Struktur på hjemmearbejde

At arbejde hjemmefra: 5 gode råd

Hvis du har valgt at arbejde hjemmefra, er det er helt op til dig selv, hvordan du vil disponere over din tid i hverdagene. Fleksibiliteten er rar, men rummer også flere fælder: Måske bruger du for meget tid på overspringshandlinger, sociale medier eller vasketøj indimellem dine ‘rigtige’ arbejdsopgaver?

Netop fordi du selv disponerer over din tid, kan det være fristende at lade være med at lægge store planer for din hverdag, og i stedet nyde friheden. Men det er farligt – for så er der risiko for, at den ene time æder den næste, uden at du egentlig nåede et skridt længere hen imod dit mål.

Planlægning øger din effektivitet – så du kan slappe af med god samvittighed i timerne sammen med dine børn.

Her kommer mine 5 bedste råd til at skabe struktur i hverdagen som hjemmearbejdende mor:

1. Planlæg

Lav en plan for dagen. Skriv ned fra morgenstunden hvad du skal nå, inden arbejdsdagen er omme. Vær gerne detaljeret og få det hele med. Og husk at se på din liste, når dagen er gået – har du nået det hele? Eller mangler der lidt endnu? Hav altid fokus på det, du har nået og klap dig selv på skulderen. Glæd dig over, at der trods alt også er arbejde til dagen i morgen.

Jeg bruger selv at lave timeplaner. For eksempel har jeg en aftale med mig selv om, at jeg ordner huslige sysler indtil kl. 9.00.

Når der er styr på huset, opvasken og vaskemaskinen kører, kan jeg roligt sætte mig ved computeren med min kaffe og gå i krig med arbejdet. Der sidder jeg til frokost og inden der skal hentes barn snupper jeg en runde i huset igen så alt er klart til hele familien er hjemme.

2. Prioriter

For at få det bedste ud af planlægningen, skal du prioritere dine opgaver. Skriv ned i punktform og start med det, der haster mest. Vær ærlig! Selv om din hadeopgave står som øverste punkt på listen, så få det gjort. Det giver ro og overskud at have styr på opgaverne – særligt dem man ikke ligefrem elsker. Tænk på hvor skønt det bliver at kunne strege opgaven ud, når du er all done!

3. Overhold dine aftaler

Også selv om det er aftaler, du bare har med dig selv. Vær tro overfor dine planer og overhold det, du har sat dig for. Hvis du skal have skrevet en artikel, inden du henter guldklumpen kl. 14 – så gør det! Begge dele. Skriv artiklen og hent guldklumpen til det aftalte tidspunkt.

Det er bydende nødvendigt, at du beslutter dig for, hvornår din arbejdsdag ender. Måske er det nødvendigt at arbejde en aften eller to om ugen, men så gør det i samråd med familien og lav aftaler med dem.

Lige her gemmer sig nemlig den største fælde i hjemmearbejdet. Når arbejdet er derhjemme, kan man jo hurtigt klare den opgave, der ligger liiiige hennne i indbakken og kalder, ikk’?

Nej da! Har du besluttet dig for fyraften kl. 14, så overhold det! Hvis du dag efter dag ikke når det, du skal, så overvej om du tager for mange opgaver ind, eller om du vil sætte din arbejdstid op. Men hold fokus på, at dit hjemmearbejde ikke stjæler din fritid.

4. Skab ro

Dine omgivelser påvirker dig mere end du aner. Derfor er det også vigtigt, at du omgiver dig med ting, der påvirker dig positivt.

Sørg for frisk luft ved din arbejdsplads, hold små pauser, sørg for noget at drikke – kaffe, the, vand eller hjemmelavet blommesaft. Og vigtigst af alt: hold orden og skab ro! En rodet arbejdsplads skaber rod og kaos i dit indre.

Hvis du har en kæmpebunke et-eller-andet liggende, så fjern den mens du arbejder videre. Den kan snuppe mere fokus end du selv opdager! Forkæl dig selv med friske blomster, frugt, stearinlys, billeder af dine børn eller noget helt andet… Skab ro – og god arbejdsstemning.

5. Giv tid

Så snart du bliver en mester udi planlægningskunsten, får du meget nemmere ved at give dig tid til alt det andet. Når du har streget alle dagens opgaver ud og fik det fra hånden, du gerne ville, så er det meget nemmere at glemme alt om arbejdsdagen og fordybe dig fuldt og helt i børn og familieliv.

Det føles anderledes roligt at sætte sig på gulvet med junior og lege med klodser, når du kan gøre det, uden at føle, at der er noget andet vigtigt du BURDE have gjort.

….PS:

Husk at rådene er ment som en hjælp og et værktøj. Du skal ikke straffe dig selv ved at arbejde til midnat, når der er opgaver, du ikke når. Accepter at du ikke blev færdig og brug det til din næste planlægning. Pas på med, at dit arbejdsliv ikke flyder sammen med dit private jeg. Du skal nemlig også overholde aftalerne med din familie om, hvornår de har din fulde opmærksomhed, hvornår du skal med sønnike til fodbold, handle ind, til gymnastik, besøge veninder og alt det andet sjove.

Rigtig god fornøjelse med planlægningen!

Indlægget er skrevet af:

Mia Puisa

Mia Puisa

Mia Puisa er hjemmegående iværksætter mor til Isak fra 2010. Hun har en baggrund som sygeplejerske, men har altid haft masser af ord og bogstaver på hjernen. Derfor driver hun nu virksomheden ORDganisator, hvor hun som online sekretær, sprogholder og virtuel blæksprutte løser alverdens skrivebordsopgaver og yder administrativ førstehjælp til speciallægeklinikker og sundhedshuse.

Måske vil du også synes om

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *