læringsapps ipad
Leg & læring

iPad som læringsredskab

læringsapps ipad

Hvis I har en iPad eller en anden tavlecomputer, har I måske haft diskussioner om, hvor meget – og til hvilke formål – den må bruges. For burde ungerne ikke hellere løbe og lege med en pind i en skov? Og bliver de ikke dumme og dvaske af alt den skærmtid?

Min holdning er nej – ikke nødvendigvis! I denne artikel vil jeg fokusere på, hvordan du sammen med dit barn kan bruge iPad’en som læringsredskab i hjemmet. Mange børn elsker at lege skole – og med en iPad i hånden er det nemt at lære noget samtidig.

 

Ipad med god samvittighed

Det første trin er at beslutte sig for, at en iPad er noget, I kan bruge med god samvittighed. For os der er vokset op med ord som ‘tossekassen’, bliver følelserne omkring de moderne skærme ofte lidt tveæggede: Vi elsker, at iPad’en giver vores børn god underholdning – men føler samtidig dårlig samvittighed over, at de ‘bare’ sidder der i sofaen på deres flade numse.

Men modsat fjernsyn, der blot er passiv underholdning, er en iPad et genialt læringsredskab, som kan give dine poder god viden om tal, bogstaver og meget andet, og som samtidig forbereder dem til at blive verdensborgere i en digital tidsalder.

At lære at navigere i menuer og bjælker, at trykke på knapper og få ting til at ske på en skærm – det er altsammen vigtige færdigheder for nutidens små børn, der jo skal bruge computere resten af livet.

Som bonus styrker iPad’en barnets finmotorik og koncentration – så brug den med god samvittighed.

 

Hvilke apps?

Når I har budt iPad’en (eller en anden tavlecomputer) velkommen i Jeres hjem, skal I beslutte Jer for, hvad den skal fyldes op med. Der findes et hav af forskellige spil og læringsapps. Det kan føles som lidt af en jungle at bladre rundt i App Store, og det bedste råd er at prøve sig frem. Mange apps er gratis at hente ned, og koster de penge, er det sjældent mere end 20-40 kroner.

mors-apps kan du finde masser af forslag til hvilke apps, der passer til hvilke aldersgrupper. Og der er vitterligt meget godt at vælge imellem: Puslespil, vendespil, bogstavsspil og talspil, for eksempel. Lad os se på nogle af dem:

  • Det danske firma, Fusentasterne, har lavet en række rigtig gode læringsapps, som kan bruges allerede fra vuggestuealderen – prøv fx. at søge efter Talspillet, Ordspillet, Huskespillet eller Bogstavspillet.
  • ABC Balloner og Knæk Læsekoden er geniale til børn i børnehavealderen, der gerne vil lære at læse.
  • Er det klokken, I øver Jer på, kan app’en Lær Klokken fra Mingoville hjælpe Jer godt på vej.
  • Cykelmyggen Egon, Lego Duplo Zoo, Pusletimen, Min BioCirkeline app’en, Rasmus Klump app’en, Bugs & Buttons, Fortællingen om Bærfolket, og bogreolen Mini PS er andre af de apps, som både den 2-årige og 4-årige herhjemme elsker.

Husk at dit barn får mest ud af læringsspillene, hvis der er en voksen med. Så kan I tale om, hvad der sker, og børn elsker at have mor eller far med i spillet. Sæt Jer fx. sammen i sofaen med iPad’en og beslut Jer for, at nu vil I bruge x antal minutter på at træne bogstaver eller tal gennem en bestemt app. Eller find en god film, fx. på Min Bio, og tal om handlingen imens.

 

Opstil rammer for forbruget

En iPad er altså en rigtig god ting – men eftersom der også skal være tid til det med at lege med pinde i skoven, er det en god ide at have faste rammer for, hvor meget og i hvilke situationer, barnet må bruge iPad’en. Det er særligt relevant, når barnet ikke er i institution – og hvor iPad’en derfor er tilgængelig hele dagen.

Er det okay at se YouTube-tegnefilm dagligt, skal der være begrænsninger på læringsspillene, og må barnet sidde foran skærmen lige inden spisetid? Hvor ofte vil I købe nye apps, hvor høj må lyden være, og må barnet selv fiske den ned fra hylden?

Jeres regler behøver ikke være faste, og de behøver heller ikke ligne naboens – I skal bare kunne stå inde for dem. Hvis I på forhånd har besluttet Jer for, hvad der er ok, kommer der nemlig langt færre konflikter.

Herhjemme er aftalen, at den 4-årige næsten altid må spille et læringsspil, men at han skal spørge om lov, før han tænder for en film. Og så skal han slukke, når mor eller far siger, at nu er det nok. Oftest bliver det til 30-60 minutters skærmtid dagligt – størstedelen af tiden bruges over middag, hvor lillesøster sover lur og jeg arbejder. Til gengæld har vi ikke noget fjernsyn.

Har I en iPad eller anden tavlecomputer? Og hvad bruger I den til? Del Jeres erfaringer og yndlingsapps herunder.

Hej - jeg hedder Jane, og det er mig, der er damen bag hjemmeunger.dk. Det er min passion at inspirere mødre til at følge deres intuition og mavefornemmelse. Jeg er uddannet journalist, gift med Jan, hjemmegående mor til Max på fire, Anna på to og en lillebror fra januar 2014. Og så er jeg forfatter til bogen 'En blid start - for dig og dit barn', der udkom på Nyt Nordisk Forlag i juni 2013.

2 kommentarer

  • Pandekagemor

    Ja, Mande har en tablet som han brugder som arbejdsredskab, hvorfor den ikke er hjemme i dagstimerne. Vi har prøvet forskellige spil med lillepigen på 3,5 uden den store succes. Hun vil gerne spille eksempelvis pixieline, babybus og wombi hvis vi spiller det sammen, men har ingen interesse i at spille alene og efterspørger det aldrig. Og fordi det 1. skal foregå på vores initiativ og 2. hende og lillebror ikke kan være med i legen begge to, så bliver det til meget lidt herhjemme.

  • Mette C. Pedersen

    Altså herhjemme forholder det sig helt anderledes.
    Min datter på 3 år er mildest talt vild med at spille på Ipad – hun låner indimellem en af storesøster, og så går det bare løs med spillene. Hun flipper nærmest når tiden er slut, fordi hun bare elsker at spille den Ipad. Hun er lidt for kvik, fordi så snart man kigger væk, så “lusker” hun ind på storesøsters bondegårdsspil, og køber ind for de opsparede penge – og det er storesøster ikke super glad for…. men dygtig til det er hun bestemt.
    Men det foregår bedst og mest sikkert med en observatør på sidelinien:-)
    Hun fik derfor en Ipad-lignende legetøj – et elektronisk lære-redskab med bogstaver og tal, og denne betragter hun så som sin Ipad. Den kan godt virke som “trøst”, når storesøsters Ipad ikke er tilgængelig til spil.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.