Mit navn er Eva. Jeg er 35 år og mor til fire dejlige børn. Det er nu 1,5 år siden, jeg afsluttede min tid som hjemmegående igennem 6,5 år. En tid som jeg husker tilbage på med glæde og taknemmelighed.

Jeg var i gang med sidste etape af pædagoguddannelsen, da jeg blev gravid med vores ældste søn, og gik faktisk direkte på barsel, da jeg modtog mit eksamensbevis i 2012. Jeg har aldrig tænkt på hjemmepasning som en mulighed for mig og mit familieliv – dvs. jeg har heller ikke tænkt, at det ikke var en mulighed, hvis du forstår. Nogle gange svømmer man bare med strømmen uden at gøre sig så mange tanker om hvorfor, og om det nu engang er det, der er det rigtige for én.

Det var egentlig min svigerinde, som bragte emnet på bane. Hun havde netop født deres første lille pige og var begyndt at gøre sig tanker om hjemmepasning, og om hvordan det skulle kunne lade sig gøre. Min mand og jeg overvejede muligheden igennem længere tid, og et af vores store samtaleemner drejede sig givet vis om muligheden for, at jeg kunne få job, når jeg igen skulle tilbage på arbejdsmarkedet. For hvem ville ansætte mig som pædagog uden nogen praktisk erfaring at kunne skrive på cv’et? Og hvad med vores økonomi, hvordan kunne vi få tingene til at hænge sammen?

Men tanken om at jeg skulle passe andre folks børn, alt imens nogen passede mine, var jeg ikke glad for. Det syntes omsonst – hvorfor skulle jeg ikke selv give mine børn nærvær og tryghed i dagligdagen, og hvorfor skulle andre få de bedste vågne timer sammen med min søn, i stedet for mig? Jeg var jo både mor og pædagog, og det var også sådan, min egen mor havde gjort dengang. Og så tog vi beslutningen – et år ad gangen.

Det blev til flere gode år sammen med mine børn med hverdage uden stress og jag og tid til alt det, som var væsentligt. To gange i ugen gik vi i legegruppe i den lokale kirke, hvor både mor og børn fik venskaber. Hverdagen var desuden fyldt med ture i barnevogn eller på løbecykler, biblioteksbesøg og ture til legepladser eller med toget på besøg hos venner og familie. Vi bagte og var kreative derhjemme, og indimellem blev der også tid til en tur på sofaen for moren.

Vi fik det tilrettelagt således, at jeg, efter min barsel, blev privat dagplejer for et barn fra mødregruppen, imens jeg også passede vores egen søn. Da jeg så blev gravid med lillesøster, fik jeg muligheden for at passe begge hjemme under ordningen ‘pasning af egne børn under tre år’. Vi gjorde også brug af ordningen ’tilskud til pasning af eget barn’, som desværre kun er en mulighed i nogle af landets kommuner. På den måde har jeg i perioder fået en indkomst, som har hjulpet os, til økonomisk at kunne klare det. Jeg har således kunne hjemmepasse alle vores børn, indtil de fyldte tre år og kunne starte i børnehave.

Tilbage på arbejdsmarkedet

Da vi sidste sommer sendte vores yngste tvillingedrenge afsted i børnehave, kom tiden, hvor jeg skulle tilbage på arbejdsmarkedet. Min mand er afsted hver dag fra 8-17, og arbejdet som pædagog ville formentlig byde på åbne- og lukkevagter, også hvis jeg skulle arbejde på deltid. Derfor var jeg ikke særlig begejstret for at skulle tilbage i dette felt. Tid til og med hinanden i dagligdagen var blevet en vigtig værdi for vores familie, og det ønskede hverken min mand eller jeg at gå på kompromis med. Jeg søgte derfor i første omgang et job som lærervikar, hvor jeg arbejdede fra 8-14 de fleste dage, og hvor jeg havde mulighed for at sige fra, hvis der var brug for mig på hjemmefronten. Dette blot for at komme i gang igen og mærke efter, hvad jeg egentlig gerne ville nu. Jeg er nu blevet fastansat som musiklærer i en 70%-stilling, og jeg er gået i gang med meritlæreruddannelsen – jeg må sige, at jeg trives, og familien trives. Dette på trods af, at jeg i dag arbejder med noget helt andet, end jeg først havde planlagt.

Vi har tænkt hjemmepassertiden som en investering i vores børn. De er små i så kort tid, snart er de ude i verden, og vores tilstedeværelse som forældre vil være mindre synlig, når først de vokser op. Tiden har på mange måder været meget givende for både mig og mine familie. Det at give af sin tid og være en nærværende forælder, lægge egne drømme og ambitioner på hylden for en tid, har givet os alle så meget tilbage allerede. Blandt andet har jeg som mor gode relationer til mine børn, ligesom børnene har rigtig gode indbyrdes relationer. Jeg glæder mig over at se vores børn træde ud og møde den store verden – glade, robuste og tillidsfulde.

Hvad jeg har erfaret hen ad vejen er, at det er vigtigt at følge sit hjerte og så tro på, at livet vil dig det godt. Man kan sjældent planlægge fremtiden, eftersom omstændighederne altid er i forandring, ligesom vi selv er. Rollen som (hjemmepassende) mor har givet mig en robusthed som menneske sammen med kvaliteter som tålmodig, overblik, omstillingsparathed og fleksibilitet – alt sammen kvaliteter, som enhver arbejdsgiver er på udkig efter.