smører jeg babyolie ind over hele kroppen -men huden stadig er varm og våd. Efterfølgende tørrer jeg mig som vanligt og vupti en super lækker hud som stråler af vitalitet og fugt! -og så bliver huden super blød. Min mand elsker det!!
    Et tip til ammende mødre; Hvis der er andre som oplever at fælde super meget under amning, vil jeg KLART anbefale Balance scalp energy serum fra SP. Det virker!!! Kan købes billigt på nicehair.dk. Jeg fældede, så jeg var sikker på at jeg ville ende skaldet inden ammeperioden var ovre. Så slemt gik det ikke… Håber dette kan glæde andre? 🙂

  • *Randi*

    Hej Tina. Jeg er lidt usikker på, om din kommentar er henvendt til mig? Hvis du er interesseret i “anti-fælde-vidunderet” så skal du gå på nicehair.dk. Der skal du gå under fanen “Wella” – dernæst vælge “System Professional”, vælge “Balance skalp” og købe “Wellas 2 produkter for 199kr”. Derunder kan du så vælge at købe 2 af “Balance scalp energy serum”. En koster nemlig 176 kr. Så lidt sparet er der! Mvh Randi

  • piag

    Randi, den var vist til mig 🙂
    Tina næste gang jeg rydder ud i tøjet, får du lige en besked fra mig, så jeg kan få din adresse 🙂
    Kh. Pia

  • Sally

    Hvis man kan få logistikken til at gå op om morgenen, kan man jo aftale med sin partner at begge skal have tid til at gøre sig klar til at “gå på arbejde”. For selv om man går hjemme er det jo stadig væk et arbejde, på lige fod med den ude-arbejdenes. Herhjemme taler vi ihvertfald om at det kunne være en fin rutine, når den tid kommer, at jeg havde “frikvarter” om morgenen, når man som hjemmegående ellers er på job non-stop, hvor jeg så kunne gøre mig lækker og på den måde stråle resten af dagen.
    Angåene tøjet må jeg varmt anbefale Trendsales, ikke nødvendigvis for at få billige mærkevarer, men også helt almindeligt tøj bliver solgt derinde til fordelagtige priser og det er lidt nemmere at klikkke rundt derinde efter putte-tid, end det er at styrte samtlige genbrugser rundt med et barn, i håb om at finde noget brugbart.
    I Kvickly kan man også få en dejlig all-in-one shampoo/kropssæbe fra Anglemark til baby, som også fungere rigtig godt til større børn og forældre 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.