Kan du klare det?
Der tikkede en mail ind i går – fra en velformuleret, dygtig, målrettet kvinde, der lige nu overvejer at sige sin attraktive stilling op for at blive hjemmegående mor med tid, ro og nærvær med sine tre børn, som hun føler, hun ser alt for lidt.
Hun står lige nu midt i en overvejelsesproces, hvor der naturligt er mange tvivlsspørgsmål – og en af de ting, denne fantastiske kvinde er i tvivl om, er, hvorvidt hun kan klare hverdagen i hjemmet med tre små børn.
Det har, skrev hun, længe føltes som en lettere løsning at sende dem afsted i pasning – hen til fagpersoner, der uden tvivl kan varetage deres behov.
Jeg husker denne tvivl meget tydeligt fra mig selv. I september 2009 stod jeg nemlig i samme situation: En attraktiv stilling på den ene hånd, og lysten til at være sammen med mit barn på den anden. Krydret med en tung tvivl om, hvorvidt jeg nu også var kompetent nok til at sikre, at min søn blev harmonisk, social, empatisk og alt det andet, pædagogerne kan.
Jeg var også i tvivl om, hvorvidt jeg selv kunne overskue at tilbringe alle de timer i hjemmet med ham – og hvad vi i øvrigt skulle fylde dagene ud med.
Egentligt er det ironisk, at det for mange virker sværere at være mor på fuld tid, end at varetage et karrierejob. Det mest basale – omsorg, leg og hjemlige rutiner – kan føles vanskeligere at få styr på, end arbejdsmarkedets faglige krav.
Rollemodellerne mangler
Jeg tror, det er blevet sådan, fordi vi mangler rollemodeller. Standardmodellen i Danmark er to gange fuldtidskarriere og børn i institution fra 8-16. Det er den model, vi vokser op efter, vænner os til, måler os efter og stræber efter. Mange af os kender ingen eller kun få andre kvinder, der har valgt at sætte karrieren på pause for at være mor på fuld tid.
Vi drømmer måske om det, men ved faktisk ikke, hvordan sådan en hverdag ser ud i praksis – eller hvilke kompetencer, vi skal trække på, for at den nye hverdag bliver en succes. Og så virker det enormt skræmmende at skulle føre drømmen ud i livet.
Der findes ingen manualer for, hvordan man er hjemmegående mor. Man kan ikke træne eller studere til det, og der er ingen chefer, der coacher og giver feedback. Man har kun sig selv og sine børn som pejlemærker for, om det man gør, nu også fungerer. Og man starter på bar bund.
Ja, du kan klare det!
Det tager tid at finde den nye rytme, både for den voksne, der skal undvære kollegaer og faste arbejdsrutiner, og for barnet/børnene, der skal vænne sig til en hverdag i et helt andet tempo end det, institutionerne tilbyder.
Men mine egne erfaringer, og det jeg hører fra andre hjemmegående, er, at det faktisk går fint, og endda også bedre end forventet. Stimulation og socialisering sker af sig selv i løbet af hverdagens aktiviteter, møder og gøremål, og rutinerne falder som regel på plads i løbet af den første måned eller to.
At være hjemmegående mor kræver dedikation, engagement og lyst til at være sammen med sine børn gennem tykt og tyndt. Men det er bestemt ikke raketvidenskab. Så ja, du kan sagtens klare det – hvis det altså er det, du virkelig gerne vil.
Hvordan oplevede du overgangen fra arbejdsliv til hjemmeliv? Skriv en kommentar nedenunder.
J.T.C
Hej - jeg hedder Jane, og det er mig, der er damen bag hjemmeunger.dk. Det er min passion at inspirere mødre til at følge deres intuition og mavefornemmelse. Jeg er uddannet journalist, gift med Jan, hjemmegående mor til Max på fire, Anna på to og en lillebror fra januar 2014. Og så er jeg forfatter til bogen 'En blid start - for dig og dit barn', der udkom på Nyt Nordisk Forlag i juni 2013.
Du vil muligvis også synes om
Hjemmegående – et reflekteret valg
9 svar til dig, der overvejer hjemmelivet
3 kommentarer
Gitte
Egentlig er det lidt pusigt at man moeder saa mange kvinder (og maend) som tvivler paa deres egne evner i forhold til at passe deres egne boern. Og et eller andet sted synes jeg det er soergeligt at vi har et samfund der paa den maade har formaaet at underminere foraeldres selvtillid i forhold til deres egne boern. Hvornaar blev det bedre for barnet at vaere i paedagogers varetaegt, end hjemme hos mor/far?
Saa sent som i dag talte jeg med en kvinde i den lokale legestue. Hun blev meget forbavset, da hun hoerte at vi havde fravalgt institution til vores 20 mdr. barn. Hun var overbevist om, at hendes 10 mdr. datter kedede sig derhjemme og traengte til at komme i vuggestue, da hun lavede brokkelyde, og desuden mente hun at det kraevede enormt meget energi at underholde sine egne boern. De kraever jo underholdning hele tiden…
Min erfaring er, at det hele loeser sig. 20 mdr. “bebs” svinger stoevsugerroeret naaar det skal goeres rent, holder rugbroedet og “pakker ud” naar der er blevet handlet ind, smider med toejet naar vi har vasket osv osv. Ikke meget direkte underholdning i det og alligevel er hun dybt optaget og har det sjovt:)
benedikterahbek
Jeg tror det er rigtigt, at mange mødre, som måske leger med tanken om at være hjemmegående mangler rollemodeller. Jeg er selv i den lidt unikke situation, at der faktisk er mange kvinder i min familie (inklusiv min egen mor) som har været hjemmegående. Det er kvinder jeg virkelig ser op til og som har gjort meget godt for deres mand og børn. Det betyder virkelig noget for mig, at jeg kan tænke på dem og spejle mig i dem og tænke: “Hvordan klarede de det mon?” og “sådan vil jeg også være”. Det giver mig mod til at kæmpe videre når det nogen gange er hårdt.
*Randi*
For mange år siden, inden jeg blev gift og fik barn, var mit største ønske at være hjemmegående -og nu er jeg hjemmegående!! 🙂
Jeg havde aldrig tænkt over, at det skulle være “et problem” at være hjemmegående, aldrig tænkt at barnet vil mangle stimulation, sociale evner osv.
Men efter min udmelding om beslutningen, er disse spørgsmål kommet til mig -fra andre!!
-og SÅ tvivlede jeg på mig selv, tænkte “åh nej, er det en dum beslutning”, “vil min søn blive normal” osv. Men NEJ! Det er den bedste beslutning for min søn og for vores familie. Hvorfor skal vi stille spørgsmålstegn ved om vi mødre kan passe vores egne børn? Hvorfor skal det være bedre at sende dem i pasning, hvor der er underbemanding feks.?
Burde en regnvejrsdag ikke bla. kunne stimulere mit barn når han mærker regndråberne på sit hoved og hænder? Stimuleres af lyden af regn på paraplyen, hoppe i vandpytter, og mærke fødderne blive våde fordi vanden sprøjtede op i støvlen? -som eksempel på nu en trist dag med masser af regn…
Desuden, så er trygge børn, børn som er sikre på mor og far. Denne tryghed giver vi når vi IKKE aflevere dem i pasningstilbud, i en alt for tidlig alder. -evt læs Gideon Zlotnik.
Så ja, vi kan alle tvivle og tro vi ikke kan magte at være hjemmegående, eller stimulere vores børn til at udvikle sig som de skal. -men det passer ikke!
Gå på opdagelse i livet med dit barn. Tænk feks. regnvejr; hvordan føles dråberne, hvordan mærkes vand i en vandpyt, hvordan lyder det når regnen lander på paraplyen? Så skal de nok blive stimuleret nok…
Og sidst, legestuer, andre hjemmegående mødre, veninder som er på barsel -udnyt det. Barnet lærer meget på få formiddage:)