Hvordan bliver man hjemmemor?

Hvordan træffer man beslutningen?

Jeg fik en mail forleden dag.

Fra en mor, der gerne ville vide, hvordan man tager den store beslutning om at blive hjemmegående.

Hun havde, med egne ord, tusind spørgsmål i sit hoved:
– Ville hun komme til at mangle voksenkontakt?
– Ville børnene overhovedet kunne trives med det?
– Hvordan ville økonomien se ud?
… og mange, mange andre overvejelser, der heller ikke lige var et soleklart svar på.

Ud med hovedet

Min oplevelse, efter at have været der selv og rådgivet mange andre kvinder i samme situation, er, at dette er en beslutning, man må træffe med hjertet og finde mod til at hoppe ud i.

Det er ikke en af den slags beslutninger, hvor man rationelt kan regne sig frem til det rigtige svar.

Og det er edder-fisme frustrerende for de af os, der er vokset op med at bruge hovedet og gøre det rigtige og det fornuftige.

Find andre voksne

Men lad os se på hendes tre vigtigste spørgsmål.

Voksenkontakten først. Kommer man til at savne sine kollegaer og det levende, faglige miljø? Det er klart, at hverdagen i hjemmet på ingen måde kan sammenlignes med hverdagen på en arbejdsplads. Og ja, nogle gange kan man absolut savne flere voksne omkring sig og muligheden for at sparre med andre om hverdagens små og store dilemmaer.

Men – et liv som hjemmegående er jo ikke lig med, at man burer sig inde for hjemmets fire vægge og aldrig ser andre voksne. De fleste hjemmegående finder – herinde, eller i nærmiljøet og de lokale legestuer – andre hjemmegående mødre at mødes med.

Stille og roligt bygger man et netværk op, som man kan sparre og udveksle erfaringer med. Eller blot mødes med på den lokale legeplads.

Kan børnene trives?

Og så var der børnene. Kan de trives? Mit umiddelbare svar er et rungende JA.

Jeg har læst, googlet og researchet – og interviewet et hav af psykologer (okay, tre da) til min bog En Blid Start (der udkom 26. juni 2013, og blandt andet handler om at passe sit barn hjemme) – og psykologerne svarer samstemmende, at et lille barn mest af alt har brug for tæt kontakt med sine primære omsorgspersoner.

Selvfølgelig skal man tænke på at skabe en varieret hverdag og af og til mødes med andre familier, der har børn. Men små børn har ikke så avancerede behov. Det er også stimulerende at være med til at handle og vande blomster.

Har vi råd?

Til slut økonomien. Kan den hænge sammen? Det er et af de punkter, hvor det er tilladt at bruge hovedet. Man må regne det igennem og finde ud af, om vingerne kan bære.

Kig fx. på denne artikel, hvor jeg lister nogle punkter op, man med fordel kan kigge på.

Mange kommuner giver tilskud til pasning af eget barn i hjemmet. Er du gift, kan din mand få dit fradrag. Og så skal man huske alle de poster, man sparer – institutionspladsen for eksempel.

Hop ud i det

Det er en enormt stor beslutning at blive hjemmegående. Jeg brugte over seks måneder på at træffe den, da jeg selv stod i situationen, så jeg forstår til fulde den frustration og tvivl, der præger alle jer i limbo-land.

Men jeg håber, at mange af jer, vil have mod til at hoppe ud i det.

Har man lysten til at være hjemmegående mor i en periode, er der nemlig stor sandsynlighed for, det også er den rigtige beslutning.

Held & lykke,

– Jane

Indlægget er skrevet af:

Jane Thoning Callesen

Jane Thoning Callesen

Jane Thoning Callesen er stifteren af Hjemmeunger.dk og drev siden fra 2012-2016. Jane havde en stor passion for at inspirere mødre til at følge deres intuition og mavefornemmelse og med det opstod Hjemmeunger. Hun er uddannet journalist, gift med Jan, og var dengang hjemmegående med 3 børn. Jane er også forfatter til bogen 'En blid start - for dig og dit barn', der udkom på Nyt Nordisk Forlag i juni 2013.

Måske vil du også synes om

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *