Der arbejdes med såjord
April: Frida Fødegård

Interview – Månedens hjemmegående april 2017

Hos månedens hjemmegående leves livet ud fra familiens værdier. Dagligdagen fyldes op med det, som er vigtigst for hende og familien, og det traditionelle danske hamsterhjulet blev brudt for mange år tilbage. I dag lever hun livet på hendes måde på en lille gård i Egebjerg bakker.

Hjemmeungers pris som månedens hjemmegående – april 2017 går til:

Frida Fødegård

Frida er 37 år, uddannet Cand mag. i filosofi og kommer oprindeligt fra Midtjylland. I dag bor hun på Sydfyn sammen med hendes mand Mikkel Fødegård. Sammen har de fire børn – Magne 7 år, Ylva 6 år, Alvin 4 år og Burre 2 år.

Til dagligt driver Frida og Mikkel Fødegården Stenbjerglykke sideløbende med, at alle fire børn bliver hjemmepasset eller hjemmeskolet.

Hvis du kan kende familien, kan det være, at du så med da programserien ‘Far, Mor og børn’ blev sendt på DR. Programmet gjorde familien landskendt for deres anderledes livsstil, bare fødder, rugbrød, hjemmefødsler i det fri og deres glade børn. I dag kan du følge familien og gårdens liv på deres hjemmeside eller på deres facebookside.

Der arbejdes med såjord
Der arbejdes med såjord


Hvorfor valgte du at blive hjemmegående/passe dine børn hjemme?

– Det var et naturligt valg. Formålet har hele tiden været at gøre tingene sammen som familie.

 

Hvor lang tid regner du med at være hjemmegående?

– Hele familien driver gården sammen, og det håber vi kan foregå sådan på ubestemt tid. På den måde er jeg ikke hjemmegående i helt gængs forstand.

 

Mødte du forståelse for dit valg om at blive hjemmegående?

– De fleste synes vist, vi var så sære i forvejen, at det ikke gav mening at stille spørgsmål ved, at vi nu også ville det 🙂

 

Hvad var din største bekymring omkring at blive hjemmegående, før du tog valget?

– Den gang var vi unge og nok lidt overmodige og så ikke mange bekymringer🙂. Da vi kun havde ét barn, var der nogle overvejelser om legekammerater, men som vi fik flere børn, blev det hurtigt manet i jorden.

– Nu, hvor børnene er lidt større, er behovet for stimuli anderledes, og vi mødes ugentligt med andre familier med jævnaldrende børn.

 

 

Har tilværelsen som hjemmepasser levet op til dine forventninger?

– At være hjemmepasser er ikke nogen statisk tilstand, men en dynamisk proces hvor man hele tiden skal være opmærksom på sine børns behov og tilpasse dagligdagen efter dem. På den måde ændrer hverdagen sig løbede og er svær at parre op imod bestemte forventninger.

– Men jeg er glad og taknemmelig hver eneste dag for at kunne opleve verden sammen med mine børn.

 

Hvad har været den største gevinst ved at være hjemmegående?

– Den største gevinst er helt sikkert sammenhængskraften i familien og børnenes engagement og glæde ved at være en del af en samlet hverdag.

– Vi lever ét liv – og vi gør det sammen!

 

Hvad har du/I gjort, for at det økonomisk har kunne hænge sammen? – Vi har hørt lidt om Mikkels salg af virksomhed, men har I lavet nye tiltag?

– Vi har hele tiden arbejdet hen imod at drive gården som en (familie)virksomhed og dermed skabe indtægt på baggrund i de ting, som vi foretager os sammen hver dag.

– Det er nok en rimelig radikal måde at indrette sig på, fordi det medfører en økonomisk risiko, men til gengæld har vi noget at arbejde sammen for og om, og det er utroligt givende.

– Hvis man vil følge den model, så må man naturligvis spare op inden da (virksomheden var vores opsparing), eller arbejde deltid under opstarten.

Frida og børnene

Hvordan kan en dag se ud hos jer?

06:00 Vi står op og gør morgenmaden klar
07:00 Børnene vækkes med morgensang
07:15 Morgengrød
10:00 Mellemsnack
11:30 Frokost
12:30-14:00 Burre sover middagslur
14:15 Eftermiddagssnack
16:00 Aftensmad påbegyndes
17:30 Aftensmad
19:00 Alvin og Burre puttes
20:00 Magne og Ylva puttes

– Ind imellem disse tidspunkter arbejder vi for tiden eksempelvis med at lave såjord, forspire planter, klargøre bede, fodre dyr, harve marken med hestene.

– Børnene deltager skiftevis i de aktuelle opgaver og leger frit på gården, dog er pasning af høns og katte en obligatorisk opgave for Magne og Ylva.

 

Er du selv blevet hjemmepasset som barn?

– Jeg blev passet af nabokonen indtil skolealderen. Det var et trygt og meget hjemligt miljø med en høj grad af kontinuitet.

– Min mand blev passet hjemme indtil skolealderen.

 

Hvordan hjemmeskoler I?

– Det er mest mig, som står for undervisningen, og det er gårdschooling! Børnene har meget lidt siddende undervisning på nuværende tidspunkt, og vi håber at bevare det sådan så vidt muligt.

– I stedet sker skolingen som en naturlig del af hverdagen. De startede med tal, da de skulle kunne tælle æggene. Bogstaver startede på deres egen opfordring, fordi de var nysgerrige og kunne se potentialet i den måde, vi brugte det på. Finder vi en blomst i naturen, som vi ikke kender, så slår vi den op i en bog og læser om den.

– Børnene er meget interesseret i det og opfinder nu deres egne stavelege og læser små bøger for hinanden. I det hele taget er det bærende princip, at det er deres interesse ud fra hverdagens oplevelser, som driver undervisningen.

– Det bliver naturligvis en udfordring at blive ved at finde materiale nok i hverdagen til at fortsætte med den model på de højere klassetrin, men vi tror på, at det kan lade sig gøre.

 

GBSSkursusheader

Hvilke udfordringer, synes du, der kan være ved at passe fire børn hjemme i forskellige aldersgrupper og samtidig have arbejdet på gården?

– Man bliver tit afbrudt midt i sine gøremål, og det kan derfor være svært at holde fokus på en given opgave. Spredningen i alder betyder ikke så meget, men tingene bliver væsentlig nemmere, når der ikke er børn under 2 år. Så bliver de bare mere selvkørende og i højere grad en del af flokken.

 

Mødes I fast med forskellige familier, for at børnene kan lege sammen? eller hvor finder I legekammerater til jeres børn?

– Vi er nogle stykker, som forsøger at mødes fast hver onsdag her hos os. Målet er et skabe nogle langvarige relationer, hvor læring sker i et arbejdende fællesskab med andre mennesker.

 

Hvordan får du små pauser til dig selv i hverdagen?

– Pausen er efter kl. 20 🙂

 

Hvilke projekter har I fokus på i øjeblikket?

– Lige nu er al fokus på at gøre klar til sæsonen. Forspire, harve jorden, lave bede osv.

Der tændes op og gøres klar til årets første aftensmad over bål
Der tændes op og gøres klar til årets første aftensmad over bål.

 

De 3 sjove:

Nævn en af dine dårlige vaner.

– Søde sager🙂

 

Hvordan ser dit liv ud om 5 år?

– Forhåbentlig nogenlunde ligesådan🙂

 

Nævn et ”guldkorn” som en af dine børn har sagt i løbet af den sidste uge.

– Alvin har her i weekenden præsteret en klassiker. Han tissede på toilettet sammen med farfar og spurgte tørt:  “Du farfar… hvorfor har din tissemand skæg?” hvorefter farfar havde lidt svært ved at ramme kummen.

Her kan du læse, hvilke spørgsmål Frida fik af følgerne på hjemmeunger.dk

7 kommentarer

  • Sandra

    Hej Frida 😊
    Hvor lyder jeres liv dog skønt! Jeg passede selv min store dreng hjemme indtil august sidste år hvor han kom i børnehave – han er lige blevet 4 år i lørdags. Lillebror blev født start november sidste år. Det har været dejligt at have ro omkring baby i starten, men jeg har aldrig rigtig helt fundet mig til rette med at storebror er i børnehave… overvejer at tage ham ud af børnehaven igen, men synes det er svært at finde legekammerater – han har ikke nok i mor og lillebror på 5 måneder… Han er glad for børnehaven, men vil helst have at mor også er der… og han elsker at være hjemme og spørger ofte om ikke han må ha en hjemmedag (som han så får hvis det lader sig gøre den dag)
    Frygter lidt at min dreng bliver sær af at gå hjemme eller ikke bliver rustet til at gå i skole… ville du være bekymret for det? Ved du hvor vi kan finde andre hjemmebørn? Bor i Gislev (ca midt mellem Odense og Svendborg)

    Mvh Sandra

  • Mette c. Pedersen

    Hej Frida.
    Dejligt interview 😊
    Jeg husker dig og din familie fra din deltagelse i det gamle hjemmeunger-forum samt fra tv programmet som Ryge lavede med jer.
    Jeg synes at jeres liv og værdier virkelig går op i en højere enhed og jeg beundrer hvordan i har skabt et fantastisk gårdliv for jeres familie… håber at mange flere fascineres af både jer og den livsstil som i repræsenterer 😉
    Og at flere tør bryde den konformitet som samfundet har presset alle familier ud i… mange er slet ikke oplyst omkring alternative måder at have familie på, så personligt værdsætter jeg at I står frem og viser hvordan familieliv også kan være…
    Mange hilsner
    Mette C. Pedersen

  • Kristina

    Hej Frida

    Jeg fulgte med, da Søren Ryges programmer blev sendt og ville ønske der var blevet lavet flere programmer. Så mit spørgsmål er: kan vi forvente at der kommer flere udsendelser om jeres familie?

  • Jannie

    Hej Frida. Jeg er så inspireret af den måde, I har indrettet jeres liv på og var helt solgt, da jeg så jer på TV. Jeg ville ønske, jeg kunne gøre det samme. Jeg er overbevist om, at I giver jeres børn en helt fantastisk opvækst med masser af natur, udeliv, nærvær og sunde værdier. Jeg har to spørgsmål, som jeg håber, at du har lyst til at svare på. 1) Hvad er jeres tilgang til ”børneopdragelse”? Vi har to børn og har rigtig svært ved at finde ud af, hvordan vi skal gribe vores dreng på 4 år an. Han er hård ved lillesøster og har altid været et meget opmærksomhedskrævende barn på trods af langtidsamning, samsovning osv. Han har altid været meget fysisk og nægter nogle gange blankt at gøre som vi beder ham om. Hvordan tackler i situationer, hvor jeres børn ikke gør som I beder dem om? Jeg hader at bruge tvang, men kan ikke altid undgå det. 2) Hvad er jeres tanker om det at gøre tingene anderledes end de fleste? Jeg ville så gerne følge mine drømme, men frygter samtidig, at mine børn vil blive drillet eller få det svært på andre måder senere hen hvis de ikke følger normen (selvom jeg er overbevist om, at normen ikke altid er det rigtige). Jeg ville ønske, at fx unschooling var mere udbredt i DK. På forhånd mange tak og god vind fremover! Hilsen Jannie

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.