Hjemmepasning og økonomi - har du råd?

Har du råd til at gå hjemme?

Er det ikke kun stenrige familier, som kan leve af een indkomst?

Nej faktisk ikke. Mange familier kan udleve drømmen om tid, ro og nærvær blot ved at skrue op og ned på et par pengeknapper.

Springet fra to indkomster til een betyder ikke nødvendigvis, at I kun har halvt så meget at gøre godt med. Der er nemlig både fradrag, besparelser – og i nogle tilfælde indtægter – at hente ved, at en af Jer bliver hjemme og hygger om ungerne.

Fradrag

Hvis I er gift, kan personfradrag og rentefradrag overføres fra den hjemmegående ægtefælle til den, der arbejder ude. Det giver et sundt boost til økonomien, der virkelig kan mærkes. Kontakt Jeres lokale skattekontor og spørg, hvordan I skal gøre i Jeres tilfælde.

Besparelser

Når I regner budgettet igennem, så husk alle de udgiftsposter, der forsvinder eller bliver mindre, hvis en af Jer vinker på gensyn til chefen i en periode. Det gælder for eksempel (men ikke kun):

  • Transport til arbejde
  • Arbejdstøj- og sko
  • Kantinemad
  • Fagforeningskontingent
  • A-kasse
  • Institutionspladser
  • Ekstra tøj, udstyr og udgifter til børnene i forbindelse med pasning
  • Rengøringshjælp
  • Madbudget

Indtægter

Nogle kommuner giver tilskud til pasning af barn i eget hjem – på borger.dk kan du tjekke, om det gælder din kommune og ansøge om tilskuddet online.

Du kan også vælge at arbejde delvist fra hjemmet. Måske skal hele familien hygge sig med en fælles, oldschool avisrute hveranden søndag? Du kan også lave telefonsalg fra hjemmet, administrere en webshop eller måske aftale nogle faste freelanceopgaver med din gamle arbejdsgiver.

Hiv fat i banken

Ryst posen, vend familieværdierne på hovedet og tænk kreativt. Kan I bage alt Jeres brød selv? Har I brug for to biler? Kan ferierne gå til Vesterhavet i stedet for Mallorca? Vil I flytte til en billigere bolig? Kan I købe Jeres tøj i en genbrugsbutik?

For de allerfleste familier vil et farvel til den ene lønpose betyde økonomiske afsavn. Til gengæld bliver I stenrige på nærvær og kærlighed.

Det kan være svært selv at gennemskue, hvad en pause fra arbejdsmarkedet vil betyde for din økonomi på længere sigt. Uanset om du har været stay-at-home-mor længe eller stadig overvejer at trække stikket ud, kan det være en god ide at kontakte Jeres bankrådgiver og bede om en time til at gennemgå Jeres økonomi.

Hvad er dine bedste råd til kvinder, der overvejer, om de har råd til at kysse chefen farvel? Skriv en kommentar nedenfor

Indlægget er skrevet af:

Jane Thoning Callesen

Jane Thoning Callesen

Jane Thoning Callesen er stifteren af Hjemmeunger.dk og drev siden fra 2012-2016. Jane havde en stor passion for at inspirere mødre til at følge deres intuition og mavefornemmelse og med det opstod Hjemmeunger. Hun er uddannet journalist, gift med Jan, og var dengang hjemmegående med 3 børn. Jane er også forfatter til bogen 'En blid start - for dig og dit barn', der udkom på Nyt Nordisk Forlag i juni 2013.

Måske vil du også synes om

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *