Der er mange forældre, der booker konsultationer hos mig, fordi de er i syv sind om, hvornår de skal starte deres børn op i institution – og flere og flere forældre vover endda at stille sig selv spørgsmålet om, hvorvidt børnene overhovedet skal i institution?

Det er især pres fra kulturen, der gør, at mange forældre bliver i tvivl, om de skal gøre det ene eller det andet. For så snart dit barn nærmer sig sin 1-års fødselsdag, vil mange begynde at stille undrende (og til tider direkte kritiserende) spørgsmål, hvis du ikke har skrevet dit barn op i en institution. ”Men hvad med socialiseringen”, spørger de med løftede øjenbryn ”dit barn udvikler sig jo ikke, hvis hun ikke snart kommer ud blandt andre børn?!” Jeg er flere gange, end jeg kan tælle, blevet spurgt af hjemmepassende forældre, om de mon skader deres børn ved at holde dem hjemme, og jeg bliver lige forbavset hver gang, jeg får det spørgsmål. Ikke fordi det undrer mig, at forældre bliver forvirrede og i tvivl, for kulturelt pres er en magtfuld størrelse, men fordi vi som samfund har tilladt os selv at blive så institutionaliserede, at vi ikke længere kan kende forskel på kulturelle strukturer og biologiske behov. Intet barn behøver at være i institution for at udvikle sig optimalt, er det ultrakorte svar på hjemmepassernes spørgsmål.

Omsorg og tilknytning kan ikke udliciteres

Det længere svar er, at institutioner ikke er skabt for at sikre børns optimale udvikling, men er skabt, fordi begge forældre er på arbejdsmarkedet, så der derfor ikke er nogen hjemme til at tage sig af dem. Betyder det så, at det er bedre, hvis kvinderne går hjemme, som de gjorde tidligere? Nej, ikke medmindre den enkelte kvinde (eller mand) har lyst til det, hvilket er noget helt andet end et stereotypt normkrav. Kvindeoprøret var i dén grad nødvendigt, og vi skal ikke skrue tiden tilbage, men vi er nødt til at erkende bivirkningerne ved oprøret, som er, at der ikke var nogen til at gribe omsorgen, hvorefter den blev udliciteret. At udlicitere omsorg efter samme model, som når man udliciterer produktionen i en privat virksomhed, er noget rod, for at sige det mildt. Omsorg og tilknytning kan ikke udliciteres, hvilket skaber noget af et paradoks, fordi det reelt set er det, vi har gjort. Derfor er det ikke underligt, at der opstår en række udfordringer, som vi sammen skal løse – det er ikke kun kvindernes ansvar. Men tilbage til hjemmepassernes spørgsmål om, hvorvidt de trygt kan fortsætte med at passe deres børn hjemme.

Det kan I sagtens, er mit helt klare svar, hvis I har muligheden for det, I trives med det, og I kan klare det økonomisk, så gør det endelig, så længe det fungerer for jer, hvilket sagtens kan være helt frem til skolealderen (og sågar længere, hvis I ønsker at hjemmeskole). Der kan ske det, når de hjemmepassede børn bliver omkring de to – to et halvt år gammel, at de udviser meget mere interesse i andre børn, end de måske tidligere har gjort. Mange hjemmepassere kan godt blive i tvivl på dette tidspunkt, om deres børn mangler flere stimuli fra andre børn, og om det derfor vil være bedre at sende dem i institution. Men det er ikke noget, I behøver at gøre for optimal udvikling, da legegrupper, ture på legepladsen samt leg med søskende og andre børn i nærmiljøet er rigeligt; ergo, der er slet ingen grund til bekymring i forhold til socialisering. For børns evne til at socialisere handler faktisk ikke om, hvor meget tid de er sammen med andre børn – deres socialiseringsevne handler om, hvor meget tid de bruger sammen med modne voksne.

Det kræver en uddybning, så lad os kigge nærmere på det.

Barnets interaktioner med miljøet

Det at kunne fungere i relationer og sociale situationer handler primært om fire ting:

1. At kunne behovsudskyde (f.eks. undlade at hive legetøjet ud af hænderne på et andet barn)
2. At kunne sætte sig i den andens sted (theory of mind)
3. At kunne regulere sine egne følelsestilstande (følelsesmæssig modenhed)
4. At barnets primære tilknytning er til modne voksne

Når dit barn har en legekammerat med hjemme, hvor begge børn er fem år eller yngre, vil ingen af de to børn evne de tre første punkter særlig godt. For deres hjerne og nervesystem er endnu ikke udviklede til at kunne håndtere de mange komplekse lag, der konstant udfolder sig i menneskelige interaktioner. Alle tre punkter afhænger af modenhed, og modenhed udvikles over mange (mange!) år via barnets interaktioner med miljøet, altså via interaktioner med andre mennesker.

Hvis du sætter to fireårige alene ind på et værelse for at lege, er det bare et spørgsmål om tid, inden de ryger i totterne på hinanden, og de har brug for din hjælp for at komme helskindede ud af konflikten igen. Ingen af dem er særlig gode til at behovsudskyde, så de vil komme op at toppes om, hvem der skal have hvilket legetøj. De er bedre til at behovsudskyde end en toårig, men det er stadig svært for dem, blandt andet fordi deres præfrontale cortex ikke er helt tændt endnu. Det sker typisk, når barnet er mellem fem og syv år gammelt, og du vil vide, at denne udvikling har fundet sted, når du overhører dit barn sige: ”Jeg er skidesur over, at du tog min yndlingsbil, men du må gerne lege med den i dag. Så tager jeg en af de andre.” I blot én sætning viser dit barn, at hun både er i stand til at behovsudskyde, og at hun formår at regulere sine egne modsatrettede følelser. En konflikt mellem to mennesker om en genstand, de begge ønsker sig, vil få svære følelser til at blusse op – se bare på skilsmissepar, der er i gang med bodeling! Det samme sker for børn, hvor det er modenheden, der er den vigtigste spiller for, om de formår at rumme de svære følelser uden at ryge ud i konflikt, få heftige tårer eller komme i decideret slagsmål. Når evnen til at behovsudskyde opstår og kobles med evnen til at håndtere svære, modsatrettede følelser, vil der samtidig være en forståelse for andre menneskers behov – det at kunne sætte sig i den andens sted – hvilket hænger sammen med udviklingen af empati.

Barnets primære tilknytning

De tre første punkter er dog alle dybt afhængige af det fjerde punkt, som handler om barnets primære tilknytning. Gordon Neufeld skriver meget om, hvordan børns tilknytningsadfærd har ændret sig, især i det moderne samfund, hvor den primære tilknytning er begyndt at gå fra forældrene over til barnets jævnaldrende venner. Det er noget, vi skal være meget opmærksomme på i vores samfund, hvor vi ser samme tendens, men ofte misforstår adfærden, og gør barnet til problemet. Et menneske kan ikke være utilknyttet – det er en biologisk umulighed. Men et menneske, stort som lille, kan være tilknyttet på mange uhensigtsmæssige måder såvel som knyttet til ting i stedet for mennesker, f.eks. en skærm.

Menneskelig tilknytning kan deles ind i primær og sekundær tilknytning, hvor den primære tilknytning vil ske til det eller dem, der gav dig den største følelse af tilhørsforhold og tryghed i barndommen og i teenageårene. Var det dine forældre, er du knyttet til forældrene, var det virtuelle spil med virtuelle mennesker, er du knyttet til den virtuelle verden, var det terroristgruppen, der tog dig ind, da din familie blev dræbt i et bombeangreb, er du knyttet til terroristgruppen, var det gadebanden, der beskyttede dig i et hårdt miljø, er du knyttet til gadebanden og så videre. Tilknytning vil ske, men til hvad afhænger helt af, hvordan barnet er blevet præget, og om der var modne voksne i barnets liv, som sørgede for at sikre den. Den største forskel på den primære og den sekundære tilknytning er graden af loyalitet, forstået som at de mennesker, den ting, den sag, den gruppe, den gud eller den ideologi, som du primært er knyttet til, samtidig er den, du er mest loyal over for og villig til at gå igennem ild og vand for. Det er rigtig godt, hvis din primære tilknytning er til kærlige, modne mennesker, men knap så godt, hvis tilknytningen f.eks. er til en gadebande, hvor din loyalitet både kan sende dig i fængsel og koste dig livet. Tilknytning er den stærkeste drivkraft i mennesket, og den kan både udvikle og destruere, afhængigt af hvordan den er blevet mødt, bevidstgjort og forankret i barndommen og i teenageårene. Det betyder samtidig, at hvis den primære tilknytning flytter sig fra forældrene over til f.eks. barnets jævnaldrende, flytter loyaliteten med, så det ikke længere er hos forældrene, barnet søger validering og råd, men hos vennerne. Vennernes indflydelse kommer til at overtrumfe forældrenes, hvilket er problematisk på så mange måder. Blot tanken om, at ens teenager kun søger råd og validering fra jævnaldrende på det tidspunkt, hvor hormonerne raser, og impulsive handlinger er hverdagskost, bør få det til at løbe iskoldt ned ad ryggen på enhver forælder.

Nutidens børnehaveliv

Lad os sætte denne viden i spil nede i en hvilken som helst børnehave, hvor der er ca. 20-30 børn samlet på ét sted i alderen tre til seks år, med ca. to til fire tilgængelige voksne. Nogle af børnene vil evne behovsudskydelse og at kunne regulere egne følelser i en vis grad, men ingen af dem vil være særlig gode til det, og mange af dem formår det kun i meget begrænset omfang. Men det er ikke det største problem. Det største problem er, at vi tror, børn udvikler de her færdigheder via gentagne interaktioner med andre børn i samme alder, og at vi placerer fejlen i børnene, når vores forventning ikke bliver mødt. Men det er ikke interaktionen med jævnaldrende, som barnet modnes og udvikles af. Det er, når barnet får hjælp fra modne voksne til at forstå og integrere de mange følelseslag, der opstår i interaktionen med andre børn, at barnet udvikles og modnes. Desværre er vi kommet til at fjerne meget af barnets interaktion med modne voksne, fordi vi antager, at den udviklende frie leg på magisk vis opstår, når vi stuver en masse børn sammen i mange timer ad gangen uden særlig mange voksne til at tage sig af dem. Men det, der ofte udspiller sig i børnegrupperne, har meget lidt med fri leg at gøre, for fri leg er dybt afhængig af tilstanden af tryghed. Et menneske, stort som lille, kan ikke være utrygt og legende på en og samme tid – det er en biologisk umulighed. Føler barnet sig ikke tryg, kan fri leg ikke opstå. Tryghed kræver aktivering af det sociale engagementssystem, hvor barnet hele tiden får reguleret sin utryghed og stress via den voksnes smil, bekræftende nik, trøstende ord, varme favn, rolige stemme samt konsekvente, men respektfulde, indgriben, når tingene løber løbsk. Er der ikke nok voksne til at varetage den store opgave, har barnet kun én mulighed tilbage: at sikre sin overlevelse. Det, vi kalder fri leg, er derfor ofte overaktiverede overlevelsesmekanismer, hvor nogle børn kæmper sig til tops i hierarkiet, og andre gør sig usynlige. De børn, hvis overlevelsesinstinkter presser dem til at gå efter toppen for at overleve, bliver dem, vi kalder de utilpassede, de aggressive, krænkerne og dem med tendens til mobning. De børn, hvis overlevelsesinstinkter presser dem til at tilpasse sig og vender utrygheden indad i en sådan grad, at de nærmest bliver usynlige, bliver dem, vi kalder de sensitive, de angstprægede, ”dørmåtterne”, dem, der mangler resiliens, og som er lette at vælte omkuld. Uanset om barnet tilhører den ene eller den anden gruppe, har vi tendens til at placere fejlen i det enkelte barn og mene, at barnet enten mangler noget eller har for meget af noget andet.