Beslutningen

Hjemmepasning – det oversete alternativ

Det oversete alternativ til daginstitution
Jeg lukker bildøren og starter bilen og kan mærke, at tårerne presser sig på. Endnu engang har jeg afleveret vores datter grædende til dagplejeren. Det føles forkert. Men der er jo ikke andre muligheder. Jeg skal jo på arbejde.
Jeg sidder på mit kontor på arbejdet. Mine tanker går uvilkårligt til vores datter. Hvordan går det i dag? Jeg tjekker telefonen, har dagplejeren ringet eller skrevet? Hvor tidligt kan jeg gå for at hente hende?
Endelig henter jeg vores datter. Hun er glad for at se mig. Jeg taler med dagplejeren og prøver at danne mig et overblik over, hvordan de 7-8 timer, hun har tilbragt i dagplejen, har været. 7-8 timer kogt ned til et par minutters samtale. Det er sådan, det er. Men jeg føler mig snydt, snydt for de gode timer med vores datter, snydt for smilene, snydt for alle hendes små udviklingsmilepæle, snydt for at være den der er der for hende, når hun er ked af det eller glad og snydt for alt det underfundige og pudsige, hun gør derindimellem. Vi ser frem til en eftermiddag og aften, der går op i træthed, sammenbrud og et hav af praktikaliteter. Før det i morgen starter forfra. Men jeg kan jo ikke klage, sådan er livet for os og mange andre børnefamilier med fuldtidsjobs og småbørn, tænker jeg. Alligevel føles det hele tiden som om, vi står på afgrunden af et eller andet fatalt sammenbrud, at vi kun lige hænger i med neglene, at vi kun lige ”overlever”.
Det er sådan, jeg husker vores hverdag og mine tanker omkring den, som den var indtil for 3 år siden. Da jeg kommer på barsel med vores yngste datter, vælger vi at tage vores ældste ud af dagplejen, og det bliver starten på et helt andet hverdags- og familieliv for os. Et liv med meget mere ro, nærvær og overskud. Da beslutningen først er taget om at være hjemmegående og ikke have børnene i daginstitution, spekulerer jeg over, hvorfor vi dog ikke havde tænkt på det noget før! Vi havde overhovedet ikke tænkt på, at man kunne gøre det, det fandtes ikke i vores bevidsthed. Vi kendte ingen, der gjorde det, der var ikke en sundhedsplejerske, der fortalte os, at det var en mulighed, der var ingen familie eller venner, der spurgte: ”Skal hun så i institution eller passes hjemme?” Der var ikke et afkrydsningsfelt i oversigten over dagtilbud i pladsanvisningen, der hed ”Vi ønsker ikke at benytte os af et dagtilbud”. Muligheden var ikkeeksisterende i vores verden, og det gætter jeg på, den er i rigtig mange småbørnsforældres verden. Samtidig har vi som samfund lavet en fortælling om, at daginstitutioner nærmest er nødvendige for vores børns trivsel og udvikling. Idéen om, at du som forælder kan give dit barn minimum lige så meget i dagtimerne på hverdage som en daginstitution kan, er fraværende. Derfor er valget om at vælge daginstitution fra og et ”hjemmeliv” til langt fra et åbenlyst eller let valg.
Selv startede jeg ikke daginstitution, før jeg blev 3 år. Da jeg startede i børnehave var det som ”eftermiddagsbarn”, og jeg var vel højest afsted i 4 timer dagligt. Dengang var det mere normalt, at være ”hjemmebarn” eller at være i institution på deltid. Antallet af timer, danske børn tilbringer i daginstitution, og hvor meget småbørnsforældrene arbejder, har været støt stigende siden da. Tænk hvor ”institutionsvante” vi er blevet på en generation. Vi indtænker ikke engang hjemmepasning som en mulighed, når vi skal vælge pasningstilbud og opstart til de små. Og hvis vi gør, kan det hurtigt blive fejet af bordet, fordi børnene skal jo i institution for at socialiseres, blive selvstændige, trives og udvikles – sådan er det bare… eller er det?
Da vi tog vores datter ud af dagplejen, var tanken at have hende hjemme et halvt år, indtil hun skulle starte i børnehave. Nu 3 år senere er begge vores døtre stadig ”hjemmebørn”, fordi det giver mest mening for vores familie. Jeg er blevet så glad og så tilfreds med vores liv på en helt anden måde end før, jeg blev hjemmegående. Jeg føler, jeg har fundet meningen med og balancen i mit liv igen. Vi har truffet et valg og fundet et liv, hvor vi trives som familie, og hvor vi kan stå inde for den hverdag, vi tilbyder vores børn. Jeg synes, den enkelte skal gøre lige præcis det, der er rigtigt for sig selv og sin familie og sine børn. Men der er et alternativ til daginstitution. Det ville jeg ønske, at jeg havde, tænkt der var, dengang jeg blev mor. Jeg ville ønske at hjemmepasning var en mere tilgængelig løsning for alle familier. Noget der kunne vælges til på lige fod med daginstitution.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.