Sikke et luksusliv, vi har!
Sådan siger min mand og jeg næsten hver morgen til hinanden.
Vi lever i en tid, hvor alt hvad vi ser, læser og hører, handler om materialistisk overflod. Chaneltasker, Lola Ramona-sko og Creme De La Mer. Dyre samtalekøkkener, GPS-ure og ferier til Thailand.
Men den virkelige luksus er alt det, man ikke kan købe sig til.
Det er luksus at:
– Kunne lade sine børn gå i seng, når de er trætte og stå op, når de er udhvilede – i stedet for at lade vækkeuret diktere søvnrytmen.
– Vågne langsomt i nattøj i stuen, mens solen står op og duften af nybagt brød spreder sig fra køkkenet.
– Kunne tage på kælkebakken tirsdag formiddag i højt solskin, mens andre er på arbejde og i institution.
– Putte sig med uldtæppet på sofaen 20 minutter midt på dagen – mens åndedrættet sænker sig.
– Bruge en hel eftermiddag på at bygge et fort af vinpropper, æggebakker og piberensere.
– Nyde skumringstimen med en kop te i hånden, et barn på skødet og en lang Peter Plys-bog – mens andre stresser sig hjem fra arbejde og institution.
– Have tid til at lave nærende, velduftende mad fra bunden. Med hjælp fra de ivrige barnehænder, der så gerne vil være med.
En barndom i ro
Man hører ofte forældre til institutionsbørn tale om alt det gode, deres barn får ud af at gå i vuggestue eller børnehave. Social stimulation, for eksempel, og masser af kreativ leg.
Men et institutionsliv er også kendetegnet ved, at der er meget, man skal. Man skal op og afsted på et bestemt klokkeslet. Man skal spise, når pædagogerne siger, det er spisetid. Man skal ud, når de siger, man skal ud. Og der er ikke ret mange steder, man kan gemme sig og være alene med sine tanker.
Et barndom i hjemmet, er en barndom uden forstyrrelser og stress. Det er en barndom, hvor der er tid til bare at være – uden at være på. Hvor man kan følge fantasiens indfald – uden at tage hensyn til, om det passer ind i skemaet.
Hvor man starte dagen kl 07 med at bygge LEGO – og fortsætte legen hele dagen, kun afbrudt af spisepauser.
Hvor man får mere ‘ja’ end ‘nej’.
Hvor ‘at skynde sig’ er et (næsten) ukendt begreb.
Hvor man kan være sikker på, at mor (eller far) altid er der – klar til at støtte, opmuntre og hjælpe med det, man nu har sat sig for.
Hjemmelivet er uden sammenligning den største luksus, vi nogensinde har undt os selv. Der er intet, vi ville kunne købe for penge, som har mere værdi end vores hverdag.
0 kommentarer