DIY modellervoks opskrift

Lav jeres egen modellervoks

Vil du prøve at lave din egen modellervoks? De farvede klumper er supersjove at arbejde med – for både store og små. Allerede når barnet fylder et år, vil det være en stor sanseoplevelse at forme den bløde voks.

Større børn kan bruge modellervoks til at øve sig med forskellige redskaber: Knive, sushipinde, kageruller, udstiksforme, hvidløgspressere, sakse og gafler.

Modellervoks kan naturligvis købes færdiglavet, men det er virkelig nemt og hurtigt at lave selv: Det tager 15 minutter at fremstille en portion, og den hjemmelavede voks er meget lækrere og blødere at arbejde med, end den man kan købe i butikkerne – og så er den tilmed ikke giftig.

Jeg foretrækker at bruge Sif Orellanas opskrift fra bogen Krudtuger & Kanelsnegle:

Du skal bruge:

5 dl mel
2 dl fint salt
2 spsk citronsyre (købes i et brev til ca. 5 kroner i supermarkedet, står ved bageartiklerne – bruges også til syltning)
5 dl vand
1 tsk olie, fx. solsikkeolie.
Frugtfarve – fx rød, blå og grøn

Hæld alle ingredienser (undtagen frugtfarve) i en gryde, og bring det i kog, mens du konstant rører rundt.Efter 2-3 minutter begynder det at samle sig til voks. Tag gryden af blusset, og vip voksen ud på et bord.

Lad det køle af et par minutter.

Del så voksen ind i portioner, tilsæt frugtfarve og ælt grundigt, til farven er jævnt fordelt. Har du engangshandsker i huset, så tag dem på, mens du ælter – så slipper du for at skrubbe frugtfarve af hænderne bagefter.

Modellervoksen kan holde sig 2-3 måneder i en bøtte med tætsluttende låg – holder sig bedst, hvis den opbevares køligt

God fornøjelse!

Indlægget er skrevet af:

Jane Thoning Callesen

Jane Thoning Callesen

Jane Thoning Callesen er stifteren af Hjemmeunger.dk og drev siden fra 2012-2016. Jane havde en stor passion for at inspirere mødre til at følge deres intuition og mavefornemmelse og med det opstod Hjemmeunger. Hun er uddannet journalist, gift med Jan, og var dengang hjemmegående med 3 børn. Jane er også forfatter til bogen 'En blid start - for dig og dit barn', der udkom på Nyt Nordisk Forlag i juni 2013.

Måske vil du også synes om

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *