Kvindefrigørelse er at tage en lang uddannelse på kort tid, ræse videre ud på arbejdsmarkedet, stræbe efter ledertaburetten.

Måske kan man klemme et barn eller to ind et sted midt i karriereræset, men så må man nøjes med et minimum af barsel, så man kan komme hurtigt tilbage til jobbet, imens poden sendes i vuggestue de fleste af sine vågne timer.

Det er sådan, de centrale politikere har defineret det gode kvindeliv; og så har vi andre bare at følge trop. Hvis vi ikke gør det frivilligt, må der lovgives. For der er ingen vej uden om. Vi skal og må frigøres eller ligestilles, om man vil.

Ligestilling er et andet begreb for den maskulinisering af kvinderollen, jeg oplever, der sker i vores samfund. Femininitet er blevet lig læbestift og intuitivt lederskab, imens de traditionelt feminine værdier er på retur. For mændene står ikke i kø for at overtage dem.

Er det, fordi omsorg, nærvær, hengivenhed er dårligere værdier end stræbsomhed, selvrealisering og egoisme?

Det kan godt nogle gange komme til at virke sådan. For eksempel når staten undersøger effekterne af institutionaliseringen med et højt gennemsnit ved folkeskolens afgangseksamen som succeskriterium.

Eller når københavnske kommunalpolitikere kalder det ”børnemishandling” at passe sit barn selv og plæderer for institutionstvang. Eller når statsministeren siger, at det er spild af tid og sin gode uddannelse at hjemmepasse sine børn i en periode.

Jeg tilhører en gruppe af danske forældre, som er fløjtende ligeglade med, om vores børn får 7 eller 7,14 i gennemsnit ved folkeskolens afgangseksamen. Det, der betyder noget for mig, er, at mit barn bevarer en stærk selvfølelse, en høj grad af tillid til andre mennesker, evnen til at indgå i varige menneskelige relationer. Og det lærer man ikke nødvendigvis af at gå i institution, måske tværtimod, i hvert fald hvis man spørger psykologer og forskere inden for området.

Derfor har jeg valgt at gå hjemme med min datter de første af hendes leveår.

På trods af økonomiske afsavn, på trods af at karriereambitionerne for en periode er sat på standby.

Jeg føler mig ikke som et ufrit menneske. Jeg har alle muligheder, og jeg har masser af tid og engagement at investere i mit fag, når min datter ikke længere har behov for samme intense omsorg og nærvær. Og det har jeg tænkt mig at gøre, ligesom jeg gjorde det, før jeg blev mor.

Og nu er nogle kvinderettighedsforkæmpere vel snart lige så røde i hovederne som deres strømper over dette indlæg og parate til at bombardere mig med spørgsmål om, hvorfor da barnefaderen ikke tager lige del i børnepasningen. Svaret er, at det gør han ikke, fordi han ikke har lyst til at være hjemmegående, og jeg har; måske fordi jeg er en kvinde og biologisk mere knyttet til mit barn, måske ikke.

Mit valg er ikke det rigtige for alle forældre.

Den enkelte kvinde – og mand – må selv afgøre, i hvor høj grad hun eller han er villig til at sætte egen selvrealisering i bero i en periode for at realisere forældreskabet i større eller mindre grad.

Men hvorfor skal vi alle tvinges til at gøre som Astrid, Pernille og (nødtvungent) Morten? Og hvorfor er kvindefrigørelse primært blevet et spørgsmål om at frigøre sig fra sine børn? Jeg vil hellere være fri.