Januar: Cecilie Lund

Interview – Månedens hjemmegående januar 2017

Er du til blogs om børn, mode, tvillinger og mere børn? Så kender du måske allerede månedens vinder, der bedre er kendt under navnet Fashionmom. På hendes blog fashionmom.dk kan du læse om hendes hjemmemors bekendelser med et drys af mode i en dagligdag fyldt med børn og dejlige stunder.

Hjemmeungers anden pris som månedens hjemmegående går til:

Cecilie Lund

Cecilie bor til dagligt i Århus sammen med hende mand Stefan og deres fem børn – Tristan og Samson på 10 år, Lucia på 7 år og Ziva og Valentin på 4½ år. Cecilie begyndte at gå hjemme, da hendes to yngste blev født for godt 5 år siden.

Cecilie har en HF og nogle enkeltfag i bagagen, født og opvokset i Hellerup i København. Hendes bedre halvdel Stefan mødte hun for 14 år siden, og i dag arbejder Stefan som elektroingeniør med klinisk logistik. Ved siden af hjemmelivet kreerer Cecilie også fantastiske tegninger i hendes virksomhed ‘by call’.

Vi har fået lov til at komme lidt tættere på Cecilie og hendes liv som hjemmegående med fem børn.

Hvorfor valgte du at blive hjemmegående?

– Fra jeg fik mine første børn som 22-årige, med en tanke om, at det var umuligt at gå hjemme og til jeg fik mine yngste som 28-årig, skete der rigtig meget med mig. Jeg ville gerne have gået hjemme med dem alle, men dengang føltes det ikke som en mulighed, og økonomisk var det heller ikke muligt, da min mand studerede.

– Da han fik arbejde, og jeg blev gravid for tredje gang, vidste jeg, at de skulle passes hjemme. Jeg vidste, jeg kunne gøre det og jeg vidste, at hele familien ville få glæde af det, selvom det ville blive trængt økonomisk. Min mand så det på samme måde. Jeg tror, at børnene får en dejlig ro og styrke af at være hjemme med deres mor. De har rolige formiddage med leg og andre dage i legestuen. De går også på et hold en gang om ugen, fra kl. 12-15, hvor jeg ikke er med. Det er dejligt at se dem trygge med de voksne, de har kendt gennem lang tid i legestuen.

Hvor lang tid regner du med at være hjemmegående? – Og hvorfor?

– Først tænkte jeg, at de skulle afsted, når de blev 3 år, men da vi kom der til, synes jeg, det virkede mærkeligt at sende dem afsted. Det føltes som at ødelægge noget godt, bare fordi ‘det er sådan, man gør i Danmark’. Nu er de næsten 5 år, og så længe der er venner på samme alder i legestuen, så bliver de hjemme indtil skolestart.

Mødte du forståelse for dit valg om at blive hjemmegående i dine omgivelser?

– Fra min familie har jeg mødt den største forståelse og respekt. De har altid bakket op om beslutningen, også selvom det betød, at vi ikke havde råd til at tage mange ture på besøg. Fra omgivelserne har det været lidt blandet, men overvejende positivt. Det er mest via bloggen, jeg har mødt negative og uforstående kommentarer.

Hvad var din største bekymring omkring at blive hjemmegående, før du tog valget?

– Jeg tænkte på, om jeg ville kunne gøre det godt nok, når nu man hører så meget om socialisering og stimulering, som de opnår gennem vuggestue og børnehave. Jeg har dog oplevet, at det slet ikke er noget problem. Hvis man bare tilpasser sig de behov, de har for sociale sammenhænge og er nærværende, så får de al den stimulering, de har brug for, og de sociale færdigheder, de skal bruge fremover – i en tryg og rolig hverdag.

Har tilværelsen som hjemmegående levet op til dine forventninger?

– Den har langt oversteget mine forventninger. Både fordi jeg er vild med den måde at leve på, men også fordi jeg har oplevet, at vi kan finde ud af det. Jeg kan passe mine egne børn, godt! Og de trives i deres hverdag og hele familien nyder godt af det. Det er en af de bedste beslutninger, jeg har taget.

Hvad har været den største gevinst og det største afsavn for dig ved at være hjemmegående?

– Jeg elsker, at jeg selv bestemmer over vores tid. Vi har tid – masser af tid – både til hjemmeungerne og til de store efter skole. Det er tid, der aldrig kommer igen, og jeg har fået lov til at have den tid med dem! Det er en fantastisk gevinst.

– Det største afsavn er ro. For der er ikke meget ro i huset…nogensinde. Det er dejligt med liv i huset, men jeg har brug for at komme væk engang i mellem. Enten sammen med en veninde eller på date med manden. Fx. tage en tur alene ned i byen, er luksus. Jeg kan godt savne at være sammen med voksne mennesker, hvor man ikke skal forholde sig til, om de selv tager ansvar for sig selv. Jeg kan nogle gange savne almindelig voksensnak, som fx. ikke involverer frustration over, hvorfor man skal have sko på udenfor.

Hvad har I gjort, for at det økonomisk kan hænge sammen?

– Det har ikke været let at få det til at hænge sammen økonomisk. Dog har det været en kamp, vi gerne ville tage, for at give vores børn en opvækst med de værdier, vi synes, er vigtige. Selvom min mand har en god løn, så har vi måtte prioritere en bil fra. Vi prøver at spare i hverdagen – på vand og el osv. Jeg finder gode tilbud på mad og handler ofte i genbrug. Jeg finder også ting i storskrald og upcycler dem, så vi kan bruge dem i hjemmet.

Hvordan kunne en dag se ud hos jer?

– Jeg er så heldig, at min mand lader mig sove, til han tager afsted på arbejde, og sender de store i skole. Så min morgen starter med, at de to yngste sidder i sofaen i stuen og spiller Ipad. Imens jeg laver 5-10 minutters yoga. Herefter spiser vi sammen og gør klar til dagen, madpakker, indkøbsliste osv.

– Alt efter hvilken dag det er, gør vi klar med madpakker, eller de løber ind og leger. Vi går i legestue to gange om ugen på faste hold, hvor de har fået venner og glæder sig til at komme. Tirsdag er rengøringsdag, så der er vi hjemme, og så er der fri leg på værelserne. Her er det en kæmpe fordel at have tvillinger, de leger på samme niveau og har en masse tilfælles. Hvis vi er hjemme, spiser vi frokost sammen ved 12-tiden. Da de var små, var det allerede kl. 10.30, men nu er der ingen, der skal sove middagssøvn, så vi spiser bare, når vi er sultne.

– De andre dage tager vi ofte på biblioteket, går en tur, handler ind, har en legeaftale osv. Når de store kommer fra skole ved 14-15 tiden, spiser børnene igen. Her hører vi, hvad de store har oplevet.

– Når min mand kommer hjem ved 16.15-tiden er det tid til en kop kaffe for mig. Her får jeg lige en halv times ro. Imens er børnene som regel ude at lege eller også går de en tur med deres far. Jeg har brug for denne stund, for at komme godt igennem dagen og videre til aftensmad og putning.

– Ved 20-tiden er alle puttet, selvom ikke alle sover. Så har vi (min mand og jeg) stuen og aftenen for os selv.

Er du selv blevet hjemmepasset som barn? Og hvad husker du fra tiden?

– Jeg blev passet hjemme det meste af tiden. Jeg var i børnehave et par timer om ugen, hvilket jeg ikke var vild med. Jeg husker tiden hjemme som hyggelig og tryg.

Hvordan har du udviklet dig som ”hjemmepasser”?

– Jeg har udviklet mig meget de sidste år, hvor jeg har været hjemmepasser. Om det er, fordi jeg går hjemme, børnene er bliver større og større, eller fordi det er det, man gør først i 30’erne, ved jeg ikke.

– Jeg gik fra at være i tvivl, om jeg kunne finde ud af det, til nu at være stolt af det, vi kan som familie. Jeg har lært at få nogle gode rutiner op at stå, så børnene ved, hvad der skal ske i løbet af dagen og ugen. Jeg har også lært ikke at ‘undskylde’ for mit valg, men virkelig at ‘owne’ det og være mere ligeglad med, hvilken reaktion andre har, når jeg fortælle dem om vores hjemmeliv.

– Jeg er blevet bedre til at lytte til andre, der har taget andre valg, uden at skulle presse mit valg ned over deres hoved. Jeg tror, de fleste mødre kan lære meget af hinanden, også selvom vi er uenige om livsstil og opdragelse. Jeg er gået fra at ville sammenligne mit liv med andres, til at være glad for både min og andres valg. Det har været svært, men det er så rart, ikke at skulle leve livet som en konkurrence, der skal vindes eller tabes.

Hvilke fordomme har du mødt, mens du har gået hjemme med dine børn?

– Jeg tror, det er de helt normale fordomme. Folk tror ikke, at mine børn lærer de sociale spilleregler. De tror, at jeg pyldrer helt vildt om dem, og at jeg tror, jeg er bedre end andre – Janteloven. Eller modsat, fordi jeg ikke arbejder, så er jeg ikke lige så meget værd som dem. De synes, det er synd for mine børn, at vi ikke har flere penge. Folk kan også tro, at vi ikke har noget netværk, og at børnene ikke møder andre børn.

Til sidst – De 3 sjove:

Nævn en af dine dårlige vaner.

– Jeg skal snacke lidt chips hver aften, helst imens jeg ser tv og spiller Jurassic World på Ipad’en.

Hvordan ser dit liv ud om 5 år?

– Jeg ved det ikke… de to yngste skal i skole om 1½ år, og så må jeg finde ud af, hvad jeg vil. Jeg har jo ikke en videregående uddannelse, så måske skal jeg den vej.

Hvad er dit nytårsforsæt?

– At være en mere kærlig og forstående mor, der viser mere tålmodighed. At spise lidt mere chokolade og have endnu mere alenetid med min mand.

Her kan du læse, hvilke spørgsmål Cecilie fik af følgerne på hjemmeunger.dk

4 kommentarer

  • Sigga

    Kære grankusine
    Dejlig artikel. Det glæder mig at du har fundet ro i dit valg af din og din families livsstil. Det er ikke altid nemt at finde ud af hvad der er den bedste løsning og så føre det ud i livet.
    Jeg går jo hjemme med vores 5 mdr gamle nu og han er skrevet op til børnepasning fra han eromkring 1 år, “for det gør man jo”, som du også nævner. Men jeg må da indrømme at jeg efter at have læst interviewet tænker at jeg lige må overveje den beslutning lidt mere. Jeg savner voksentid, så jeg tror ikke at hjemmemorlivet er for mig, men der er klart andre fordele, så det må da lige overvejes.
    Rigtig meget held og lykke med det hele fortsat!
    Kh Sigga

    • Cecilie Lund

      Hej Sigga!

      Så dejligt at høre fra dig og Tillykke med din lille dreng 🙂
      Det er helt sikkert at hjemmelivet ikke er for alle og det er dejligt at vi er forskellige. Jeg synes altid det er spændende at høre om andres liv og erfaringer.
      Min egen erfaring har vist mig at, for mig, er det mere værd med noget tid med børnene, imens de er små, end at have voksne omkring med hele arbejdsdagen.
      Jeg forstiller mig at man også i løbet af en arbejdsdag, kan føle sig irriteret og lidt frustreret. Sådan er det for mig herhjemme en gang imellem. Nu værdsætter jeg virkelig de dage i legestuen, hvor jeg hygger og snakker med de andre mødre, jeg er bedre til underholde mig selv og i det hele taget tage ansvar for mit eget socialliv, end jeg var før.
      Det kommer selvfølgelig ikke lige med det samme og der er stor forskel fra at være hjemme med en baby og 2 på næsten 5 år.
      Jeg håber du finder den helt rigtige måde at indrette dit/jeres liv på <3
      De kærligste tanker fra Cecilie

  • Heidi

    Har du gjort noget for at sikre dig selv og børnene økonomisk, mens du går hjemme? Hvis der nu skulle ske noget med din mand eller evt. en skilsmisse, inden du når ud på arbejdsmarkedet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.