Så fik I læsere igen ordet, og her kan I læse Pernille og Nikolaj’s svar på jeres spørgsmål.
Hvilke overvejelser har I gjort jer i forhold til unschooling/worldschooling og jeres børns venskaber?
– Vi har gjort rigtig mange tanker🙂. Det er og har hele tiden været vores største bekymring. Vi kan høre, at det er meget forskelligt, hvordan børn reagerer, og derfor ved vi ikke helt, hvad løsningen er endnu. Men for det første er vi ved at have skabt et stærkt netværk af hjemmeskolere i Danmark, som vi kan være i kontakt med også på vejen. Dem vil vi skrive med – særligt vil vores børn forhåbentligt skrive med hinanden. Vi vil også blive længere tid mange steder, så det aldrig bliver en-to nætter hvert sted, men tit en måned eller mere. Det giver selvfølgelig ikke det samme som at møde i samme klasse hver dag, men det giver noget andet. Jeg tror også vores tilgang til det vil ændre sig, som børnene bliver ældre, for dermed ændres deres ønsker om venskab sig nok også.
– Vi er også indstillet på at opsøge andre worldschoolere rundt i verden, måske at rejse med dem, at følges med dem eller bo sammen med dem i perioder.
Hvordan lærer I jeres børn, at det er ok at være anderledes? Italesætter I det for dem?
– Det ved de allerede🙂. Både at det er ok, og at de gør noget anderledes. Vores store datter på fem fortæller stolt, at hun allerede går i skole – hjemmeskole. Og i hjemmeskolen kan man lære alt. Hun fortæller også, at hun skal rejse jorden rundt og kun mangler et land for at være medlem af De Berejstes Klub. Så indtil videre er hun ikke bange for at sige det og har ikke mødt folk, der har fordømt hende eller os for det. Men det kommer jo nok en dag, og derfor snakker vi om det. Vi arbejder meget på ikke at dæmonisere skolen, for den er det rigtige valg for nogle, blot ikke for alle.
– Men Karla spurgte mig en dag “Skal jeg altid gå i skole herhjemme?”, og til det kunne jeg kun svare, at det også er op til hende. Vil hun meget gerne i skole, må hun (og siden Konrad) gerne prøve. Der er gode skoler, og mange som er glade for at gå i skole, men jeg tror ikke, det kan konkurrere med at rejse rundt i verden. I næsten alt vi gør, snakker vi om det både som familie, som par og som forældre. Vi snakker med vores børn og stoler på deres egen viden og dømmekraft.
Hvad er de største udfordringer, når man rejser med helt små børn? Og hvordan har I valgt at løse dem?
– Det tror jeg er meget forskelligt fra familie til familie. For os har udfordringen været tid. Hvis vi skulle rejse hurtigt, gik det i koks. Derfor valgte vi med begge børn at tage på en tremåneders rejse rundt i Europa. Vi fløj ikke med nogle af børnene, før de var halvandet år, fordi det virkede fornuftigt for os. Vi har også stor respekt for sygdomme, vaccinerer osv. Derfor passede Europa os rigtig godt med en baby.
– Mit bedste råd til folk, der vil rejse med børn, er altid begynd i din egen komfortzone – er man meget vant til at rejse i Asien, så tag dem med til Asien. Er man ikke vant til at rejse, så begynd med en cykeltur i Sverige osv. Tag det lidt nedefra og op.
Hvordan har jeres børn håndteret at rejse så meget. Har de reageret på hjemkomsten til Danmark, eller ved skiftende indkvarteringer på rundrejser?
– Vores to børn reagerer meget forskelligt. Den ene er klart mere sensitiv end den anden. Begge trives dog bedst med flere dage samme sted. De elsker også at gå ned på samme restaurant eller gense templet eller….Vi rejser rundt, men ikke hver dag måske to til fem dage hvert sted – gerne med flest femdagesstop.
– Mht. hjemkomsten har de faktisk ikke reageret ret meget. De har hurtigt været hjemme igen, og det har ikke betydet det store for dem.
Se det fulde interview med Pernille og Nikolaj her.
