Omsorgsfeminist

Kald mig bare omsorgsfeminist

Som hjemmegående kvinde har du sikkert været i modvind blandt feminister. I Danmark er det som om man ikke kan være feminist, hvis man gerne vil tage sig af sine børn i stedet for at forfølge karrieren.  Men det afhænger af, hvad man forstår ved ordet feminisme.

I de skandinaviske lande har vi taget den såkaldte ligestillingsfeminisme til os. Den lægger vægt på, at kvinder skal have de samme rettigheder som mænd økonomisk, juridisk og på arbejdsmarkedet. Ligestillingsminister Manu Sareen, taler for eksempel ud fra ligestillingsfeminismen, når han lægger vægt på, at der skal flere kvinder ind i bestyrelserne i de store virksomheder.

Det åbne spørgsmål i ligestillingsfeminismen er børnenes tarv. I 1970erne, da kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, begyndte den institutionalisering af børnene, som siden har fået et meget stort omfang. Det er blevet normen, at vores børn skal i vuggestue og børnehave, mens kvinden skal investere i arbejdslivet på lige fod med manden og deles med ham om arbejdet i hjemmet. Den forpligtelse vejer så tungt i vores kultur, at det i dag er et brud på normerne at blive hjemmegående kvinde.

Omsorgsfeminismen er opstået som et modspil til ligestillingsfeminismen. Den forsvarer kvinders ret til at prioritere moderskabet og regner omsorgen for børnene for en vigtig og reel arbejdsindsats. Begrebet opstod for nylig i den livlige norske debat om hjemmegående kvinder og vuggestuer, men også i Sverige er der spændende tanker i omløb.

Kvindelige debattører i Norge og Sverige bringer fortrængte pointer fra tidligere årtiers feminismedebat frem: At moderskabet er en vigtig del af kvinders liv. At målet for kvindebevægelsen aldrig var at tilfredsstille markedets behov for arbejdskraft på bekostning af kvinder og børn. At de traditionelt kvindelige arbejdsopgaver som børnefødsler og omsorg, stadig mangler at blive værdsat som vigtige bidrag til samfundet. At ligestillingstankegangen har givet mange positive resultater, men også har haft nogle alvorlige konsekvenser for vores børn og familier.

I Danmark bliver den omsorg, kvinder yder for deres børn, betragtet som et problem for samfundsøkonomien, når den griber forstyrrende ind i fuldtidsjobbet. Et godt eksempel var professor i økonomi ved Aarhus Universitet, Nina Smiths, undersøgelse, der konkluderede, at kvinder er en underskudsforretning for samfundet, fordi de bruger tid på barselsorlov og børns sygedage, mens mænd producerer mere i løbet af deres arbejdsliv.

Nina Smith ser løsningen i, at vi kvinder skal overlade mere af omsorgen til mændene og se at komme i gang på arbejdsmarkedet. Der ligger den tankegang bag undersøgelsen, at fødsler, barselsorlov og omsorg for børn ikke indgår positivt i den samlede samfundsøkonomi, men er et rent minus. Det er en præmis, som omsorgsfeminismen ikke accepterer.

Svenske Katrine Kielos skrev sidste år bogen, Det eneste køn, som gør op med den form for økonomisk tænkning. Hun mener, at det er en maskulin måde at tænke på, som underkender det store arbejde, der traditionelt har været udført af kvinder. Hun viser, at de kvindelige værdier stadig ikke indgår i vores måde at betragte samfundsøkonomien på og hun argumenterer for, at det arbejde, der foregår derhjemme også må regnes med.

Omsorgsfeminismen sætter værdier som omsorg, fællesskab og uegennyttighed over prestige, individualisme og forbrug og er et oprør mod de stærke samfundsnormer, der presser os til at nedprioritere børnene. Som en reaktion mod det pres, kvinder er under for at aflevere deres små børn og arbejde fuld tid, er det for nogle blevet en form for aktivisme at gå hjemme eller gå ned i tid på arbejdet.

Oprør og moderskab er også vigtige temaer hos en anden svensk feminist, Nina Björk. I efteråret 2012 udgav hun bogen Lyckliga i alla sina dagar, hvori hun skriver, at vores drømme om materielle ting, magt og indflydelse er falske drømme, som har fundet ind i vores sind, fordi det er de værdier, der gør det muligt at tjene penge på os i vækstøkonomien.

Hun skriver også, at ligestillingsfeminismen er utilstrækkelig, fordi den ikke tager højde for vores særlige situation som mødre. I moderskabet ser hun kimen til en ny politisk tænkning, som kan føre til større solidaritet og et bedre samfund. Til den norske avis Aftenposten, udtalte hun på kvindernes internationale kampdag i år, at feminisme i dag må handle om at tage sig tid til sine børn.

Debatten har været størst i de to andre skandinaviske lande, men der er noget, der tyder på, at flere danske kvinder også er begyndt at tage aktivt stilling til, hvordan de vil være mødre for deres børn. Fra 2009 til 2011 steg antallet af hjemmegående kvinder fra 10.000 til 25.000. Småbørnsfamilieforeningen SAMFO har mere end fordoblet sit medlemstal det seneste år og hjemmeunger.dk og Klub Hjemmeliv er nye levende fora. Alt sammen tegn på, at kvinder i vores generation vil vælge selv.

Så næste gang nogen fortæller dig, at du ikke er feminist, fordi du har valgt børnene til og jobbet fra for nu, kan du jo svare, hvis du har lyst: Jo, jeg er. Kald mig bare omsorgsfeminist.

Anne Kirstine Waage Beck er mor til tre og næstformand i Småbørnsfamilieforeningen SAMFO.

Indlægget er skrevet af:

Anne Kirstine Waage Beck

Anne Kirstine Waage Beck

Anne Kirstine Waage Beck er mor til tre børn og næstformand i Småbørnsfamilieforeningen SAMFO. Desuden er hun en aktiv samfundsdebattør, som jævnligt optræder på avisernes debatsider med familiepolitiske indlæg.

Måske vil du også synes om

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *