December: Ditte Brandt Madsen

Interview – Månedens hjemmegående december 2016

Så du med, da DR1 sendte ”Jagten på det gode liv”, eller følger du allerede bloggen ”Vores Vej”, så har du allerede stiftet bekendtskab med december måneds hjemmegående.

Hjemmeungers første pris som månedens hjemmegående går nemlig til:

Ditte Brandt Madsen

Ditte er 38 år, uddannet Cand.comm og er opvokset på Bornholm, hvor hun boede, til hun var 18 år. I ”Jagten på det gode liv” kunne vi følge hende og hendes mand Kim, der sammen med deres to dejlige børn, Sofia (6 år) og Vitus (4 år), flyttede til New York, for blandt andet at få bedre hjælp til Vitus, der har diagnosen autisme.

Ditte går hjemme og passer Vitus, mens Kim er konsulent hos Accenture, og Sofia går i skole.

Vi har fået lov til at komme lidt tættere på Ditte og spørge ind til hendes liv som hjemmegående.

Ditte Brandt Madsen

Hvorfor valgte du at blive hjemmegående? – og var det et nemt valg? 

– For mig var det et naturligt valg. Jeg var på barsel med Vitus, og han viste allerede som 3 måneder gammel baby, at han havde vanskeligheder ved at spise. Problemerne fortsatte, og Vitus gik derfor ikke fra flaske til skemad, som andre børn gør.

– Derudover havde Vitus en masse andre udfordringer – primært med sine sanser – han syntes simpelthen verden var voldsom og skræmmende. Så det stod relativt hurtigt klart for os, at han ikke var et barn, vi kunne aflevere i institution som 1-årig, som vi havde gjort med vores datter.

– Vi besluttede derfor, at jeg måtte sige mit job op og blive hjemme hos Vitus. Det var et naturligt valg, fordi der simpelthen ikke var andre muligheder. Vitus havde brug for sin mor – jeg var den eneste ud over hans far, der kunne give ham mad, så det kunne ikke være en babysitter. Det faktum gjorde valget nemt, selvom jeg elskede mit job og stadig savner det. 

 

Hvor lang tid har du gået hjemme? – og hvor lang tid regner du med at være hjemmegående?

– Jeg har gået hjemme, siden jeg gik på barsel med Vitus i maj 2012, dvs. ca. 4,5 år. Planen er, at jeg bliver hjemme, så længe Vitus har brug for det – vi har ikke sat en slutdato, og der er stadig et stykke vej, før jeg synes, vi kan sige, at vi har gjort alt, vi kunne, for ham. 

 

Mødte du forståelse for dit valg om at blive hjemmegående i dine omgivelser? 

– Ja, folk kendte vores situation – også min arbejdsplads. Jeg mødte udelukkende forståelse og opbakning.

 

Hvad var din største bekymring omkring at blive hjemmegående?

– Det var på en måde som om, jeg ikke havde et valg. Jeg var nødt til at være der. – Være der for Vitus, som virkelig havde brug for mig. Når det så er sagt, så havde jeg selvfølgelig forskellige bekymringer.

– Jeg bekymrede mig meget om den økonomiske del. Heldigvis havde min mand et rigtig godt job, hvilket betød, at han havde mulighed for at forsøge mig og resten af vores familie. Det betød dog stadig, at vi måtte lægge vores liv en smule om rent økonomisk. Når jeg tænker på den del, føler jeg mig super heldig! – Jeg føler mig meget priviligeret over at have muligheden for at kunne gå hjemme sammen med vores søn og samtidig få mere tid sammen med vores datter.

– Jeg bekymrede mig også om min egen karriere. Ville jeg kunne komme tilbage på arbejdsmarkedet, hvis jeg ønskede det? Det kan jeg stadig tænke over en gang imellem, men mest af alt bruger jeg min energi på både Vitus’ og Sofias udvikling og trivsel.  

 

Har tilværelsen som hjemmegående levet op til dine forventninger? 

– Tilværelsen som hjemmegående lever fuldt ud op til mine forventninger om ikke at have et minut for mig selv 🙂

– Som hjemmegående har man mange kasketter på, og jeg priser mig lykkelig over, at jeg altid har været i stand til at fungere med mange bolde i luften. – For det har man! Der er konstant noget at se til. Specielt med Vitus og alle de gøremål jeg har med ham, kan det – til tider – blive hektisk. Faktisk så hektisk at jeg nogle gange ønsker mig “bare” at kunne gå på arbejde. Sidde for mig selv – uforstyrret – og fordybe mig i noget, jeg interesserer mig for. Men sådan er det ikke som hjemmegående, og jeg elsker det (for det meste) 🙂 

 

Hvad har været den største gevinst og det største afsavn ved at være hjemmegående?

– Den absolut største gevinst ved at gå hjemme, har været at se Vitus’ udvikling fra første række. I september 2014 fik Vitus en autisme-diagnose fra Glostrup Hospital. Det var en utrolig hård periode, for selvom jeg godt vidste, at min søn havde problemer, havde jeg ikke for alvor tænkt “autisme”.

– Vi besluttede meget hurtigt, at vi ville gøre alt for at hjælpe ham med at modne sin hjerne og sine sanser. Jeg brugte nogle uger på at støvsuge internettet for muligheder og fandt frem til et program, der ved hjælp af neurologisk stimulering, udviklede hans hjerne og sanser. Dette program indebar fire timers koncentreret arbejde hver dag. Programmet bestod af en masse fysisk træning samt sanse- og kognitiv stimulering.

– Jeg forsøgte altid at få programmet lavet med Vitus, mens Sofia var i børnehave. På den måde kunne vi hygge os sammen alle sammen, når hun kom hjem. Det var en hård periode, men når jeg ser på resultatet i dag – en dreng der mere og mere byder verden og livet velkommen, så har det selvfølgelig været det hele værd gange tusind!

– Afsavnet er mine søde, dygtige kolleger. Dem savner jeg rigtig meget! 

(Interviewet fortsætter under billedet)

DItte Brandt Madsen2

 

Hvordan er det gået med at rykke familien til New York?

– Det er gået godt med at flytte vores familie til et nyt land. – Eller, det er gået som forventet, vil jeg sige. Vi vidste, det ville blive hårdt og svært, og det har også været tilfældet. Desværre forholder det sig på den måde, at man aldrig kan forestille eller forberede sig på noget, man aldrig har prøvet før. – Man kan forsøge, og det gjorde vi også. Men det kom bag på mig, hvor svært det var at stå midt i alle følelserne. – Midt i alt det, der gjorde ondt. Jeg vidste jo godt, at det ville blive svært, og jeg vidste godt, at det ville rive mit hjerte midt over, når Sofia græd utrøsteligt, fordi hun ikke ville i skole – men jeg havde ikke haft en jordisk chance for at forberede mig på de følelser, før jeg stod midt i dem…

 

Hvordan går det så nu med Sofia og hendes skole – er hun faldet til?

– Sofia er faldet virkelig godt til. Efter få uger i skolen begyndte hun at tale i korte engelske sætninger, og her – snart et år efter vi flyttede – er hun totalt flydende og trives super godt. Hun har fået en masse skønne venner og lærer enormt meget hver dag. Hun er glad, og det er det allervigtigste. 

 

Hvor langt er I kommet med Vitus’ udvikling?

– Vitus bliver ved med at udvikle sig. Da vi landede i New York en kold januar-dag, var han den bekymrede og meget forsigtige dreng på legepladsen. Der skulle ikke så meget til for at ryste ham, og et enkelt lille puf fra en mere aggressiv type, ville gøre ham angst og ked af det. Han var også svag fysisk og magtede slet ikke at gå så meget, som man trods alt gør, når man bor i New York. Han kunne gå 100 meter, og så ville han ellers blive ved med at brokke sig, indtil vi tog ham op. De to områder er totalt transformerede. Han er blevet meget mere robust og fysisk stærk. Det er fantastisk at være vidne til.

– Sprogligt bliver Vitus også ved med at udvikle sig, og selvom han ikke er, hvor en neurotypisk dreng på samme alder ville være, så bliver det ved med at gå den rette vej, og han ønsker inderligt at kommunikere. 

– New York er et meget inspirerende sted at være. Der hersker en “can-do” mentalitet, og den smitter af på os alle sammen. Vitus er tilbudt en masse spændende ting, som alle sammen er med til at modne og udvikle ham. Han går fx til OT (occupational therapy), som er træning af sanser og finmotorik, PT (physical therapy), som er træning af grovmotorik, lege-terapi og dans. Han går også hos en synkespecialist, som hjælper ham med at overkomme sin angst for at spise. Derudover kommer alle de ting, vi selv gør sammen med ham. 

 

Hvad har I gjort, for at det økonomisk kan hænge sammen?

– Jeg er så heldig at være gift med en skøn mand, der fra en meget tidlig alder var enormt ambitiøs. Det betyder, at han meget hurtigt blev meget god til sit job, og den dag i dag tjener nok til at kunne forsørge os alle sammen. Derudover havde vi noget kapital med fra et hussalg + jeg har arbejdet en lille smule som freelance marketingkonsulent. 

 

Hvordan kunne en dag se ud hos jer?

– Vi står typisk op kl. 7.30, hvor vi kommer i tøjet og spiser morgenmad. Kl. 8.30 følger Vitus og jeg Sofia i skole. Herefter går vi et par hunderede meter hen til en garage, hvor den bil – som vi lejer – holder. Vitus’ træning foregår på et center i New Jersey, hvortil vi kører tre gange om ugen. Det tager ca. 40 minutter hver vej. På vejen hører vi høj musik eller lydbøger.

– Når vi kommer hjem fra New Jersey, spiser vi frokost og slapper lidt af. Ved ca. 13.30 tiden går vi i gang med dagens træning, som tager ca. en time. Træningen består af fysiske øvelser, øvelser for balance, øjne, duftesans og høresans.

– Kl. 14.30 henter vi Sofia, som typisk har en legeaftale med hjem. Nogle gange går vi på legepladsen efter skole, og andre gange er vi bare hjemme og slappe af med bøger, Barbie, modellervoks eller lignende. Vitus og Sofia har enormt meget glæde af hinanden og kan lege i timevis. De leger fx skole, far-mor-børn, lego osv.

– Somme tider er vi nede og svømme i vores fælles pool, og andre gange er vi ude at købe ind, hvis det er nødvendigt. Der er masser af ting at tage sig til, så timerne imellem 14.30-17.30, hvor vi typisk spiser aftensmad, forsvinder hurtigt. Hvis min mand er hjemme, er han selvfølgelig med til alt det sjove. Vi forsøger at komme i seng imellem 19.30-20. Mine børn er både sødere og sjovere, hvis de får deres søvn 🙂 

 

Til sidst – De 3 sjove:

Nævn en af dine dårlige vaner.

– Når det går stærkt, og jeg har rigeligt at se til, mens min mand er afsted til fx Chicago for at arbejde, kan jeg totalt glemme, hvordan et hjem burde se ud… Vi har en enormt dyb vask, og der kan være virkelig mange ting nede i den – det ved jeg, fordi jeg har prøvet det rigtig mange gange 🙂

– Så nogle gange, når min søde mand kommer hjem fra en uges arbejde, kommer han hjem til et totalt bombet lokum. Der er legetøj overalt – nogle gange kan jeg ikke engang se gulvet. Jeg kan åbenbart nå til et punkt, hvor jeg simpelthen ikke ser rodet mere – en styrke i nogle sammenhænge, vil nogen måske mene, men bestemt også en dårlig vane, hvis du spørger min mand 🙂 

 

Hvordan ser dit liv ud om 5 år?

– Om fem år bor vi i Danmark med to velfungerende børn. Vi bor tæt på skov og vand, og jeg er kommet i gang med at arbejde for at forbedre børn med fx autismes muligheder i Danmark.

 

Et sidste ord eller råd?

– Mit råd til familier med børn, der har vanskeligheder af den ene eller anden slags er, at de aldrig må give op. Der er altid noget at gøre, og udvikling er altid mulig. De skal lytte til deres mavefornemmelse, og så skal de huske, at DE kender deres barn bedst.

– Et råd til familier, der drømmer om at flytte til udlandet er, at de skal forsøge at komme i kontakt med nogle, der bor der, hvor de gerne vil flytte hen. Vi fik kontakt med forskellige familier i det område, hvor vi nu bor, og det var helt uvurderligt. Det hjalp os rigtig meget med at falde til. 

Her kan du læse, hvilke spørgsmål Ditte fik af følgerne på hjemmeunger.dk

3 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.