Få.styr på legetøjet

Guide: Styr på legetøjet

Hvor meget legetøj har dine børn? Hvis de minder bare lidt om mine, har de skuffer og skabe fyldt med julegaver, arvegods og dimsedutter fra den oh så kærlige Fætter BR(as).

Men hvor meget legetøj har dine børn brug for? Well, hvis de minder om mine, kan de i virkeligheden klare sig med meget lidt: En kurv med flotte sten, en kasse LEGO og en håndfuld farvede silketørklæder: Det er faktisk det eneste, mine unger for alvor har leget med den sidste uges tid.

Legetøj har tendens til at tage overhånd. Der er alt for meget af det, rodet sammen i alt for mange kasser, i alt for mange værelser. Har du også fået nok? Følg denne guide og få 7 tips til at få skovlen under legetøjssamlingen.

Hvis mængden af legetøj er overskuelig, er det nemmere for dit barn at komme igang med en god leg. Less is more, og fem velsorterede kasser med favoritter kan inspirere langt mere, end et værelse proppet til randen med alverdens legetøj.

1. Hvordan skal det se ud?

Kast et blik ind på børneværelset. Vær ærlig: Var det sådan, du drømte om, det skulle se ud? Kasse efter kasse med slidte biler, gamle Happy Meal figurer i krogene, plastik-legemad, som ingen gider lege med og en billig børneguitar, der mangler en streng?

Da du var gravid, drømte du sikkert om økologisk trælegetøj, håndlavede biler og sirlige skuffer med nystrøget dukketøj. Så fin er virkeligheden ikke (og heldigvis for det), men selvom du må finde dig i plastikrædsler og en lind strøm af nye sager til fødselsdag og jul, kan det stadig lade sig gøre at skabe et simpelt, roligt børneværelse med plads til inspirerende lege.

Hvordan drømmer du om, børneværelset ser ud? Hvilken funktion skal legetøjet have for Jeres børn? Sæt nogle ord på og tag dine ambitioner alvorligt.

2. Farvel, slidte bil

Nu skal du kassere – med hård hånd. Gør det, når barnet sover – eller tag dit større barn med på råd. Ud med alt, der er slidt, itu og har dårlig legeværdi. Bye bye til grimme bamser, ingen leger med, slidte biler, der knap kan køre, og gratis plastik-figurer, I engang har slæbt hjem fra McDonalds. Find en stor affaldssæk frem og kast de dårlige legesager derned uden at blinke. Tro mig, I kommer ikke til at savne dem.

Når du synes, du er færdig, så tag sækken med rundt i huset og prøv at se, om du kan finde 20 ting mere: På puslebordet, i badekaret, bag sofaen og i skoskabet – ubrugelige dimsedutter har det med at gemme sig, men nu skal det være slut med at støde på dem.

3. Giv det videre

Næste trin er at finde det legetøj, der ikke længere har legeværdi for Jeres børn – men som muligvis kan have værdi for andre. Klæd-ud-tøj, der er blevet for småt, fjernstyrede gravkøer, som ingen af børnene bruger, og dukketøj, som ikke passer dukkerne. Beslut sammen med barnet, om I skal give det til venner og bekendte, eller forære det til en genbrugs, hvor andre kan få glæde af det.

4. Lav et legetøjsbibliotek

Nu er tiden kommet til at finde alle de ting, der ikke er i brug i øjeblikket – men som I gerne vil gemme og tage frem igen senere. Det kan være Thomas Tog-skinner, som ingen af børnene interesserer sig for lige nu, men som sandsynligvis kan underholde dem en hel søndag, hvis du tager dem frem en kold novemberdag – eller det kan være babyrangler, din tumling for længst er vokset fra, men som du gerne vil gemme til næste barn.

Pak det ned i kasser og gem det langt væk – på loftet, i soveværelsesskabet, garagen eller kælderen. Så kan du altid hive det frem, hvis I savner det eller har lyst til noget “nyt”.

5. Sorter favoritterne

Nu skulle du gerne stå tilbage med alle favoritterne. Det, der er i brug næsten hver dag, og som er dine børns elskede skatte. Det legetøj, som dine børn virkelig har et forhold til. Som de kender og elsker og leger med igen og igen. Det skal I passe på. Find et system, som gør det nemt at bevare overblikket. Ikeas TROFAST-serie er fantastisk til at holde styr på sagerne – men du kan også bruge forskellige kurve, kasser eller reoler. Hvad som helst, der passer til netop dit barns favoritter.

Tænk på, at det skal være let for børnene at finde det, de leder efter – og stille legetøjet på plads igen. En traditionel bogreol giver fx ikke meget overblik (og dit barn vil sikkert hive alle bøgerne ned i jagten på den Peter Pedal-bog, der skal læses netop nu). Hvis du derimod stiller alle bøgerne oprejst i en stor, aflang kasse, kan barnet “bladre” samlingen igennem uden at hive dem allesammen op. Og når Peter Pedal er færdiglæst, er det nemt at stille den tilbage forrest i kassen.

6. Rutine for oprydning

Lav en rutine for oprydning, så dit barn lærer at tage medansvar for legetøjet. Selv en 1-årig kan opmuntres til at kaste klodserne tilbage i kassen efter brug. Beslut dig for, hvor ofte I skal rydde legetøjet op, og gå foran med et godt eksempel. Undlad at bestikke eller true dit barn til at rydde op, men motiver i stedet barnet ved at tale om, hvor rart det er at passe godt på sine ting, og hvor dejligt det er at kunne finde det, man lige leder efter.

Det kan være en god vane at rydde løbende op gennem dagen – eksempelvis før måltiderne – eller at rydde legetøjet fra een leg (såsom puslespil) væk, før der begyndes på en ny (togskinner). Men det er en fin balancegang: Mange børn nyder at gå frem og tilbage fra leg til leg, og det kan være dejligt for dem at vågne om morgnen og fortsætte lige præcis den leg, de var igang med aftenen før. Find en rutine, der passer til Jeres familie og temperament.

7. Udvid samlingen

Tænk over, hvad du kan udvide legetøjssamlingen med og skriv det på en ønskeliste. Mangler der flere BRIO-skinner, så I kan fylde hele stuen og ikke kun lave et enkelt 8-tal? Eller skal dukken have en potte? Gå gerne efter legetøj, der kan bruges på kryds og tværs i mange forskellige sammenhænge.

Nogle af de største hit herhjemme (foruden det altid aktuelle LEGO) er en kurv med farvede tørklæder (som bruges til klæd-ud-lege, dukketøj, tæpper, huler, sang og musik), en stabel aktivitetsringe (der tages på hovedet, kastes rundt, og køres biler gennem) og en samling trædesten (som bruges til forhindringsbaner, rollelege og meget andet).

Hvad hitter hjemme hos Jer? Og hvordan holder I styr på legesagerne? Del nedenfor

Indlægget er skrevet af:

Jane Thoning Callesen

Jane Thoning Callesen

Jane Thoning Callesen er stifteren af Hjemmeunger.dk og drev siden fra 2012-2016. Jane havde en stor passion for at inspirere mødre til at følge deres intuition og mavefornemmelse og med det opstod Hjemmeunger. Hun er uddannet journalist, gift med Jan, og var dengang hjemmegående med 3 børn. Jane er også forfatter til bogen 'En blid start - for dig og dit barn', der udkom på Nyt Nordisk Forlag i juni 2013.

Måske vil du også synes om

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *