Frit valg, hjemmegående, vuggestue, socialisering
Lad pengene følge barnet

Frit valg til alle

Hjemmepassede børn er et særsyn i Danmark. Her i landet har vi rekord i udepasning, og 85 procent af børn mellem 1-2 år går i vuggestue, mens hele 96,5 procent af børn mellem 3-5 år går i daginstitution.

Jeg er ikke den eneste med hjemmepassede børn, der har mødt andre forældre, som uden at kvie tillader sig de uhyrligste kommentarer, når man fortæller at ens småbørns hverdag primært leves i hjemmet: ”Bliver han ikke mærkelig?”, ”Synes du ikke han skal socialiseres?”, ”Keder du dig ikke?” og ”Skal du ikke ud at bruge din uddannelse?” er blandt de indledende spørgsmål til de harske inkvisitioner, jeg er blevet mødt med på legepladser, til familiekomsammener og i gode venners lag.

Jeg ved, at spørgsmålene ikke er enestående, fordi vi i Småbørnsfamilieforeningen SAMFO åbent taler om disse episoder, og undrer os over, at så mange danske familier, fremtrædende personligheder og meningsdannere med den største selvfølgelighed anser os som outsidere.

Hvordan er det blevet sådan? Hvorfor er det blevet kontroversielt, at gøre noget så ukontroversielt som at tage sig af sit eget afkom?

 

Den Danske Model

Det er det, fordi Den Danske Model blandt andet er baseret på og organiseret således, at man sender småbørnene ud af hjemmet. Den Danske Model er det, som man i populær tale kalder Velfærdsstaten. Den er karakteriseret ved et omfattende system af velfærdsydelser, som er universelle, herunder hospitalsydelser og ældrepleje men også den kommunale børnepasning, og som primært betales over skatterne.

Børnepasningen bliver altså brugt politisk og som et politisk middel til at opnå bestemte mål, der blandt andet inkluderer økonomisk omfordeling og ligestilling i resultatet mellem mænd og kvinder, hvilket i praksis vil sige en ligelig fordeling af mænd og kvinder, der deltager i det formelle arbejdsmarked.

Socialdemokraten Mogens Lykketoft formulerer det således, når han beskriver den kommunale pasning som et af “de væsentligste træk ved den danske model”: ”I kommunale børnepasninger – vuggestuer, børnehaver og skolefritidsordninger –  er forældrenes egenbetaling typisk under en tredjedel af driftsomkostningen [pt. maks. 25% jf. dagtilbudsloven, LRJ]; for familier med flere børn og for lavtlønnede endda endnu mindre. Tre fjerdedele af de samlede udgifter betales over de almindelige skatter. Det har økonomisk lettet kvindernes indtog på arbejdsmarkedet og er med til at forklare, at 96 pct. af alle børn mellem 2-5 år er i pasningsordninger” (Mogens Lykketoft, Den Danske Model, AE 2010).

 

Prisen er frihed

Som Den Danske Model er indrettet for nuværende, betaler vi dog for opnåelsen af disse politiske mål med vores frihed. Familiens frihed til at indrette sig, som man vil, er i praksis ikke eksisterende, fordi den kommunale børnepasning bliver finansieret via et tilskudssystem, som er stærkt diskriminerende overfor familier med hjemmepassede børn.

En vuggestueplads i eksempelvis Københavns Kommune koster månedligt 11.000 kroner per barn. Forældrene bliver dog blot opkrævet 2.780 kroner om måneden, og det vil sige, at der udenom forældrene bliver sendt godt 8.000 gode skattekroner til institutionen. Desuden betaler kommunen institutionens ejendomsudgifter, herunder husleje. Vælger man private pasningsordninger eller hjemmepasning, skal man – som mange læsere i dette forum sikkert vil vide af egne bitre erfaringer – igennem et specifikt ansøgningsforløb og opfylde særlige kriterier for tildeling af tilskud. I nogle kommuner bliver man aldeles forfordelt.

 

Hvem har råd til andet?

Det tilskudssystem skaber altså nogle klare økonomiske incitamenter til at vælge udepasning. Systemet fortæller os nemlig, at hvis vi sender vores børn ud til pasning, så får vi et årligt tilskud, der hurtigt løber op i hundredetusindekroners størrelsen for en familie med to børn. Hvis vi passer dem selv, får vi ingen skatterabat og må i mange tilfælde vinke farvel til de sparsomme tilskudsordninger, der i øvrigt findes, fordi vi ikke opfylder sirligt udformede krav. Men vi skal stadig være med til at betale regningen via vores skattebetaling.

For selvom vi passer børnene hjemme, er vi stadig en del af det omfordelende cirkus. I nogle familier med hjemmepassede børn arbejder kun den ene forælder, men i mange tilfælde arbejder begge: Som selvstændige, freelancere, med forskudt/nedsat arbejdstid eller med hjælp fra den øvrige familie. Alle er vi dog på lige fod en del af såvel det formelle som uformelle arbejdsmarked, vi er en del af civilsamfundet, men vi passer bare ikke ind den ensretning af familielivet, som er en konsekvens af Den Danske Model, fordi vi har valgt en atypisk intern arbejdsdeling.

 

Økonomisk ligestilling, tak

Det er ikke rimeligt, at Den Danske Model er indrettet således, at udepasningen favoriseres økonomisk. Det er urimeligt af mange årsager, herunder fordi familiens frihed til at vælge den livsform, de finder bedst passende, begrænses kraftigt. Men vigtigst af alt er det urimeligt, fordi det tilsidesætter hensynet til barnet, når vi som familie skal vælge, hvordan vores hverdag skal se ud. Derudover synes den nuværende indretning af velfærdsmodellen at have skabt en kultur, hvor det er helt almindeligt at anse familier med hjemmepassede børn som en slags skruebrækkere, der spilder deres dyre uddannelser og bryder en samfundskontrakt, som tilsyneladende sætter arbejdsmarkedet højere end alle andre hensyn, herunder hensynet til børnenes ve og vel.

I SAMFO arbejder vi aktivt for at ændre den nuværende indretning af systemet. Vi arbejder for, at pengene skal følge barnet, eksempelvis ved at det nuværende tilskud, der automatisk tildeles institutionerne, omlægges til et skattefradrag eller en børnecheck. En sådan økonomisk ligestilling ville medføre reel valgfrihed for danske familier – også de der har valgt en livsstil, som for nuværende er helt uden for kategori.

 

Velkommen hjem, unger

Vi hilser Hjemmeunger velkommen i denne debat om familielivet, og ønsker at de forhåbentligt mange interessante artikler og historier herinde, kan være en del af et opgør med den lidet familievenlige kultur, der eksempelvis kommer til udtryk, når landets egen statsminister til en britisk avis siger, at ”…det synes et spild for samfundet at give en kvinde en kandidatgrad i jura ved et fornemt universitet, og så bruger hun sin tid til at passe børnene”. For kvinder – og mænd – der forstår, at uddannelse ikke er spildt i hjemmet, og at livet er inddelt i mange faser, blandt andet en fase som småbørnsfamilie, de kan aldrig være et spild for noget ønskværdigt samfund. Disse kvinder, mænd og familier er tværtimod hjørnesten i et stærkt civilsamfund, hvor barnets vigtige trygge og sikre base er hjemmet.

Lisbet Røge Jensen
Indlægget er skrevet af Lisbet Røge Jensen daværende formand for Småbørnsfamilieforeningen (SAMFO).

Lisbet Røge Jensen er formand for Småbørnsfamilieforeningen SAMFO og skriver indlæg til hjemmeunger.dk på vegne af foreningen. Hun er gift og mor til to børn, Milton (2008) og Dagny (2010), som gik hjemme hos deres mor og far indtil de blev gamle nok til at starte i en lille Montessoriskole. Læs mere om SAMFO på www.samfo.dk

En kommentar

  • Anne Braüner

    Hørt, Lisbet! En super redegørelse for nogle af problemerne ved Den Danske Model – og konstruktive forslag til, hvordan vi kommer videre.

    Ønsker al mulig held og lykke med denne hjemmeside. Jeg går ikke længere hjemme, men jeg har fået så meget med mig videre i de år, jeg gik hjemme med vores 4 børn. Det ville jeg aldrig have undværet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.