Den lille fyr er omkring 10 måneder gammel, og hans mor placerer ham midt på gulvet i legestuen. Han har ikke siddet der længe, før en anden lille een vrider legetøjet ud af hans små buttede hænder. Den lille fyr kigger bare. Moderen griner: “Han kan jo lige så godt vænne sig til livets barske realiteter,” siger hun. Drengen skal snart i vuggestue, og sådan er livet. Så kan han lære det.

Sådan er livet. Man fødes, man ammes, går til babyrytmik, i legestue og BUM! 10 måneder senere er virkeligheden en hverdag i vuggestuen. Ikke bare et par timer om dagen men hele dagen, hele ugen. Han kan lige så godt lære det.

Siden min mand og jeg stiftede familie, har jeg været så heldig at møde og jævnligt omgås andre forældre, der har fravalgt denne konstruerede virkelighed, som vuggestuelivet repræsenterer. Det er forældre, som har valgt en alternativ virkelighed – vi kan kalde det den virkelige virkelighed – hvor småbørnenes hverdag primært leves indenfor familiens rammer. For skal de virkelig “lære det”? Er livets barske realiteter, at verden er et sted, hvor man skal kæmpe for opmærksomhed, stjæle eller blive stjålet fra?

“Hun må jo lære at give slip,” har man sagt om mig, og hvor misforstået er denne betragtning ikke? Jeg har endnu til gode at møde de familier, der hjemmepasser deres børn for at afskærme dem fra virkeligheden eller fordi de ikke tør give slip. Hjemmepassere assisterer selv deres børn på vejen til selvhjulpenhed. De tager selv de mange, lange timer ved frokostbordet med børnebestik og løse majs alle vegne indtil rugbrødshapseren endelig sidder fast på gaflen. De tæller selv til 10 utallige gange, mens de venter på den sikre gevinst det er, at opleve barnets stilfærdige glæde ved et par bukser der vender rigtigt, eller sko der sidder på de rette fødder. De går selv uendelige ture uden mål for at have tid til at vende hver en sten og snegl  på vejen. Således giver man slip, når tiden er inde til at give slip. Lidt efter lidt, i god ro og orden.

At hjemmepasse sine børn er ikke virkelighedsflugt. Det er måske en afvisning af den kunstige situation det er at placere sine børn i et ragnarok af andre børn i præcis den sårbare småbørnsalder, hvor de faktisk trives bedst med orden, ro og regelmæssighed.

Virkeligheden er et sted, hvor voksne mennesker i egen interesse samarbejder, behandler hinanden med respekt og frem for alt tager ansvar for sig og sine. Det er ikke altid lige nemt, men sådan trives vi bedst. Hjemmet er et fremragende, hvis ikke det bedste, sted at lære det.