Kend din værdi
På Lisbet Røge Jensens blog på JP, hvor hun i foråret 2012 omtalte hjemmeunger.dk, fortalte hun om den skam, hun af og til har følt over “bare” at gå hjemme med sine børn.
– Ja, jeg har skammet mig over at gå hjemme med mine børn. Jeg har dukket nakken og taget imod bemærkninger om, at min søn nok bliver asocial, fordi han ikke kom i vuggestue. Jeg har vendt blikket indad, når gode venner spurgte mig, om ikke jeg keder mig derhjemme, og jeg har forsøgt at ignorere familiens slet skjulte hentydninger til, hvor flot et hus og fin en bil vi kunne anskaffe os, hvis jeg nu fedtede afsted og fik brugt min uddannelse på noget fornuftigt i stedet for at lege husmor, skriver Lisbet på bloggen og fortæller dernæst, at hun ikke skammer sig længere, fordi hun nu intuitivt ved, at hendes valg var rigtigt – selvom hendes identitet blev udfordret.
Et anderledes valg
Som selvvalgt hjemmegående mor er det alt for nemt at komme til at føle sig mindre værd i omgivelsernes øjne.
Du bidrager ikke til samfundsøkonomien, bruger ikke din uddannelse, smider feministernes 70’er-kamp på gulvet ved at søge tilbage til de forhadte kødgryder og svigter dine børn ved ikke at sætte dem i institution. Sådan er parolen i hvert fald.
Når de samfundsmæssige normer er så stærke, er det klart, det er svært at træffe et anderledes valg.
Hvem er du nu?
Din identitet bliver udfordret, og det gør ondt og tager tid, før du finder dig til rette med din nye rolle. For hvis ikke du er hende, der løser arbejdspladsens svære opgaver, betaler din skat, bruger din faglighed og får alle boldene til at gå op, hvem er du så? Og hvordan skal du kunne måle din egen succes, hvis du ikke kan bruge arbejdspladsens metier?
Svaret er, at du skal turde kaste karrierelivets metier i skraldespanden og stole på, at du er værdifuld og værd at elske, bare fordi du er dig. Fordi du er til – for dig selv og for din familie.
Du tager et enormt ansvar i Jeres familie. Og du er meget andet end blot en mor – også selvom du ikke deltager på arbejdsmarkedet lige nu.
Indse din værdi
Prøv at sætte ord på, hvor meget værdifuldt du giver din familie hver dag. Rent praktisk ordner du vasketøj, laver mad, skubber gynger, læser højt, tørrer næser, synger, giver tøj på, løser konflikter, svarer på spørgsmål, smører madder, puster på knæ, tørrer numser, tegner, planlægger udflugter og tusind andre ting.
Men følelsesmæssigt giver du endnu mere: Du påtager dig (sammen med din partner) ansvaret for, at Jeres børn udvikler sig som hele, harmoniske mennesker. Du kan ikke uddelegere halvdelen af ansvaret for deres sociale kompetencer, koncentrationsevne, pottetræning eller færdigheder udi at lyne sin egen lynlås til børnehavens pædagoger. Du – og resten af Jeres nære familie – giver dem alt. Kærlighed, nærvær, opmærksomhed, værdisæt og et kompas at navigere efter i livet. Det er stort. Kæmpestort. Og det fortjener i den grad respekt.
På en arbejdsplads ville du blive kaldt til medarbejdersamtaler og evalueringer og blive rost for din indsats. Måske endda få lønforhøjelse. Som hjemmemor får du ikke anerkendelsen af andre – den skal komme fra dig selv. Så husk at rose dig selv for alt det gode, du gør. Det er du værd.
Husk dine talenter
Udover at være supermor på fuldtid har du tusind andre talenter. Måske har du glemt dem, men de er der stensikkert. Og hjemmelivet giver dig rig mulighed for at udfolde dem. Måske er du pissedygtig til at bage, sy, skrive, debattere, spille musik, dyrke idræt, ordne have eller lære sprog?
Nu hvor du har truffet en beslutning om at sætte din karriere på standby, har du mulighed for at dyrke dine andre talenter – alle de sider af dig, som let bliver glemt, når hverdagen er for hektisk. Anerkend dig selv for dine særlige talenter og glæd dig over, at du har bedre tid til at udfolde dem, end hvis du også skulle passe et arbejde.
Dit moderskab er en stor og værdifuld del af din nye identitet, men det er ikke hele dig. Du er stadig et helt individ – med alt hvad det indebærer. Og du har intet at skamme dig over. Tværtimod.
Kender du følelsen af skam eller mindreværd? Og hvad har du gjort for at tackle den? Skriv en kommentar nedenunder
J.T.C
Hej - jeg hedder Jane, og det er mig, der er damen bag hjemmeunger.dk. Det er min passion at inspirere mødre til at følge deres intuition og mavefornemmelse. Jeg er uddannet journalist, gift med Jan, hjemmegående mor til Max på fire, Anna på to og en lillebror fra januar 2014. Og så er jeg forfatter til bogen 'En blid start - for dig og dit barn', der udkom på Nyt Nordisk Forlag i juni 2013.
Du vil muligvis også synes om
Hjemmepasseren – i den varme stol
Kald mig bare omsorgsfeminist
8 kommentarer
Marianne
Ja gu’ føler jeg mig da mindre værd! Jeg tror man skal være usædvanligt stærk for kunne ryste alle de der kommentarer og fordomme af sig, hver dag… Og det værste er, at på dage hvor det er særligt slemt, og jeg ikke kan børste dem af, der går det ud over mine børn. Så bliver jeg en træls mor at være i nærheden af, enten skælder jeg ud, eller også bliver jeg ligeglad. Det er svært at skrive det her, for de dage tænker jeg 1) at jeg ikke egner mig til at være mor, 2) at de ville have det bedre hvis nogle “professionelle” passede dem. Selvfølgelig kan man også vælge at anskue det på den måde, at de får hele det menneskelige følelsesregister med, fra over-lykkelig til dybt frustreret, men jeg ved ikke om det er sundt så tidligt i livet (2½ og 1 år). Jeg bliver bedre til at forudse og håndtere de dårlige dage, bl.a. ved at sørge for at sove nok (har jeg opdaget hjælper meget på luntens længde), løbe (hjælper også, det er både en pause fra hjemmet og en måde at få perspektiv på tingene) og ved at være sammen med ligestillede, f.eks. i legestue. Eller ved at komme ud, til vandet, eller bare en gåtur i kvarteret. Børnene hjælper mig med at lære mig selv at kende, jeg håber bare så inderligt at jeg gør det samme for dem.
Mette P
Marianne – sikke en god kommentar – dejlig ærlig og beskrivende.
Jeg forstår sådan set godt det, som du beskriver – der er de hårde dage hvor man er ekstra træt og dagen er ekstra hård at komme gennem. Det er også på disse dage at mindreværdet kan dukke op!
Jeg har det sådan at min søvn er det vigtigste redskab ift. at have overskuddet til børnene (ekstra vigtigt for mig pga. kronisk sygdom)…. På en hård dag er det nemt at tvivle på egne evner – men når man bliver bevidst om dette, så kan det være med til at nedtone mindreværdsfølelsen…..Til gengæld så er jeg overbevist om min gode evner på alle de andre gode dage!
Og så er det så vigtigt IKKE at tage andres negative bemærkninger og kommentarer til sig – disse er helt klart medvirkende til at selvværdet – og troen på det man gør – blegner lidt.
Jane
Tak for din ærlighed herinde Marianne, tror der er mange, der kan genkende de tanker og følelser, du beskriver. Jeg er også en markant bedre mor, når jeg får nok søvn – må hellere hoppe i seng nu. Tak for dit bidrag! Jane
Carina
Tak til skribenten Jane, og til dig der kommentere Marianne, hvor er I bare så befriende seje med Jeres ærlighed.. I skal vide at jeg ikke er hjemmegående, men jeg ville inderst inde ønske at jeg var, men jeg har svært ved at slippe min indkomst.. I skal vide at jeg har VILDT stor respekt for det valg I har taget om selv at passe Jeres børn hjemme!!!!!!!! I mine øjne er I for seje 😀
Jane
Tak for din ros og opbakning, Carina 🙂 Det var sødt af dig at skrive til os! Rigtig god weekend, kh Jane
Tina
det er så rigtigt skrevet marianne og især den med at få nok søvn så bliver lunten nemlig længere og man skælder ikke for nemt ud
Anita Matthiesen
Jeg sad lige og tænkte 25 år tilbage og tænkte på vores familieliv. Den gang valgte min mand og jeg også, at jeg skulle være hjemme hos børnene. 3 børn havde vi på det tidspunkt. Problematikken var stort set den samme som I bøvlet med. Vi blev mødt med folks meninger om at vores børn blev asociale når de ikke blev passe ude blandt fagfolk og andre børn. Flere børn kom til og jeg forblev hjemme. Når mit sortsyn kom op, typisk når andre stillede spørgsmålstegn ved vores familie, sagde min mand noget klogt. “Ingen kan sige om det vi gør er det rigtige, det må tiden vise” . Nu er tiden gået, vores 4 ældste har forladt reden og det sidste 3 er på vej. Er “projektet” så lykkedes?
Vi har fået 7 velafbalancerede børn, der hver især har fundet deres hylde, fået gode uddannelser, lever deres liv som de ønsker det. I tilgift har vi et familie sammenhold man kun kan drømme om. Jo det var til tider op af bakke, svært at finde sit eget selvværd, svært at få økonomien til at hænge sammen, men vi ville aldrig gøre det om.
Lige nu har vi et lille plejebarn og det har for os været naturligt at jeg bliver hjemme og passer ham. Så alle der har lysten til “bare være mor” bør gøre det.
Mette C. Pedersen
Hej Anita
Skønt at høre din fortælling. Og det er jo sandt, at tiden viser resultatet. Godt at det er gået både jer og børnene rigtig godt. Og det er flot, at I også har haft overskud til et plejebarn. Det hedder sig, at man skal gøre det, som man har lyst til – livet kan jo ikke gøres om. Nogen vælger at bestige bjerge, springe i faldskærm, køre racerløb og meget andet. Men lidt sjovt er det, at hvis man vælger hjemmelivet, så er der pr. definition noget galt, fordi man “går glip af” og ikke er “nutidig”. Man må jo konstatere, at vi alle søger vores hylde, men på forskellige vis. Forhåbentlig kan der med tiden blive respekt og forståelse for de valg, som den enkelte tager. Også selvom den ikke lige er helt oppe i tiden.
Dejlig at få et glimt af din historie Anita.
KH
Mette