Hjemmeunger

halloween

Nogle synes, det er lidt poppet og amerikansk, det med Halloween. Jeg elsker det! Enhver lejlighed til at pynte og sprede lys er kærkommen i den mørke tid. Samtidig er Halloween en god markering af, at sommeren er endegyldigt slut – og at julen efterhånden nærmer sig.

 

Fra Irland til USA

Halloween, eller allehelgensaften, som det også kaldes, fejres d. 31. oktober. Skikken er flere hundrede år gammel og stammer oprindeligt fra Irland. Dengang handlede det om at fejre høsten og ære de gamle helgener.

Da irerne emigrerede til Amerika i 1800-tallet, tog de Halloween-traditionerne med sig – og højtiden udviklede sig til at handle mere om spøgelser, uhyrer og udklædning, end om de fromme, afdøde helgener.

Der er masser af sjove halloween-relaterede aktiviteter, du kan lave med dine hjemmeunger. Lad os se nærmere på nogle af dem:

 

Græskarlygte

En fin orange-rød græskarlygte er naturligvis et must. De er nemme, sjove og billige at lave og spreder et fint lys morgen og aften.

Skær først toppen af græskarret – gerne med savtakkede kanter. Nu kommer I til det sjove: Få ungerne til at tage alt det bløde, smattede fyld op med en ske.

Gem indmaden i en bradepande, for I kan bruge det i køkkenet senere.

Tegn trekantede øjne og næse og en savtakket mund på græskarmanden, og skær dem ud med dybe hug fra en skarp kniv.

Sæt en håndfuld fyrfadslys i græskarmanden, sæt låget på og nyd synet! Har I en lyskæde liggende, kan I også bruge den. Så kan han lyse hele tiden.

 

Kage, suppe og snacks

Indmaden fra det udhulede græskar kan bruges til supper og kage. Jeg foretrækker klart de små hokkaido-græskar til madlavning, men jeg synes også, det er sjovt at vise børnene, at indmaden fra deres lygte kan spises.

Græskar smager blødt, mildt og cremet og koger nemt ud. I supper smager det dejligt sammen med hvidløg, gulerødder, ingefær og chili.

I kager kan græskar anvendes på samme måde som gulerødder: Ikke for meget af det, og gerne i kombination med kanel.

Hvis I bager en græskarkage kan I pynte den med spindelvævs-glasur: Læg først et almindeligt lag glasur i fx. rød eller blå, og tegn derefter spindevævs-streger med hvid glasur ovenpå. Flot og sjovt.

En god snack er ristede græskarkerner med en smule havsalt, som smager dejligt i sig selv.

 

Halloween ved tegnebordet

I det kreative hjørne kan I klippe orange græskar med grønne stilke eller sorte flagermus i pap og hænge i vinduerne.

I kan lave edderkoppe-spind til vinduerne ved at sætte et stykke husholdningsfilm fast på et stykke papir, tegne et spindelvæv med en sort tusch, fjerne papiret og sætter filmstykkerne med spindevævet fast på et vindue eller spejl.

Hjemmelavet modellervoks eller trylledej kan forvandles til græskar, edderkopper og spøgelser og pynte i et hjørne af stuen.

På biblioteket kan I gå amok i spøgelseshistorier og måske få inspiration til at digte nogle endnu vildere nogle selv? Hvis dit børnehavebarn finder på en rigtig god historie, kan I skrive den ned og sende på et græskar-pyntet kort til en bedstemor eller bedstefar.

Hvordan fejrer I Halloween hjemme hos Jer? Har du forslag til sjove aktiviteter? Del med os nedenfor

8 reaktioner

  1. Jeg er lidt af en Halloween skeptiker, men jeg kan godt se det kunne være sjovt for min datter at lave sådan et fint græskarhoved! Jeg tror vi prøver det!
    Tak for en supergod hjemmeside og meget inspiration til hverdagen med de små!

  2. Vi plejer slet ikke at “holde” Halloween hos os – er nok lidt skeptiker ligesom Annesofie. Men i år bliver det lidt anderledes. Nu skal vi prøve noget nyt!

    Vores nr. 2 skal holde sin 12-års fødselsdag for pigerne i sin klasse – og hvert år har vi et tema (vi har haft prinsessetema, kineser-tema, kreativ-tema osv).

    Men i år får den fuld gas – vi rykker fødselsdagsfesten et par uger, så den rammer Halloween-tidspunktet. Og så bliver det Halloween-tema i år. Vi skal lave gyserhistorier, male uhyggelige billeder, lave ulækre sansekasser osv. Og så bliver der afsluttet med en slikposejagt i mørke… maden vil naturligvis være ganske uhyggelig – vi serverer afskårne fingre, ormegryde osv.

    Tema-fødselsdagene plejer altid at være et hit hos os – jeg tror snart at alle klassekammeraterne forventer nyt og spændende tema hvert år… hihi:-)

  3. Mette, det lyder som et fantastisk fest-projekt. Hvor er I kreative hjemme hos Jer! Hvad putter I i de ulækre sansekasser? Og hvad laver I de afskårne fingre og ormegryden af?

  4. Ja Jane – jeg tror også at det bliver et hit. Pigerne er store nok nu til at kunne deltage i sådan en gyselig fest uden at nogen bliver rigtig bange.
    F.eks vil der være pillede vindruer i en kasse, som så vil hedde sig at være øjne (oliven kan også bruges, men jeg tænker at de kan lugte lidt på fingrene)… Vi vil skære nogle pølser ud, som skal ligne afskårne fingre med lidt ketchup i enderne osv. Og så vil vi bruge spagetti til at lave en ormegryde af. Der er flere ting, vi laver, men som jeg ikke kan huske lige nu.
    Pointen er bare at alt maden, som skal spises, vil få navneskilte som indikerer noget gyseligt eller ulækkert.
    Min ældste datter på 14 vil gerne stå for sanse-kasserne – hun er god til kreative ting.
    Projektet er ikke helt finpudset, men det bliver det forhåbentligt i løbet af efterårsferien.
    Og klart har jeg fundet spøgelseschokolader (i søsterne grene) og varmpyr-vingummi osv til slikposerne. (de får altid slikposer – også selvom de er nogle store 12-årige piger alle sammen)
    En af aktiviterne er, at pigerne får ca. 1 minut til at fortsætte på en uhyggelig gyserhistorie, som vi skal fortælle sammen i rundkreds. Historien vil blive skrevet ned, så pigerne kan læse den igen hjemme. Og så skal de lege “morder-leg” (den med at én er udenfor og venter, mens der udpeges en morder blandt resten. Morderne skal så blinke til de andre, uden at gæsten udefra opdager hvem morderen er).
    Det er et ret stort projekt, men det ender det altid med hos mig……
    Min eneste bekymring er, at vores 2 mindste måske ikke helt kan forstå, hvad der foregår, og kan blive lidt bange for ord som spøgelser osv. Men jeg håber det går. De får selvfølgelig lov til at se al pynten i god tid, så det ikke skræmmer dem på dagen.

  5. Hjemme hos os har vi fejret Halloween med at børnene udhuler et græskar hver, de står udenfor og lyser op indtil de er helt opløst. Og bliver afløst af julepynten.
    Når vi sætter fyrfadslysene i græskarene, sætter jeg en gammel underkop i bunden som lysene kan stå på, så står de lige og stearinet løber ikke, og “drukner” ilden.

  6. Hejsa – ville lige tilføje noget meget vigtigt til græskarlygter: Smør det indvendigt med atamon, så rådner det ikke inden halloween! Mht til ristede græskarkerner, så er det noget bøvl at pille dem ud af skallen. Selv 1 årige børn kan spise dem med skal, hvis I blot koger dem i 20-40 minutter først. Si dem, tør med køkkenrulle, fordel på bageplade m bagepapir, drys m salt og rist dem så ved ca 200 grader, evt blæs, indtil de er gyldne. Rod lidt rundt i dem efterhånden. Jeg lover, at så smager de uåbnede kerner som om, de aldrig har haft skal på.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.